Skal man tillægge en næranalyse af Fatih Akins potente drama “På himlens kant” nogen dybere mening, må det være, at personen bag instruktøren har sine kampe at se til. I hvert fald er filmen ligesom flere andre fra samme hånd skildret med autenticitet, dramatik og i bund og grund drevet frem af en barsk og vedkommende historie.
[image=46613]
Hovedrolleindehaveren er ikke den samme filmen igennem. Derimod tager “På himlens kant” et par kvantespring og følger først den ene, derefter den næste karakter. Indledningsvis møder vi den pensionerede og tysk bosatte tyrker Ali, der tager livstag med ensomheden hos glædespigen Yeter. Hun er også tyrker, og qua hendes økonomiske situation – blandt andet – takker hun tøvende ja til hans tilbud om, at hun for ussel mammon kan blive hans samleverske på en permanent basis. Men Ali er en brovten herre, og rustik i geledderne er han også. Under et skænderi slår han så hårdt til Søren, at hun afgår ved døden, mens han kan se et ophold bag tremmer i øjnene.
[image=46612]
Nogenlunde samtidig med Neyats tilstedeværelse i Tyrkiet er hun som PFLP-medlem involveret i ulovlige aktiviteter og må derfor flygte ud af landet og finde illegalt ophold i netop Tyskland. Der er dog mange omvæltninger i vente for alle filmens parter. Omvæltninger, der ikke skal afsløres her. Alligevel kan det med sindsro påpeges, at ringes sluttes, selv om det formentligt ikke vil være på den mest ventede måde. Tematikkerne er mangeartede, stritter i et utal af retninger og opererer både på det mikroskopiske og det makroskopiske plan. Gældende for filmens karakterer er ensomheden, men også mødet med den tyske kulturforskel og forholdet til de tyrkiske æresbegreber og den grundlæggende europæiske lovhjemmel.
[image=46611]
“På himlens kant” præsenteres i et anamorphic widescreen 1.85:1-format, som øjensynligt godt kunne være bedre. Looket præges generelt af digitale forstyrrelser, gryn og edge-enhancement, mens udtværinger til gengæld ikke forekommer. Men også blødhed ses ind imellem om end i mindre grad. Farvetemperatur og kontrast er til gengæld stabile størrelser, så transferet redder trods alt skindet på næsen.
[image=46609]
Det fortrinsvis tysk- og tyrkisksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor er velfungerende. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, mens atmosfæren underneden giver en realistisk kant. Som supplement er den melankolske og stemningsskabende underlægningsmusik velvalgt iblandt de få vellykkede lydpanoreringer og distinkte lydeffekter.
Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.
[image=46615]