[b]En lang teaser[/b]

Man tilbringer en god bid af “Arthur og Maltazars hævn” i en let utålmodig tilstand. Handlingen snegler sig skødesløst af sted, og da vi runder den første time, har skurken end ikke vist sig, hvilket ikke mindst virker underligt i betragtning af titlen “Maltazars hævn”. Er han da overhovedet med?

Det er han naturligvis, men plottet kommer faktisk først rigtig i omdrejninger i løbet af det sidste kvarters tid, og da det endelig sker, kommer vi hurtigt til vejs ende, eftersom teksten [i]”Fortsættes”[/i] flyver over lærredet. “Arthur og Maltazars hævn” er som film stort set ren opbygning uden et egentligt klimaks, og hvis man kan affinde sig med det faktum, er den faktisk en ganske hæderlig en af slagsen.

Filmen er selv en fortsættelse til “Arthur og Minimoyserne”, der både var instrueret og skrevet af Luc Besson, og som han erklærede ville være hans sidste film. Det kan vi så nu konstatere, at den ikke var, og eftersom der er en fortsættelse mere undervejs, bliver denne det næppe heller. Godt det samme, for selvom Besson aldrig helt har levet op til de forventninger, som hans tidlige film skabte, så har filmene ofte en interessant uhøjtidelig kvalitet over sig, og man får ofte følelsen af at Besson aldrig rigtig er vokset op i filmisk forstand.

Vi befinder os da også stadig i børneværelset i “Arthur og Maltazars hævn”, hvor drengen Arthur ser frem til igen at møde sin prinsesse. Tingene tager dog en dramatisk drejning, da han modtager et nødråb fra minimoysernes verden, og krisen spidser yderligere til, da hans forældre – med vanlig mangel på forståelse – beslutter, at de skal forlade bedsteforældrenes hjem netop på det eneste tidspunkt, hvor Arthur kan rejse til minimoyserne.

Den første film var på mange måder et charmerende, men problemfyldt værk, der bar præg af, at man ville for meget, og som derfor blev en lidt underlig diffus størrelse, hvis tekniske kvaliteter heller ikke tålte sammenligning med de amerikanske animationsfilm. Denne gang giver Besson mere plads til filmens fantastiske verden, og for første gang begynder man at sætte pris på dens figurer og de opfindsomme omgivelse, som virker langt mere rige på detaljer og liv. Af samme årsag virker vore heltes strabadser også langt mere vedkommende end i forgængeren.