[b]Tilbage på Manhattan[/b]

Så er det igen blevet den særlige tid på året – og nej, der refereres hverken til jul eller nytår. Woody Allen har som en filmisk julemand hvert år en ny film klar til os. Temaet ændrer sig sjældent og byder oftest på en cocktail af umulig kærlighed og livets meningsløshed, der leveres i en humoristisk og småneurotisk indpakning. Ligesom julen svigter Allen heller ikke i år.

På papirets faktuelle overflade virker den lærde kulturradikale og tidligere stjernefysiker Boris’ liv sammen med hans kæreste ganske perfekt. Men i praksis langt fra, hvorfor Boris ofte gribes af en manisk angst for livets meningsløshed og dødens uundgåelige faktum. Efter et mislykket selvmordsforsøg trækker den bedrevidende og belærende misantrop sig alene tilbage i en gammel lejlighed. En dag kalder livet imidlertid igen, da den unge og naivt dumme kvinde Melody, der er flygtet fra sin primitivt religiøse sydstatshjemegn, får sig tiltusket husly hos den livstrætte Boris. Et særegent ulige forhold udvikler sig imellem de to, der ikke desto mindre munder ud i et giftermål. Alt er fryd og gammen. Dog kun lige til den dag, hvor Melodys mor opsøger hende og bedyrer sin uvilje imod ægteskabet – Allens uforudsigelige kærlighedskarrusel kører igen.

Efter en række år med film i London og senest Barcelona er Woody Allen i mere end én forstand vendt tilbage til New York og Manhattan, idet vi ikke blot fysisk er tilbage i Manhattans kosmopolitiske og smarte omgivelser. Med “Mig og Melody” forlader Allen den revitalisering, som film som “Match Point” og “Vicky Cristina Barcelona” gav til hans filmiske forfatterskab og kigger i stedet tilbage mod de store gennembrudsfilm fra 70’erne, “Annie Hall” og “Manhattan”.

Boris – der i Larry Davids skikkelse nærmest er en tro kopi af Allen selv – åbner filmen ved i bedste metaform at henvende sig direkte til publikum og berette om, hvor håbløst angstfremkaldende og meningsløst livet er. Men her stopper lighedspunkterne med de gamle film ikke, idet det særprægede og normbrydende forhold imellem Boris og Melody fremstår som et filmhistorisk ekko af forholdet imellem Isaac og Tracy i “Manhattan”. Alligevel er det ikke det samme. “Mig og Melody” virker mere let og overfladisk komisk end sine forbilleder, ja nærmest som en pastiche over en klassisk Woody Allen-film. Og det bliver aldrig rigtig godt.

Det hele føles simpelthen for karikeret. Boris’ belærende udfald over for Melody bliver hurtigt anstrengt komiske, og ditto er Melody gjort alt for dum til, at hun på nogen måde kan opfattes som en troværdig karakter. Lige så er mødet imellem og den forsøgte udlevering af den konservative bonderøvskultur og den arrogant liberale New Yorker-livsstil for udpenslet og utroværdig. At storbyfolket er lærde, overlegne og pessimistiske, men dog åbensindede, imens mennesker fra provinsen er fordomsfulde, indskrænkede og livsglade er modsætningspar, der er for banale at sætte op. Allen synes heller ikke rigtig at bruge disse banaliteter til noget – det virker som ren rutine, der munder ud i en optimistisk påklistret morale om, at intet er givet her i livet, og at tilfældighedernes meningsløshed måske har en mening, når alt kommer til alt.