[b]Idealisten vs. systemet[/b]

Hvad nu hvis den Internationale Domstol, der er skabt til at håndhæve retfærdighed, i virkeligheden ikke er et hak bedre end de forbrydere, den har på anklagebænken? I Hans-Christian Schmids nye film “Hannahs valg” må hovedpersonen Hannah netop sande, at domstolen ikke lever op til idealet. Desværre tabes den kritiske påstand på jorden i en noget ujævn film.

Ved den Internationale Domstol i Haag står en tidligere serbisk general anklaget for krigsforbrydelser mod civile under krigen i det tidligere Jugoslavien. Anklageren Hannah Maynard har et perfekt kronvidne i den unge bosniske kvinde Mira Arendt, men kræfter både blandt bosnisk-serbiske nationalister og politiske interesser inden for hendes eget system modarbejder sagens gang og forhindrer derved generalen i at få den straf, han fortjener.

“Hannahs valg” er en såkaldt co-produktion, hvilket betyder, at en række lande har spyttet i kassen for, at filmen kunne blive til noget. Som regel forlanger landene til gengæld at blive nationalt repræsenteret i filmen, hvilket ofte fører til det, man kalder for [i]euro pudding[/i] – en sær sammenkogt ret af alle mulige nationaliteter, der giver en fornemmelse af stedløshed. “Hannahs valg” er imidlertid et sjældent eksempel på en co-produktion, hvor det multinationale fungerer glimrende, idet handlingen netop foregår i et internationalt miljø omkring domstolen i Haag. Således virker det ikke spor mærkværdigt, at de fleste af filmens karakterer taler gebrokkent engelsk.

Hans-Christian Schmid fortæller sin historie i en meget nøgtern stil, der ikke byder på megen filmteknisk leg. Det giver gennemgående filmen et lidt skrabet og billigt udseende, der leder tankerne hen på en tv-film. Det eneste tidspunkt, hvor filmen forsøger sig med lidt stilistisk raffinement, er i en række retssalscener, hvor der nervøst zoomes med rystet håndholdt kamera, men det kommer desværre også til at minde lidt for meget om bedaget tv-æstetik.

Det synes altså ikke at være i stilen, at Schmid har lagt sine kræfter. Det har han derimod i højere grad i det menneskelige drama. Særligt intense er de scener, hvor vi følger vidnet Mira. Ikke mindst pga. Anamaria Marincas hudløse spil. I en af filmens vellykkede scener får man et grumt indblik i den tvangsfortrængning, som lokalsamfundet har pålagt hende. Mira er ved at flytte fra sit hjem i Bosnien, da hun overfaldes og ydmyges pga. sin kontakt med krigsforbryderdomstolen. Ingen griber ind, og det åbenlyse i overfaldet giver indtryk af, at alle andre i nabolaget stiltiende accepterer den kollektive fortrængning som et vilkår.

Desværre bliver filmens egentlige hovedkarakter Hannah aldrig helt så interessant som Mira. Man tager indimellem sig selv i at kede sig en smule i selskab med den noget skabelonagtige Hannah, der spilles lidt bastant af Kerry Fox. Mira er interessant, fordi hun virkelig har noget på spil – det har Hannah ikke rigtigt. Jo, hun risikerer selvfølgelig at miste advokatkarrieren i kampen mod systemet, men det fremstår som bagateller i forhold til de problemer, som Mira slås med.