[b]Familien i smuk form[/b]

Identifikation er blevet et nøglebegreb inden for filmens verden. Kan vi identificere os med filmens hovedperson? Den relativt ukendte – noget denne film meget vel kan ændre på – instruktør Rémi Bezancon har med sin kun anden spillefilm gjort muligheden for identifikation markant lettere for sit publikum. I historien om den franske familie Duval får alle i flokken undervejs således lov til at agere såvel hovedperson som bikarakterer, hvilket resulterer i en dynamisk og mangefacetteret filmoplevelse.

“Første dag i resten af dit liv” er ikke den klassiske multiplotfilm. Vi følger en lukket historie drejende omkring familien Duval fra 1988 og ind i det ny årtusinde. I perioden får vi lov at følge nøgleepisoder i de enkelte familiemedlemmers liv, der ændrer deres tilværelse og deres forhold til de øvrige personer i familien. Vi oplever den ældste søn flytte hjemmefra og finde kærligheden, den yngre søns identitetskrise og lillesøsterens første møde med den vanskelige kærlighed. I disse tre historier opleves forældrene som uforstående baggrundsstaffage, hvilket vendes 180 grader, når moderens følelse af manglende intimitet i ægteskabet og faderens komplekser overfor sin far og sine sønner udfoldes i deres personlige historier – nu med børnene i uforstående biroller. På den måde finder de små historier plads i en stor historie om familien og dens betydning.

Flere film og filmskabere kan efterlade en med fornemmelsen af, at de ligeså godt kunne have skrevet en bog eller opført et teaterstykke. De udnytter slet og ret ikke filmmediets særegne udfoldelsesmuligheder, men stiller sig tilfredse med at fortælle en god, men ikke udpræget filmvisuel historie. Det er ikke tilfældet med denne visuelt blændende franske delikatesse. Her fortælles der i den grad i billeder, hvor der konstant og komplekst leges med brugen af dybdefokus, vinkler og indramning, der sammen med et mere end velvalgt og dejligt opmærksomhedskrævende lydspor viser, hvad det er filmmediet kan, når det er allerbedst.

Kompleksiteten mindskes ikke af, at instruktør Bezancon har valgt at sprænge filmens narrativ og opløse det i et utal af flashbacks og flashforwards med til tider drømmende karaktere, der elegant bruges til bl.a. at vise, hvordan lillesøsteren tager afsked med sin barndom. Hun går med den tilsyneladende drømmefyr ind på værelset for at miste sin mødom, hvor døren smækkes i hovedet på hendes barndoms jeg, der kan se blodet strømme foruroligende ud under døren. Mere ordløst stramt og malerisk poetisk kan det dårligt fortælles. Smukt.

Men til trods for den komplekse struktur så taber Bezancon aldrig de mange bolde på jorden, men jonglerer øjensynligt let og uden tvivl elegant med de fem livsforløb. Her skal særligt fremhæves historien om lillesøsteren, der i skikkelse af Déborah Francois – som fik sin debut og sit gennembrud i Dardenne-brødrenes palmevinder “Barnet” – giver et lattermildt og melankolsk henrivende portræt af den frustrerende og identitetssøgende teenagealder. Francois giver os små perler, som da hun med munden fuld af kærestens elskovssaft for første gang møder svigerforældrene – uvurderligt morsomt, dog ikke for den stakkels pige. Det stopper imidlertid ikke ved teenageportrættet. Filmens ambitiøse styrke ligger i, at vi oplever, hvordan familiens øvrige medlemmer bliver påvirket. Moderens følelse af svigt, da hun indser, at hendes datter har gennemlevet en abort alene opleves enormt stærk – vi er ikke bare én flue på én væg, men en flue på de mange historier og synspunkters vægge.