[b]Alderdomstruet pistolsvinger[/b]

En af den amerikanske filmindustris stolte og tro sønner er Clint Eastwood, som igennem en menneskealder har udfyldt hårdkogte karaktertegninger i en bred vifte af film. Men den aldrende skuespiller har faktisk også løbende bidraget med instruktioner af en lang række film med egne medvirkender, hvoraf de nyere generationer nok først og fremmest husker “Mystic River” og “Million Dollar Baby”. Seneste skud på den stamme er den meget jævne “Gran Torino”, der bestemt ikke er hans bedste og da også rejser spørgsmålet, om Clint’en er ved at indstille sig på pensionsalderen.

I “Gran Torino” bæres den i forvejen tungtvejende symbolik igennem af hovedaktøren Walts – naturligvis spillet af Eastwood – antikke amerikanerbil, en vaskeægte Gran Torino fra 1972. Modellen er ligesom sin ejer af en ældre årgang og samler efterhånden mest støv i træbungalowens tilhørende garage. Da Walts hustru dør – efter lang tids sygdom fornemmes det – er han eneste ærkeamerikaner i et forstadskvarter, der i højere og højere grad præges af orientalsk hidrørende naboer, fortrinsvist fra det Korea han hader af hele sit hjerte. Hvorfor? Fordi han i starten af halvtredserne kæmpede som soldat og pådrog sig sår på sjælen, han aldrig har kunnet ryste af sig igen.

Det har gjort Walt til en bitter mand. Han er træt af livet, fordømmende, forudindtaget og racistisk. Men da hans nye naboer utilsigtet involverer ham i en familiefejde, hvori han kommer til at agere redningsmand, sætter det gang i en emotionel udvikling i den gamle og stokkonservative krigsveteran. I “Gran Torino” tumler Eastwood med de helt store følelsesperspektiver, og han rækker således både ud efter næstekærlighed, medmenneskelighed, moral, etik, racisme og religion. Af samme grund er nærværende film bestemt ikke uinteressant, men med det sagt er dette imidlertid heller ikke at indregne som nogen fuldendt film. Slet, slet ikke.

Det forhåndenværende materiale er ikke ordentligt isenkram i tråd med den kvalitet, Walt som filmens karakter pertentligt leverer over for naboer og genboer. Der er udtalte kontinuitetsfejl, og så giver filmen også indtryk af, at centrale scener er blevet fjernet på et tidspunkt i processen. Ellers er der i hvert fald visse sceneovergange, som er komplet uigennemtænkte. Sjusket er det i hvert fald. Walt er en brovten størrelse, som bander og svovler i en grad, så det halve kunne være nok. Den centraler problematik kommer til udtryk derigennem og understreger det absurde i, at Walt med rødder i det polske overhovedet giver sig selv grund eller ret til at optræde racistisk. Undervejs viser der dog at være en årsag til hans fremmedfjendskhed.

Og den får et mere nuanceret billede, da han får afløb for sine indestængte følelser i et hastigt opbyggeligt frændskab med naboens svækling af en knægt i den generte og tøsede Thao, der hurtigt får tilnavnet ‘Tåben’. Walt udvikler et beskyttergen, særligt da Thaos kriminelle fætter og bandemedlem gentagne gange forulemper Thao og hans familie. Heri ligger filmens absolutte styrke og svaghed. Styrke for den måde, historien her er konstrueret på, og måden handlingen udvikler sig på, men også svaghed, fordi de svingende skuespilpræstationer og hullede karakteropbygninger her for alvor afsløres.

Manuskriptet opleves nemlig for alvor i syningerne, og der kommer den pålagte konstruktion faktisk til kort. Det er fra starten tydeligt, at Walt har brug for at opnå frelse, inden han skal herfra. Kirken og den ivrige præst, der i den pensionerede krigsveterans optik stadig er våd bag ørerne, gør ellers ihærdige tilnærmelser. Men religion har trods en katolsk baggrund aldrig været vejen frem for den storrygende og tilsyneladende kræftsyge Walt, men måske kan det at se amerikanernes opmalede fjendebillede endeligt i øjnene være en måde at finde sjælen frelse? Og på samme måde er det måske Eastwoods måde at finde frelse, inden livet er omme, fordi han som våbenfør ung mand i sin tid aldrig selv deltog i amerikanernes indblanding i krigen i Korea?

[b]Video[/b]

“Gran Torino” præsenteres i et jævnt udseende anamorphic widescreen 2.40:1-format, som ikke imponerer. Der er undervejs tilfælde af både edge-enhancement og digitale forstyrrelser, mens udtværinger ikke forekommer. Det let desaturerede udtryk præges desuden af udsving i kontrasten, om end farvetemperaturen ligger på et stabilt leje.

[b]Audio[/b]

Bedre er det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, hvor dialogen først og fremmest er tydelig og uden overstyringer. Den del suppleres af en detaljerig og velproportioneret atmosfære, flere distinkte effektlyde samt den yderst velvalgte underlægningsmusik underneden.

[b]Ekstramateriale[/b]

Det begrænsede ekstramateriale trakterer med den knap ti minutter lange “Manning the Wheel”, hvor bilen Gran Torino’ens rolle i filmen berøres igennem interviews og klip fra “Gran Torino”. Eneste supplement dertil er et endnu kortere indslag fra et amerikansk biltræf, hvor bilen – denne gang i en generel kontekst – og dennes rolle for den respektive ejer diskuteres. Med en spilletid på under et kvarter er det med andre ord ikke ekstramaterialet, man bør investere i udgivelsen for.