[b]For [i]fan'[/i] da også…[/b]

For mange af os er “Star Wars”-sagaen ikke bare en række film om mærkværdige rumvæsner, rumskibe, dødsstjerner og lyssværdssvingende munke iført lange kåber – det er en vaskeægte besættelse. Vi, der dyrker George Lucas’ moderne mytologi og merchandise, må dog leve med at blive latterliggjort hele livet af folk, der åbenbart ikke ved, hvad det vil sige at brænde for noget. Jovist, visse ekstremister søger virkelighedsflugt i seriens fiktive univers og er selv ude om den dårlige omtale, men langt de fleste af os værdsætter simpelthen “Star Wars” for det, sagaen er: Det 20. århundredes største eventyr!

Så “Star Wars”-tilhængere verden over var selvsagt begejstrede, da produktionen af “Fanboys” blev kickstartet, for her kom tilsyneladende omsider en film [i]om[/i] nørder [i]af[/i] nørder, som ville portrættere fans i et sandfærdigt og glorværdigt lys. Men selvom “Fanboys” ikke ligefrem er en skuffelse af samme størrelsesorden som de seneste “Star Wars”-film, så er der ingen tvivl om, at kraften er svag med denne film. “Fanboys” formår aldrig at sætte ord på, hvorfor “Star Wars” har bjergtaget så mange, og den er efter alt at dømme ikke engang interesseret i at prøve. Den gøgleriske farce er derimod glad for at levere indforståede anekdoter og filmreferencer, således at science fiction-fanatikere kan more sig over at være med på noderne, mens de, der sædvanligvis ryster på hovedet af førnævnte typer, kan sove trygt, velvidende at deres fordomme åbenbart var berettigede.

Hvis filmens mål var at gøre den almene “Star Wars”-fan mere cool i den brede befolknings øjne, bør “Fanboys” tilskrives et gevaldigt selvmål. Men det ville dog også være en kende uretfærdigt at klandre “Fanboys” for at tryne “Star Wars”-fans, for selvom dens nørdede helte er gakkede og ret så karikerede, så er de også elskværdige. De entusiastiske skuespillere har tydeligvis kun rent mel i posen, og filmmagernes dybfølte respekt og forkærlighed for “Star Wars” gennemsyrer filmen. Det er bare en skam, at man ikke havde større ambitioner end at lancere endnu en skør “Star Wars”-parodi, når nu markedet allerede bugner af dem.

Naturligvis bør komedien først og fremmest bedømmes på kvaliteten af dens vitser. Pudsigt nok er de sjoveste øjeblikke ikke direkte “Star Wars”-relaterede. En “Clerks”-inspireret sketch med Jason Mewes og Kevin Smith er filmens højdepunkt, mens korte optrædener af humoristiske kendisser som Seth Rogen, Danny McBride og (ikke mindst) William Shatner fremtvinger stribevis af smil og grin. Men der er også flere kedelige, alenlange sekvenser inklusive et ligegyldigt besøg på en bøssebar og et møde med en stereotyp indianer, hvis euforiserende stoffer skyder et visuelt syretrip i gang uden mening eller betydning. De mange infantile jokes havde passet langt bedre ind i en farce af Farrelly-brødrene end en cadeau til en af filmhistoriens mest stuerene og hjertevarme filmserier.

Filmen vakler også meget ustabilt på skillelinjen mellem det alvorlige og det absurde. Historien omhandler fem kammeraters rejse tværs gennem USA i 1998. Deres mission: At bryde ind på Lucas’ berømte Skywalker Ranch og stjæle et eksemplar af “Star Wars: Episode I – Den usynlige fjende”, så de kan nå at se den, før den ene passager, Linus, dør af kræft. Det ene øjeblik spekulerer vennerne over Linus’ snarlige død og gruppens uvisse fremtid… det næste deltager de i et vanvittigt slagsmål med en gruppe “Star Trek”-tilhængere eller spæner væk fra sikkerhedsvagter i spøjse kostumer til tonerne af grinagtig klovnemusik. Bør man le? Bør man græde? “Fanboys” skifter tone så tit, at man ofte bare trækker på skuldrene.

I sidste ende kunne “Fanboys” egentlig lige så godt have været en film om roligans, ornitologer eller frimærkesamlere, for ser man bort fra dens “Star Wars”-referencer, er “Fanboys” alligevel et ret traditionelt og banalt lystspil – komplet med en påklistret, romantisk sidehistorie (formentlig et desperat forsøg på at appellere til et bredere publikum), lommefilosofiske overvejelser om livet, venskab og drømme samt en kvalmende, sukkersød slutning. Den ultimative skildring af livet som nørd må vi “Star Wars”-freaks altså vente lidt længere på, men indtil da er “Fanboys” i det mindste en garant for en række gedigne grin. Og filmens sidste replik er sgu genial.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Transferet er skarpt hele vejen igennem, billedet har en dejlig celluloidagtig tekstur takket være et tilpas grynniveau, og hverken edge-enhancement eller udtværing forekommer. Til gengæld er sortniveauet jævnligt så kraftigt, at mørke nuancer smelter lidt sammen, og nattescener fremstår tit grumsede. Farverne er til tider også for mætte – hudfarver har en tendens til at være lidt orange, men heldigvis er farverne sædvanligvis naturtro.

[b]Audio[/b]

Det engelske Dolby Digital 5.1-mix er lidt kedeligt. Der er enkelte sjove panoreringer under filmens mere overgearede sekvenser, men baghøjtalerne er ofte tavse, og dialogen, som centerhøjtaleren står for at levere, lyder lidt spids og savner ordentlig rumklang. Den auditive atmosfære er hæderlig, men på ingen måde spektakulær – scenerne med store menneskemængder byder slet ikke på nok auditiv aktivitet, men støj forekommer heldigvis aldrig.

[b]Ekstramateriale[/b]

Intet ekstramateriale medfølger ud over trailere til “Hamlet 2”, “Sunshine Cleaning” og “Slumdog Millionaire”.