[b]På besøg i helvedets forgård[/b]

En af sidste års mest omtalte europæiske filmoplevelser overhovedet var den anmelderroste og svært prisoverdængede “Gomorra”, der tager sit afsæt i det virkelige livs italienske mafia. Nærmere bestemt udspillende i et ekstremt fattigt ghettokvarter i millionbyen Napoli. Hvad, der kvalificerer denne film til de mange superlativer og formidable anmærkninger, synes for denne anmelder dog svært at se.

Ganske vist har “Gomorra” enkeltstående kvaliteter. Men væsentligst er det faktum, at bogforlæggets forfatter efter udgivelsen af samme har været nødt til gemme sig under jorden med politibeskyttelse – blandt andet fordi bogen rummer en del kontroversielle personoplysninger. Samme prægnans har filmen imidlertid ikke, og set i forhold til beslægtede film så er italienske Matteo Garrones “Gomorra” om de italienske narkokartellers opbygning og interne stridigheder en småkedelig størrelse. Dels gør filmens struktur, at en egentlig handling først på et meget sent stadie etableres, og dels gør de mange parallelhistorier, at det er sin sag at holde rede på de mange forskellige aktører.

Bedst er de stillestående og fintfølende lyriske passager, hvor lokalkvarterets indbyggere lader hånt om tingenes tilstand, lader tiden gå i stå for et øjeblik og danser til tidens – i vores øren smagløse – italienske pophits for at lukke omverdenens gru og rædsler ude. Men det er vitterligt for en stund. Øjeblikket senere er gaden fyldt med et inferno af skrigende mennesker, hvislende pistolkugler og endnu en blodsudgydelse. Kvarterets bander ligger i åben krig om kontrollen af distributionen af stofferne til de hungrende afhængige. En problematik, vi efterhånden ikke er ubekendt med herhjemme, om end voldsomheden nok stadig er af en lidt anden kaliber. Trods alt.

For så vidt er filmens mange forgreninger ikke i sig selv uden kant, men desværre er de uden fornøden inspiration. “Gomorra” er præget af den traditionelle italienske formalisme, der efterhånden i højere grad hører til reglen end undtagelsen. Her fungerer den del imidlertid optimalt, og de håndholdte passager gør, at vi kommer væsentligt tættere på de implicerede parter. Eller sådan føles det i hvert fald. Grundlæggende er filmen en understregning igennem fem individberetninger af, hvad der sker, når man lægger sig ud med den italienske Camorra, som er lokalområdets mafia. Særligt da unge kræfter tager kampen op og udfordrer den etablerede mafia, flyder ligene i gaderne. Krigen om markedet er begyndt.

Alligevel er der nu noget uafrysteligt over dette sygdomsbetændte hverdagsbillede, når den aldrende skrædder Pasquale sætter liv og lemmer på spil ved at give forretningshemmeligheder til en konkurrerende tøjdesigner, mens den unge budbringer Totó tvinges til at udlevere en af dem, han holder af, og Don Ciro som mafiaens egentlige kasserer er lusen imellem de to negle. På sidelinjen lægger de to unge knøse Marco og Ciro sig for alvor ud med områdets høvdinge ved at prøve at tage over og sætte rav i gaden. Men de er ude, hvor de ikke kan bunde. Epokegørende er det dog ikke på nogen måder. Vi ved nemlig godt fra tidligere film om emnet, at man ikke skal lægge sig ud med mafiaen, hvis man har sit liv kært. En film som “City of God” er ikke irrelevant at nævne i denne sammenhæng. Den leverer dog varen med væsentligt mere nerve og energi.

“Gomorra” kunne sagtens været en god portion kortere. Flere scener virker direkte unødvendige for fortællingens fremdrift, mens andre er så indforståede, at det vist kræver lokalkendskab at mane den rette sammenhæng frem. Selve gengivelsen af de lokale rammer og ikke mindst stemningen er til gengæld overbevisende. De klaustrofobiske omgivelser er medvirkende årsag til den nærværende følelse af fortættethed og den paranoide frygt, ethvert menneske må føle, hvis denne har lagt sig ud med de forkerte typer. I enkelte passager opererer instruktøren med den hårfine balance mellem barn i et råt kvarter og voksen kriminel sammesteds. Havde han arbejdet videre ud af den tangent, havde “Gomorra” været en anden og måske mere betydningsfuld oplevelse.

[b]Video[/b]

“Gomorra” tager sig indbydende ud med et skarpt og kolerisk look. Der er ikke udtværinger, edge-enhancement eller digitale forstyrrelser, om end der er et enkeltstående udfald undervejs. Farvetemperaturen er i øvrigt konstant og kontrasten er også – trods enkelte udsving – en stabil faktor.

[b]Audio[/b]

Lyden leveres i det italiensksprogede DTS-HD-lydspor, hvor dialogen er uden overstyringer, men heller ikke altid lige tydelig. Atmosfæren er detaljerig, og de mange distinkte effektlyde er medvirkende årsag til, at filmen stadig er en oplevelse. Også for høreorganerne.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ekstramaterialet består af en trailer for filmen, en række fraklippede scener samt et længerevarende indslag fra det svenske akademi, hvor bogforlæggets forfatter Roberto Saviano og Salman Rushdie taler om ytringsfrihed. Krøllen på halen er en slags bag-om-kameraet-sekvens, der dog mere minder om en serie b-roll-optagelser uden den store fantasi i klipningen. Men et indtryk af filmoptagelserne efterlades da. Filmens genre taget i betragtning kunne denne del godt have haft mere at byde på.