[b]Det slutter ikke altid, som man håber[/b]

Først blev hun hadet, og så legede hun med ild. Nu er pigen og kvinden Lisbeth Salander tilbage i den sidste del af “Millenium”-trilogien, hvor de sidste computere skal hackes og de sidste opgør tages. Spørgsmålet er, om denne tredje film vil følge den gængse kurve for trilogier og være dårligere end den udmærkede første film, men bedre end den middelmådige forrige?

I umiddelbar forlængelse af trilogiens anden film, “Pigen der legede med ilden”, starter “Luftkastellet der blev sprængt”. Salander er hårdt såret og kan se frem til flere uger på hospitalet. Samtidig er hendes trængsler langt fra overstået. En hemmelig statslig gruppe ønsker hende gjort tavs, hvorfor de ovenpå Salanders overfald på hendes far forsøger at få hende indlagt på den anstalt, som hun var indespærret på som barn af den skumle doktor Teleborian. Samtidig forsøger hendes halvbror stadig at slå hende ihjel. Hvem har sagt, det skulle være let at være kvindelig cyberpunker og datter af en afhoppet sovjetagent?

“Luftkastellet der blev sprængt” opleves ikke som en selvstændig film, men derimod som en lang afslutning på toerens løse ender. Der er ikke noget selvstændigt mysterium som i de to foregående film. Vi som beskuere er alvidende, hvilket har den konsekvens, at der er meget lidt spænding i denne sært flade og bløde landing af trilogien. Samtidig er de til tider interessante feministiske tematikker fra de forrige film trængt langt ud af fortællingen, og vi efterlades med en usædvanligt plothullet film og alt for mange karakterer, som vi dårligt kommer til at kende.

Til trods for at de to første film langt fra var perfekte, så fungerede plottet i begge udmærket. Det kan den sidste i rækken ikke holde, hvor der flere steder er uforståelige fejl og mangler. Eksempelvis kontakter Salander på et tidspunkt nogle rockere, som er sure på hendes halvbror, for at de kan tage sig kærligt af ham. Problemet er bare, at hendes karakter i filmen ikke ved, at de er sure på ham, det har manuskriptet glemt at fortælle hende! Og sådan kunne man blive ved og ved, og det kan vi jo så gøre ved at påpege det ganske tåbelige i, at hendes Dolph Lundgren-klon af en halvbror helt uforklarligt ønsker hende død, hvilket han dog halvvejs inde i filmen så alligevel mister interessen for igen. Men han er absolut ond, det er både sikkert og vist, og hvis det faktum, at han ikke kan føle smerte og ligner en russisk bokser ikke skulle overbevise os om det, så slår han da rask væk og helt umotiveret lige en hjemløs ihjel for at sætte trumf på – det er sgu ondt!

Generelt er der noget ufrivilligt komisk over Salanders endelige opgør, der vitterligt ligner en halvdårlig kriminalroman, som ikke er tænkt filmisk, men i stedet blot overført ukritisk fra bog til det store lærred. Jovist er Salander stadig sej og rapkæftet, men desværre trængt i baggrunden af den ligegyldige Millenium-redaktion anført af den intetsigende Blomkvist. Mindre komisk bliver det ikke af, at den statslige gruppe kaldet “Sektionen”, der er filmens hovedskurk, blev dannet i 1960’erne og derfor i dag anføres af en række pensionsmodne mænd med stok og gebis, der viser sig at være en ganske harmløs modstander. Gode – undskyld onde – skurke må aldrig undervurderes. Det er denne film desværre ikke belemret med, tværtimod er de mest til at grine af.