[b]Spielbergs værste mareridt[/b]

Historien om, hvordan den nye low-budget-gyser “Paranormal Activity” gik fra at sidde på instruktøren Oren Pelis hylde og samle støv i to år til at skræmme livet af millioner af biografgængere i USA, er næsten lige så fantastisk som filmen selv. Skal man tro på de rygter, der er sevet ned fra Hollywoods bakkehøjder, så begyndte lavinen først at rulle, da Steven Spielberg fik fingrene i den kun 15.000 dollar dyre film.

Angiveligt tog Spielberg filmen med sig hjem, blev skræmt fra vid og sans og vendte tilbage til studiet dagen efter med filmen forseglet i en skraldepose – overbevist om, at den var besat. Resten er, som man siger, historie, men spørgsmålet er selvfølgelig, om Hollywoods aldrende guldæg virkelig blev så skræmt af denne indie-gyser, eller om det hele blot var et led i en genial markedsføringskampagne? Efter at have set “Paranormal Activity” er jeg næsten overbevist om, at der er en vis sandhed i rygtet, for filmen formåede at gøre noget, som ingen anden gyser har gjort for mig i rigtig mange år: At hjemsøge mine drømme, få mig til fare op over den mindste lyd inde fra soveværelset og efterlade nogle uafrystelige billeder i min hukommelse. Altså alt det, som en rigtig god gyserfilm skal gøre.

Den krybende uhygge, der får det til at løbe én koldt ned af ryggen, mens man holder vejret og forbander stilheden langt væk, har i mange år været gemt væk i gysergenren til fordel for afskårede kropsdele og skrigende blondiner i våde, gennemsigtige t-shirts. Men dette ser “Paranormal Activity” nu ud til at lave om på. Den besidder nemlig den sjældne evne til at lade uvisheden og stilheden blive publikums værste fjende. Den flår ikke døren op til monstret i skabet og skriger: [i]”Her er det, kom og se!”[/i] I stedet åbner den langsomt og tålmodigt ind til det uvisse i mørket og gør os i lang tid usikre på, om der overhovedet er noget monster derinde.

I den henseende har den meget mere til fælles med klassikere som “Rosemary’s Baby” og “Exorcisten” end føromtalte [i]torture porn[/i]-eskapader, og det gør ironisk nok filmen vanvittigt forfriskende. Historien om det unge par, der beslutter sig for at sætte et overvågningskamera op i deres soveværelse, efter at mystiske og uforklarlige ting er begyndt at udspille sig i de sene nattetimer, er intet mindre end fremragende eksekveret. Det er ikke, fordi fortællingen i sig selv er specielt banebrydende eller original. Det er den tålmodighed, der bliver udvist over for karaktererne og spændingen i hver en scene, som gør “Paranormal Activity” til så uhyggelig en oplevelse. Den håndholdte, dokumentariske stil, der er gennemgående i hele filmen, er ikke blot med til at give scenerne en krybende uhygge. Den gør også, at man kommer tæt ind på livet af de to hovedpersoner og bekymrer sig om, hvad der sker med dem.

Filmens største genistreg må dog være brugen af det stillestående, observerende kamera i soveværelset. Det er intet mindre end genialt fundet på at bringe uhyggen helt ind i vores mest hellige og trygge gevandter – nemlig der, hvor vi lægger hovedet trygt på puden og lader søvnen overmande os. Det skal ikke afsløres, hvad der præcist sker på disse gruopvækkende optagelser, men lad mig blot konstatere, at “Paranormal Activity” kan gøre for soveværelset, hvad “Dødens gab” gjorde for havet.