[b]Hold dig i form, spis sundt, og tro på dig selv – YEAAH![/b]

Darren Aronofsky har efterhånden slået sit navn fast som en af verdens helt store auteurs. Med den ultra-æstetiske “Pi”, den mildest talt deprimerende “Requiem for a Dream” og den storladne visuelle tour de force “The Fountain” er det blevet klart, at Aronofsky er en meget alsidig instruktør, der formår at veksle elegant mellem det simple og det komplicerede i sine dystopiske fortællinger. Med “The Wrestler” slår instruktøren for alvor sin alsidighed fast med en film, der både fortællemæssigt og filmteknisk bygges langt mere simpelt op end hans foregående film.

Pro-wrestling brød for alvor igennem som populærkulturelt fænomen i 1980’erne – og det samme gjorde Randy “the Ram”, spillet af Mickey Rourke. 20 års tid er gået, siden den steroidepumpede wrestler havde sin storhedstid, og det hårde liv med slag, spark og fald har sat sine spor på den aldrende wrestler. Penge er der ikke mange af, og huslejen til Randys vogn i den lokale trailerpark tjenes ind på mindre wrestlingstævner samt med diverse småjobs. De overskydende penge bruges på stripklubben, hvor Randy har forelsket sig i den modne stripper Cassidy, spillet af Marisa Tomei.

Mickey Rourke er et fremragende valg til portrætteringen af The Ram. Han ser tilpas smadret ud og er hele vejen igennem særdeles troværdig. At Rourke har taget rollen meget seriøst, er der vist heller ingen tvivl om, efter han mere end insinuerede, at han tog steroider for at komme i form. Randy, eller Robin – som hans borgerlige navn lyder – er på alle måder en social taber: intet fast job, bor i en trailer, blærer sig med sine ar og forsøger at få børn til at se op til sig ved at invitere dem indenfor til et ældgammelt Nintendo-spil, hvor han selv er stjernen. Men Rourke portrætterer ham med stor værdighed. Selv da Randy er nødt til at takke ja til sit hadejob som delicatesseekspedient, går han til opgaven med hagen løftet og gør sit bedste for at give kunderne en god oplevelse.

I det hele taget byder “The Wrestler” på fremragende skuespil. Evan Rachel Wood, som nogle måske kender fra musicalen “Across the Universe” og teenagefilmen “Thirteen”, leverer en usædvanligt overbevisende præstation i rollen som Randys forsømte datter, og ligeledes gør Marisa Tomei sig virkeligt godt som Randys flamme – og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre at have en flot krop som 44-årig… Ja, prøv at tage et kig på hendes stripscener. De mange wrestlere i filmen portrætteres af virkelige udøvere fra New Jerseys halvprofessionelle wrestlingmiljø, hvilket bidrager fantastisk meget til filmens troværdighed.

Stilmæssigt er “The Wrestler” langt mindre prangende end Aronofskys tidligere film. Kameraet er håndholdt, der er ingen special effects – ja, filmen minder faktisk en smule om en dogmefilm. Der gås næsten dokumentarisk til værks, og ofte filmer kameraet bare Randy ind i nakken, mens han tusser rundt og prøver at få hverdagen til at hænge sammen. Kampene, som der er en del af, er forfriskende uprætentiøse, men stadig intense. Stilmæssigt minder de om slåskampene i “Bourne”-trilogien, hvor kameraet går helt tæt på og trækker seeren med ind i kampen. Der præsenteres desuden en masse musik, hvoraf næsten det hele er en del af filmens reallyd. Det bidrager positivt til stemningen frem for at diktere den, som man desværre ser i alt for mange film.

At “The Wrestler” ikke vandt Oscar for bedste film i 2009 er i sig selv slemt nok, men at den ikke engang var nomineret i kategorien er direkte forargende! Filmen er et fantastisk vellykket vidnesbyrd om Aronofskys kæmpetalent som instruktør og viser hans knivskarpe indsigt i den menneskelige psyke. Men uanset hvad folkene i Oscarkomiteen (og de tilknyttede lobbyister) så måtte mene om “The Wrestler”, står det klart, at filmen er et smukt lille hverdagsbillede af et knapt så hverdagsagtigt tema. En lille historie, der langsomt bygger op til et stille klimaks – en film om den egoistiske, men utroligt menneskelige frygt for ensomhed, der ligger til grund for så mange af vores handlinger.

[b]Video[/b]

Præsenteres i anamorphic 2.35:1 (selv om der står 16:9 på coveret). Kontrasten er god og stabil hele vejen, og farverne er naturlige og veldefinerede. Der er ikke skyggen af hverken edge-enhancement eller farveblødning, og skarpheden er glimrende. Filmen er meget grynet – dette skyldes dog den celluloid, den er skudt på. Et imponerende transfer.

[b]Audio[/b]

På dvd’en forefindes tre lydspor: Dolby Digital 5.1, DTS (5.1) og Dolby Stereo. De to surroundspor ligger kvalitetsmæssigt meget tæt op ad hinanden – så tæt, at det er mere eller mindre umuligt at høre forskel. Dialogen er veldefineret og har en tilpas mængde rumklang, så man virkelig fornemmer de rum, samtalerne finder sted i. Subwooferen bruges sparsomt, men effektivt, når wrestlerne kastes ned på kanvasen i ringen. Baghøjtalerne er primært i brug under kampene, hvor atmosfæriske lyde fra publikum fylder lydbilledet ud. Overordnet set er lyden en smule kedelig, men filmen lægger alligevel ikke op til det store lydorgie.

Skifter man fra surroundsporene til stereosporet, er det som at gå fra champagne til en lunken Vestfyn. Lyden bliver betydeligt mere mudret, og både dialog, musik og atmosfæriske lyde lider gevaldigt under at blive downmixet.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ekstramaterialet består af en trailer og en 42 minutter bag-om-kameraet. Dokumentaren er som så mange andre af den slags, men uden det kvalmende rygklapperi, som ofte præger disse småfilm. Interviewene med de forskellige folk, som på den ene eller anden måde bidrog til skabelsen af filmen, er ganske informative, og man får et ekstra lille indblik i wrestlingverden.