[b]Timen er begyndt[/b]

Igennem de seneste år har det dokumentariske look været en af de helt store trends i filmverden. Stilen kan ses som et modsvar til den ekstreme æstetisering, filmsproget har gennemgået med de seneste teknologiske landvindinger. Samtidig kan der næppe herske tvivl om, at en af de helt store inspirationskilder til denne stil kommer fra lille Danmark i form af dogmebølgen. Flere større instruktører har prøvet stilen af i forskellige genrer – Paul Greengrass med “Bourne”-filmene og Aronofsky med “The Wrestler” er gode eksempler – og de altid eksperimenterende franskmænd står selvfølgelig heller ikke tilbage for at afprøve noget nyt. Derfor har vi nu årets Cannes-vinder: “Klassen”, som med rod i virkelige begivenheder tager stilen et skridt videre.

Filmen tager udgangspunkt i læreren François Marin. Han er fransk- og klasselærer for en problemklasse med elever fra vidt forskellige kulturer i et af Paris’ fattige kvarterer. Som en flue på væggen, der aldrig forlader skolen, følger vi klassens op- og nedture indhyllet i hormoner og frustrationer samt lærernes diskussioner på lærerværelset, mens skoleåret langsomt går sin gang.

“Klassen” er – i ordets mest positive forstand – en kedelig film. Hvor de fleste film gør brug af en spændingskurve, der til punkt og prikke følger “opskriften på en god film”, er en sådan helt og aldeles fraværende i “Klassen”. Der er hverken opbygning eller forløsning i traditionel narrativ forstand. Det giver filmen en ekstremt virkelighedsnær dimension, som gør “Klassen” til en hverken mere eller mindre interessant historie end vores egen hverdag.

Temaet om den engagerede lærer, der prøver at holde fanen højt i en problematisk klasse, er absolut ikke ukendt. Tankerne ledes hen på bl.a. “Dangerous Minds”. “Klassen” skiller sig markant ud ved at gå langt mere nøgternt til emnet. Der er ingen lovning på, at alt nok skal gå godt i sidste ende, ej heller nogen altoverskyggende, disillusionerende afmagtsfølelse. Filmen tager udgangspunkt i livet, som det er: Ting sker uafhængigt af hinanden, de passer ikke nødvendigvis ind i en større plan eller helhed, men lærerværelsets kaffemaskine skal stadig udskiftes, og forældresamtalerne stadig planlægges. Det er, hvad det er.

At filmen fremstår så virkelighedstro skyldes ikke mindst skuespillerne. Nå ja, skuespillere er nok så meget sagt, for filmens personer har aldrig stået foran et kamera før, men er type-castet til deres roller og hedder til og med deres eget navn. Præstationerne står så solidt, at man som seer nemt kan blive i tvivl om, hvorvidt “Klassen” faktisk er dokumentar eller fiktion. Manuskriptforfatteren, som i øvrigt spiller hovedrollen som klasselærer, er selv lærer i virkelighedens verden, og der er absolut ingen tvivl om, at han kender til alle prøvelserne, som filmen skitserer, og at historien sandsynligvis er lidt mere end bare fiktion baseret på virkelige hændelser. Mange af problematikkerne kan man som publikum nikke genkendende til – de fleste mennesker har trods alt selv gået i folkeskole.

“Klassen” er den slags film, som kan dele vandene. I fraværet af et traditionelt narrativ afhænger filmens succes i høj grad af, hvorvidt den kan engagere seeren følelsesmæssigt. Kan man genkende situationerne og typerne fra sin egen skoletid, er “Klassen” et virkeligt interessant indblik i den moderne folkeskoles problematikker. Kan man ikke, kan den nok synes en smule langtrukken. Dog står det klart, at “Klassen” er et modigt og veludført stykke filmkunst, der på ingen måde underkender publikums evne til selv at skabe mening i en historie, der kun fremstår struktureret i kraft af sin kronologiske opbygning.

[b]Video[/b]

Filmen er præsenteret i anamorphic 2.35:1, hvilket sammen med klipningen er det eneste, der indikerer, at filmen ikke er en dokumentar. Transferet på dvd’en er ganske udmærket uden betydelige komprimeringsartefakter. Kontrasten er fin og konstant og farverne naturlige. Dog kunne skarpheden være lidt bedre.

[b]Audio[/b]

“Klassen” er en lidt sær snegl på lydsiden. Dvd’en byder på tre lydspor: Dolby Digital stereo, Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1. Det mærkelige er, at ingen af surroundsporene gør det mindste brug af baghøjtalerne eller sub’en, så vi sidder med 3.0 i stedet for 5.1. Derfor er der heller ikke den store forskel på surroundsporene og stereosporet. Det gør dog ikke det store, da filmen kun gør brug af reallyd. Dialog og effektlyde er tydelige, omend med lidt rigelig rumklang.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd’en indeholder en trailer samt et fem minutters interview med instruktør Laurent Cantet. Det er ganske overfladisk, og da filmens undertekster samtidig er fulde af fejl i form af ord, der står to gange i træk, samt sætninger, der slet ikke oversættes, får ekstramaterialet bundkarakter.