[b]Når ringen sluttes[/b]

Skal man tillægge en næranalyse af Fatih Akins potente drama “På himlens kant” nogen dybere mening, må det være, at personen bag instruktøren har sine kampe at se til. I hvert fald er filmen ligesom flere andre fra samme hånd skildret med autenticitet, dramatik og i bund og grund drevet frem af en barsk og vedkommende historie.

Som tyskboende tyrker har Akin i flere af sine film – hvis ikke alle – haft fokus på mødet mellem den tyske maskinstruktur og den tyrkiske æresbårne kulturarv. Et møde, der for alvor blev understreget i filmmagerens til dato bedste præstation – “Mod muren”, hvor kærligheden og kultursammenstødet florerede mellem en tyrkisk kærlighedshungrende pige og hendes alkoholiserede, indestængte og tyske modpart. Men “På himlens kant” har trods alt lignende takter, om end strukturen er noget mere sløset, og fortællingen ind imellem ryger på afveje. Særligt imponerende er karakterudviklingen og det troværdige skuespil, men selve situationstragikken er nu også ganske godt skåret.

Hovedrolleindehaveren er ikke den samme filmen igennem. Derimod tager “På himlens kant” et par kvantespring og følger først den ene, derefter den næste karakter. Indledningsvis møder vi den pensionerede og tysk bosatte tyrker Ali, der tager livstag med ensomheden hos glædespigen Yeter. Hun er også tyrker, og qua hendes økonomiske situation – blandt andet – takker hun tøvende ja til hans tilbud om, at hun for ussel mammon kan blive hans samleverske på en permanent basis. Men Ali er en brovten herre, og rustik i geledderne er han også. Under et skænderi slår han så hårdt til Søren, at hun afgår ved døden, mens han kan se et ophold bag tremmer i øjnene.

På den måde kommer Alis søn på banen. Grebet af bondeanger på faderens vegne tager den tyskfødte tyrker Neyat, som til dagligt underviser i tysk litteratur på universitetet i sit fødeland, til Istanbul i Tyrkiet for at opsøge den afdøde Yeters familie og i særdeleshed den datter, hun påstod at have. Men Istanbul er med sine knap tyve millioner indbyggere en storby, og den opgave synes temmelig uoverskuelig. Projektet lider angiveligt dødsstødet, da den tyskfødte tyrker kan drage gavn af sin fascination af den tyske litteratur og derfor køber en tysk drevet boghandel placeret i Tyrkiet. Og her forlader vi så Neyat for en stund for i stedet af følge Yeters datter, Ayten.

Nogenlunde samtidig med Neyats tilstedeværelse i Tyrkiet er hun som PFLP-medlem involveret i ulovlige aktiviteter og må derfor flygte ud af landet og finde illegalt ophold i netop Tyskland. Der er dog mange omvæltninger i vente for alle filmens parter. Omvæltninger, der ikke skal afsløres her. Alligevel kan det med sindsro påpeges, at ringes sluttes, selv om det formentligt ikke vil være på den mest ventede måde. Tematikkerne er mangeartede, stritter i et utal af retninger og opererer både på det mikroskopiske og det makroskopiske plan. Gældende for filmens karakterer er ensomheden, men også mødet med den tyske kulturforskel og forholdet til de tyrkiske æresbegreber og den grundlæggende europæiske lovhjemmel.

De gennemgående karakterer er nemlig forfulgt af de respektive landes regelbårne systemer og fastlåste samfundsnormer. Der er mærkbar forskel på de to landes værdier. Det får særligt tyske Lotte at mærke, da hun vil besøge det nyopståede bekendtskab i Ayten i et fængsel i Tyrkiet, mens Ayten et andet sted i filmen omvendt får det tyske systems principper at føle. Der er simpelthen ikke plads til nuancerne, til forskellighederne i de moderne statskulturer. Fatih Akin revser åbenlyst den måde, hvorpå fremmedgjortheden i det globale samfund gør det svært for det enkelte individ at klare sig og overleve i et land med helt andre værdisæt, end dem man er vokset op med eller på anden måde er præget af. Og det er en væsentligt problematik, han har fat i og trods ujævnheder forløser på fin facon.

[b]Video[/b]

“På himlens kant” præsenteres i et anamorphic widescreen 1.85:1-format, som øjensynligt godt kunne være bedre. Looket præges generelt af digitale forstyrrelser, gryn og edge-enhancement, mens udtværinger til gengæld ikke forekommer. Men også blødhed ses ind imellem om end i mindre grad. Farvetemperatur og kontrast er til gengæld stabile størrelser, så transferet redder trods alt skindet på næsen.

[b]Audio[/b]

Det fortrinsvis tysk- og tyrkisksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor er velfungerende. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, mens atmosfæren underneden giver en realistisk kant. Som supplement er den melankolske og stemningsskabende underlægningsmusik velvalgt iblandt de få vellykkede lydpanoreringer og distinkte lydeffekter.

[b]Ekstramateriale[/b]

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.