[b]Den ulykkelige kærlighed[/b]

Michael Moore har udtalt om sin nye dokumentarfilm: [i]”‘Kapitalismen – En kærlighedshistorie’ er ikke blot en fortsættelse af mine film. Det er kulminationen.”[/i] Og efter at have overværet republikanernes fjende nr. 1 kradse, flå og rive i finanskrisens åbne sår kan man kun give ham ret. “Kapitalismen – En kærlighedshistorie” er opgøret med USA og hele den vestlige verdens pengegriske og korrupte magtelite, som Michael Moore i alle sine film har kastet sig over. Som en stor, frådende bulldog har den selviscenesættende og satiriske dokumentarinstruktør i over 20 år stået på magthavernes dørtærskel og hylet op om de uhyrligheder, der er foregået inde bag deres lukkede døre. Og efter at have set hans nye film håber man inderligt, at de denne gang har tænkt sig at høre efter.

Allerede når man ser plakaten til “Kapitalismen – En kærlighedshistorie”, er det tydeligt, at satiren og humoren – Michael Moores to bedste våben i kampen mod alskens ondskab og dårligdomme – har en hovedrolle i filmen. Plakaten illustrerer perfekt præmissen i dokumentaren: Vi er blevet bestjålet af de selvsamme mennesker, som er sat til at beskytte os – og så endda ved højlys dag. Det er systemet, som er korrupt, mener Michael Moore, og det langvarige kærlighedsforhold mellem politikerne og den magtfulde erhvervs- og finanssektor skal stoppe, hvis demokratiet skal overleve.

Der er blevet sagt og skrevet meget om Moores subjektive og humoristiske dokumentarstil og med god grund. For der er ingen tvivl om, at han kan være stærkt manipulerende og ofte lever ud fra mantraet om, at sandheden altid kan gradbøjes. Men sådan må det nødvendigvis også være, når man laver dokumentarisk satire. Sandheden er et relativt fænomen, og for at humoren og satiren kan blomstre, må man som instruktør tage sig nogle friheder. Og her er “Kapitalismen – En kærlighedshistorie” ingen undtagelse. Når den tidligere præsident Ronald Reagans kapitalistiske ideologi for eksempel skal beskrives, så bliver det selvfølgelig illustreret med scener fra præsidentens fortid som filmstjerne, hvor han iført cowboyhat og et kvindesyn fra 50’erne giver en syngende lussing til sin kvindelige medspiller – et billede på den [i]no bullshit[/i]-tankegang, der også kendetegnede Moores yndlingsaversion, George Bush.

Og så er der selvfølgelig instruktøren selv, der i vanlig stil bruser frem foran kameraet og i rollen som den kvabsede og kiksede middelklassefyr prøver at få forretningsfolkene på Wall Street i tale. Og hvordan gør man så lige det? Jo, hvis man hedder Michael Moore, så spærrer man selvfølgelig hele Wall Street af med politiets velkendte, gule “crime scene”-bånd og råber: [i]”Der er sket en forbrydelse her.”[/i] Fantastisk. Det er dog langt fra sjov og ballade det hele. Vi kommer bl.a. tæt på en familie, der bliver tvunget fra hus og hjem, og erfarer også, at firmaer som Wal-Mart har lukreret på deres ansattes dødsfald ved at tegne livsforsikringer på dem. Her tager man sig til hovedet og ønsker sig langt ud af det ulykkelige kærlighedsforhold, som kapitalismen og demokratiet befinder sig i.

Det er altså klassisk Moore, vi bliver præsenteret for i “Kapitalismen – En kærlighedshistorie”. Skamløst underholdende, provokerende, manipulerende, melodramatisk, sentimentalt og endnu engang med en veltilrettelagt fuckfinger til dokumentargenrens gamle, utopiske dyder om en objektiv og nøgtern tilgang til virkeligheden. “Kapitalismen – En kærlighedshistorie” hører til blandt Moores mest underholdende og tankevækkende værker og er det bedste, han har begået siden “Bowling for Columbine”.