Filmz
Over gaden under vandet

Over gaden, under vandet

Medvirkende:

Sidse Babett Knudsen, Nicolas Bro, Anders W. Berthelsen, Ellen Hillingsø, Nils Ole Oftebro, Ellen Nyman

Instruktør:

Charlotte Sieling

Filmlængde:

85 minutter

Genre:

Drama

Over gaden under vandet

[b]En synkende skude[/b]

I en af de første scener i “Over gaden under vandet” ankommer Ask, spillet af Nicolas Bro, tidligt til en parterapi-samtale. Han bekender overfor psykologen, at han i virkeligheden har haft en affære i årevis, men da hans kone kort efter ankommer, fortæller han det ikke, og som tilskuer sidder man anspændt tilbage, mens man venter på, hvornår boblen mon springer.

[image=46925]

Det er en virkelig velkonstrueret og velspillet scene, men den viser sig desværre også at være en enlig svale i en film, der slet ikke lever op til de forventninger, som førnævnte sekvens opbygger. I stedet må man nøjes med en middelmådig omgang kulørt ægteskabsdrama/komedie, som hverken formår at komme under huden eller vække nogen latter.

Asks kone er den selvcentrerede skuespillinde Anne – i skikkelse af Sidse Babett Knudsen – som har mistet både følingen med manden og børnene. Hun står overfor premieren på “Hamlet”, hvori hun spiller rollen som Ofelia, og er ved at gå til af stress. Presset er også Asks elskerinde Bente, som på den ene side oplever den forsmåede følelse af at være [i]den anden kvinde[/i] og på den anden side må tage sig af sin alkoholiserede eksmand Bjørn, som ligger i sin båd og drikker sig fra sans og samling. Hans nabo på kajen er psykologen Charlotte, som selv har sit at slås med i form af en utro mand, der har et akut behov for at knalde løs med så mange kvinder som muligt.

[image=46489]

Charlotte er for øvrigt også Ask og Annes psykolog, og samtidig er hendes mand Annes chef, hvilket må siges at være lidt af et sammentræf. Den slags er dog normen hos den gruppe af mennesker, som filmen følger, hvor alle lader til at være utro med hinandens hustruer og mænd, mens de svigter deres små og store børm, der selv må vandre om i gaderne, når de da ikke har for travlt med at blive gravide i tvivlsomme forhold. Det lyder mere eller mindre som handlingen i en satire eller en tv-soap, men på trods af den komisk lydende titel så skal plottet i “Over gaden under vandet” tilsyneladende tages relativt alvorligt.

Historierne udspiller sig i Christianshavns smalle gader komplet med kanaler, det nye skuespilhus og liebhaverlejligheder. De udgør da også en flot og velfungerende ramme for hovedpersonerne, der for det meste tilhører den øvre middelklasse, som drikker stempelkaffe af de musselmalede kopper, mens de undrer sig over, hvorfor de er så ulykkelige. Handlingen udspiller sig på en enkelt stresset dag, og de hysteriske apparater er da også ofte ved at drive både børn og tilskuerne til vanvid med deres overgearede reaktioner på alverdens problemer.

[image=46486]

Kort om filmen

Ask er gift med Anne. De har alt, hvad man kan ønske sig. Gode karrierer, dejlige børn, en lejlighed på Christianshavn, og så har de hinanden. Alt er tilsyneladende, som det skal være for en moderne familie, der skal jonglere med arbejdstider, pasning af unger og ikke mindst kærligheden. Men en morgen finder Anne ud af, at Ask vil have en pause. Hvorfor? Har han en anden? Et valg, der berører alle omkring dem.

Ads by MGDK