[b]Det magiske hav[/b]

Et stort smil bredte sig over mine læber adskillige gange under overværelsen af Hayao Miyazakis seneste film “Ponyo på klippen ved havet” og forlod kun sjældent mit ansigt. Det er et værk af uimodståelig charme, magi og overskud, og hvis man har blot den mindste smag for den slags elementer, har jeg svært ved at se, hvordan man skulle kunne modstå den.

På sin vis er filmen også en modsætning til Pixars nyeste epos, “Op”. Hvor “Op” repræsenterer det ypperligste inden for moderne computeranimation og fortæller en beretning så kompliceret som en voksenfilm, så føles “Ponyo på klippen ved havet” næsten som et skridt tilbage i tiden med sine håndtegnede billeder og en fortælling så enkel, at den næsten ikke er der.

Historien, der er løst inspireret af H.C. Andersens eventyr “Den lille havfrue”, handler om den usædvanlige guldfiskepige Ponyo, der lever under sin fars – troldmanden Fujimoto – beskyttelse. Hun er dog ikke blot en ualmindelig nuttet størrelse, men også voldsomt nysgerrig, og inden længe stikker hun af for at opleve mere af verden. Hun ender imidlertid med at bliver fanget i et glas ved strandkanten, men bliver fundet af drengen Sosuke, der omgående befrier hende. Dette starter et venskab mellem de to og vækker Ponyos ønske om at blive en del af den menneskelige verden. Et ønske, som Fujimoto ikke deler.

Forhindringer er dog ikke noget, der skræmmer Ponyo, som hurtigt viser sig at være en viljefast ung dame/fisk, og en stor del af fornøjelsen ved hendes figur er at se kontrasten mellem hendes umiddelbare, forsigtige fremtoning og så den adfærd og energi, hun hurtigt lægger for dagen. I modsætning til gængse havfruer venter hun ikke tålmodigt på, at bejleren skal udvælge hende, men er straks selv på vej til overfladen i et Wagnersk valkyrieridt, der da også er en af filmens mest betagende scener.

I forhold til de senere Miyazaki-film så er “Ponyo på klippen ved havet” et skridt ned ad aldersstigen, og filmens grundtone lægger sig tættere op ad film som “Min nabo Totoro” end de mere alvorlige “Det levende slot” og “Chihiro og heksene”. Ingen er nogensinde for alvor i fare, skurkene er ikke egentlige skurke, og der er i det hele taget en uskadelig følelse over fortællingen. Historien er enkeltheden selv, om end alligevel en anelse vag visse steder, hvilket dog ikke betyder så meget. Man ser grundlæggende alligevel ikke filmen pga. beretningen, men først og fremmest for dens kolossale billedmæssige skønhed. Betagende syn er der nok af: Det urolige hav, der bruser rasende af sted op mod kysten, de flydende vandmænd, der skifter mellem blå nuancer, mens de gynger i vandet, og Ponyo, der ubesværet løber hen over bølgerne. Filmens visuelle side er ikke blot kunstfærdigt udført, men slet og ret kunst med stort k.