Filmz
The International

The International

Medvirkende:

Clive Owen, Naomi Watts, Armin Mueller-Stahl, Ulrich Thomsen, Brían F. O'Byrne, Patrick Baladi, Jay Villiers, Michel Voletti, James Rebhorn

Instruktør:

Tom Tykwer

Filmlængde:

118 minutter

Genre:

Drama, Thriller

The International

[b]Tykwer i tomgang[/b]

Med “The International” tager Tom Tykwer den økonomiske side af verdenssamfundet under lup og forsøger at finde den ulige vægtning mellem rig og fattig. Ikke en dagsorden, der er helt uden relevans, kan det påpeges set i lyset af tidens finansielle virak på det økonomiske verdensmarked. Den tyske instruktør har en del på hjerte, men ikke desto mindre er nærværende film i de grundlæggende rammer en thriller efter helt traditionelle forskrifter.

[image=46555]

Og så alligevel ikke. Selv om Tykwers tilstedeværelse ikke mærkes i helt samme grad som i tidligere film, så er der stadig glimt af filmmagerens foretrukne varemærke, den audiovisuelle elegance. Til gengæld fylder fokus på de ydre rammer en del, og filmens karakterer kommer vidt omkring, besøger fashionable palæer og arkitektoniske bygningsstrukturer på så forskellige destinationer som New York, Milano, Lyon og Luxembourg. Men nu har verdensøkonomien også et globalt ansigt, der her viser sig igennem den internationalt funderede bank IBBC, som angiveligt lever højt på økonomisk hvidvaskning af store pengebeløb samt monetær støtte til organisationer og selskaber involverede i krigshærgede og korrupte regioner.

Det har i hvert fald flere af klodens efterretningsvæsener en grum mistanke om, og derfor samarbejder Clive Owens Louis Salinger og Naomi Watts’ Eleanor Whitman på tværs af landegrænser og på tværs af respektive efterretningsorganer. Kort sagt på tværs af divergerende interesser. En agent er øjensynligt tæt på sammenhængen mellem økonomi og transaktioner for den mistænkte bank, men slås ihjel i det offentlige rum under mystiske omstændigheder. Den episode igangsætter handlingen og efterforskningen for de to allerede nævnte hovedkarakterer, der får deres sag for. De kriminelle handlinger rækker dybt, og bagmændene vil gå meget langt for at sikre sig deres fortsatte illegale levevej. Det afføder blandt andet en storladen og højeksplosiv skudduel i kunstmuseet Guggenheim, der ikke står helt så prangende tilbage efterfølgende.

[image=46557]

I kulisserne pulserer danske Ulrich Thomsen. Det er ikke nogen stor rolle, han her bestrider, men ikke desto mindre er den ikke uvæsentlig. Rollen som den styrende magthaver, den økonomiske dukkefører, behager ham åbenlyst godt. Thomsen udstråler et durkdrevent spil, som var det skakmesteren, der med et køligt overblik afventer modstanderens næste træk. “The International” rummer undervejs en anseelig portion spændingsmomenter og dynamiske sekvenser. Men det er ikke til at komme uden om, at Tom Tykwer på nuværende tidspunkt befinder sig milevidt fra sit udgangspunkt. Er han vitterligt gået i tomgang? Måske fordi Hollywoods store pengemaskineri har leveret økonomisk fundament til filmen om de ideologier, han frastødes af?

Undervejs fedtes både Louis og Eleanor længere ind i kriminalitetens rænker. Forbindelserne rækker dybt ind i verdenslandenes mest magtfulde positurer, hvor det i bund og grund handler om at besidde kontrollen. For besidder du kontrollen, ja så besidder du også verdensøkonomien. “The International” trækker tråde mellem fortid, nutid og fremtid, og også den kolde krig viser sit grimme spøgelse. Men Tykwer er for frelst i sine postulater, og særligt slutningen virker forunderligt uforløst i forhold til de uforbeholdent store armbevægelser, der trods alt eksekveres i løbet af den over to timer lange film.

[image=46558]

Der er gode takter, og Tykwer har før formået at revse det kapitalistiske system på endog ganske nuanceret facon. Det gør han imidlertid ikke i samme grad her, og det til trods for, at aggressionerne virker større end tidligere. I en tid, hvor eksistentialismen og den økonomiske deroute laver et betragteligt spektakel, er det desuden løjerligt, hvorfor vi som tilskuere ikke får lov til at komme tættere på de to bærende figurer, end det er tilfældet. Eleanors baggrund betones begrænset igennem den ægtefælle og det barn, hun aldrig ser, mens Lou under facaden er lige så besynderligt tilknappet som de sagsakter, der åbenbart stadig rider ham som en mare. “The International” er ikke nogen stor film, men takket været sine stilmæssige beskaffenheder er det nok stadig en film, der er værd at bruge tid på. Ikke mindst for gamle tilhængere af den tyske instruktør.
[b]Video[/b]

“The International” præsenteres i et skarpt og indbydende look og har ikke mange skævvredne facetter. Der er ikke tilfælde af digitale forstyrrelser eller for den sags skyld udtværinger i nævneværdig grad, mens både farvetemperatur og kontrast holder sig stabile. Til gengæld kan edge-enhancement opleves i mindre grad, særligt i filmens lysere scener, mens gryn heller ikke er en helt ubekendt faktor.

[image=46559]

[b]Audio[/b]

Tykwer er verdenskendt for sit suveræne arbejde med lyd og billede, og “The International” er skam ingen undtagelse. Igennem det engelsksprogede True HD 5.1-lydspor præsenteres en lækker og velfungerende auditiv flade, hvor særligt de subjektive lydpassager får frit spil. Dialogen er tydelig og præges ikke af overstyringer, mens distinkte effektlyde og lydpanoreringer ikke hører til sjældenhederne, og underlægningsmusikken endda er stemningsfuld.

[b]Ekstramateriale[/b]

Blandt ekstramaterialet åbner sig et mindre skatkammer. Det traditionelle kommentarspor med idemand Eric Singer og Tom Tykwer er udmærket, men blegner i forhold til “The International Experience: Picture-In-Picture”, hvor filmen i hele sin længde suppleres af interviews og kommentarer fra skuespillere, instruktør og manuskriptforfatter i indklippede billeder. Et tredive minutter langt indslag går bag om filmen, mens en kortere sekvens giver den ret så interessante baggrund for optagelserne på Guggenheim. En lige så kort tilsvarende ser på filmens brug af arkitektur, mens “The Autostadt” fokuserer på endnu en vigtig location i filmens rum. Som de uundværlige rosiner i pølseenden er en flok trailere og en enkelt scene, som i modsætning til i filmen kan ses i sin fulde længde. Indbydende og veludført, om end enkelte bidrag godt kunne have tålt flere detaljerede input.

[image=46561]

Kort om filmen

Interpol-agenten Louis Salinger har gennem adskillige år forsøgt at finde bevis for sine mistanker mod banken IBBC. Men da Salinger øjner et gennembrud, bliver hans partner likvideret. Distriktsadvokaten Eleanor Whitman går ind i sagen, og sammen med Salinger går jagten ind på bankens korrupte overhoved. I et spindelvæv af intriger og korruption sporer Salinger og Whitman bankens ulovlige aktiviteter til at omfatte hele verden, og deres stædige jagt bringer dem selv i fare for repressalier fra en bank, der uden skrupler står bag terror og krig.

Ads by MGDK