[b]New York som sjælens udstillingsvindue[/b]

Slås ordet op i de gængse vokabularer, så henviser [i]synekdoke[/i] i egentlig forstand til den basale naturforståelse, hvor enkeltpartiklerne menes at være dækkende for helheden. Når det gælder Charlie Kaufmans mageløse “Synecdoche, New York” (der på dvd har fået titlen “New York iscenesat”) refererer filmens titel imidlertid i højere grad til den navlebeskuende hovedaktørs tanker om livet og om at nå at sætte sit endelige aftryk, inden det er for sent. Tanker, han påtænker at illustrere igennem et stort opsat teaterstykke om førnævnte storby i en afklædt lagerhal helt i stil med Lars von Triers “Dogville” og “Manderlay”.

Herved ophører enhver sammenligning imellem de to instruktører dog også. Kaufman rejser igennem Philip Seymour Hoffmans introverte teaterinstruktør Caden Cotard endnu længere ind i sig selv, end noget menneske synes at have befundet sig før. På depressionens rand og med hypokondrien som foretrukkent samtalemønster skubber Caden sin kunstneriske hausfrau Adele og deres fælles datter fra sig, mens han skumler med de storladne tanker og empatiske følelsesregistrer, der med tiden skal munde ud i det fuldendte mesterværk – et teaterstykke om selve livet, eller i hvert fald en brøkdel af det. Men projektet har øjensynligt lange udsigter, og de mange forberedelser trækker ud, mens årene går.

Og spørgsmålet er da også, om det i virkeligheden er kejserens nye klæder – om Caden udelukkende bruger projektet til at gennemanalysere og behandle sin egen forkvaklede psyke? I hvert fald bliver frustrationerne ikke mindre, hverken for ham selv eller de efterhånden ganske mange håbefulde teaterfolk, han har fået lokket med på ideen – for ikke at nævne de fluktuerende partnerskaber han finder i forholdene til den ligesom ham selv forknytte Hazel og den lidt mere frembusende Claire. Alt imens opbygges kulisserne til Cadens pragtstykke, og en mindre by i byen tager sin form. Et minisamfund opstår, i hvert fald inden for arbejdstiden, om end premieren altså har lange udsigter.

Bedst er Charlie Kaufmans formidable manuskript, som ligger godt i hans hule hånd og i øvrigt trækker en fin tråd til gennembruddet “Being John Malkowich” og “Evigt solskin i et pletfrit sind”. De mange spring i kronologi, tid og rum er veltilpassede og gør filmen til en berigende oplevelse. Tilstedeværelsen af skæve personager danner spillerum for en række helt absurde og i den virkelige verden nærmest utænkelige situationer. Det er ikke situationskomik, slet ikke, men alligevel indeholder filmen gennemgående – trods sit tungsind – en underspillet og underliggende humor. Dette er uden tvivl Kaufman i sit es.

“New York iscenesat” er formentlig ikke Philip Seymour Hoffmans livs rolle. Dem har der efterhånden været et par stykker af i hans regi. Men ikke desto mindre er nærværende film en betydningsfuld en af slagsen. Hans uforglemmelige spil er intenst og uafrysteligt. Som Caden er han et eminent udstillingsvindue af, hvordan livet udfolder sig i al sin banale enkelthed, og hvordan individet kan mærke klaustrofobien, når kærligheden ikke slår til, når frygt, sygdom og død bevæger sig rundt i det omgivende samfund, og når det egocentrerede jeg tager over i ren og skær afmagt og besættelse. Alle de ingredienser og lidt til udstiller Hoffman i Caden til perfektion.

Charlie Kaufman har ry for at stille visse krav til sit publikum. Og “New York iscenesat” er bestemt ingen undtagelse. De forskellige parallelspor, teaterverdenen og den reelle ditto filtres undervejs mere og mere ind i hinanden. Det kræver sin mand at kunne adskille de mange lag. Det synes Caden også at have sine udtalte problemer med. Men selv om tungen skal holdes lige i munden, så er filmen bestemt et kig værd. Om ikke andet for de mange forrygende skuespillerpræstationer og for de mange enkeltdele, der i sagens natur danner en hel film, men som også er repræsentative for helheden. Måske er det i virkeligheden det, Charlie Kaufman sigter mod med sin underfundige titel?

[b]Video[/b]

“New York iscenesat” præsenteres i et udmærket anamorphic widescreen 2.35:1-format, som desværre ikke er uden mislyde. Der er godt nok hverken udtværinger eller digitale forstyrrelser, men edge-enhancement fornægter sig til gengæld ikke. I det grundlæggende grumsede look er farvetemperaturen generelt stabil, mens kontrasten indeholder en mindre portion udsving.

[b]Audio[/b]

Bedre er filmens engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, hvor dialogen er tydelig og uden overstyringer. Underneden fungerer en detaljerig atmosfære, enkelte distinkte lydeffekter og et yderst betagende stykke underlægningsmusik. Glimrende.

[b]Ekstramateriale[/b]

Blandt ekstramaterialet er to mindre animationer fra instruktørens hånd, et mindre indslag med Philip Seymour Hoffman omkring den bærende karakters liv, levned og eftermægle samt et længere interview med Charlie Kaufman i forbindelse med en filmvisning. Sidstnævnte kunnet qua instruktørens sjældne interviews have været interessant, men ødelægges desværre af dilettantiske evner i videooptagelsens ædle kunst.