[b]På udsigtsløs vandring[/b]

For mange år siden læste jeg en rejsebeskrivelse af et feriested i Portugal, hvor det uden omsvøb og med temmelig dårlig smag var oplyst at [i]”vind og vejr er perfekt, men udsynet til de mange fattige i området kan måske nok være lidt generende for de besøgende.”[/i]

Det er sikkert også på mange måder en grim, men rammende sandhed, at man som medlem af et af denne verdens rigeste lande helst ikke vil se sit gode humor ødelagt af dårlig samvittighed over ting, man alligevel kun har ringe eller ingen indflydelse på. Sådanne anfald af skyld er sandsynligvis sjældent særlig produktive, men de er dog også en af de grundsten, der gør os til nogenlunde anstændige mennesker.

Den kollektive samvittighed er blandt de ting, der bliver pirket til i Niels Boels dokumentarfilm “Migranterne”. Filmen omhandler tre forskellige personer, der hver er emigreret fra de bolivianske landdistrikter i optimistisk søgen efter et bedre liv, end det som de fattige landsbyer – hvor sulten står for døren – kan tilbyde. De møder dog også en betydelig skuffelse, når de bliver integreret som tredjerangsborgere i den nye verden, og længes snart tilbage efter de landsbyer, som de har været tvunget til at forlade.

Blandt fortællingerne gribes man ikke mindst af den unge Sonja, der er ene om sit barn, som hun bliver nødt til at efterlade hos moderen i landsbyen, mens hun arbejder i et privat hjem og prøver at komme ind på sygeplejeskolen. Husets værtinde er kølig i sin behandling af den unge kvinde, og da Sonja fortæller om sine tidligere erfaringer med nedrakkende bemærkninger og chikane, tvivler man ikke på deres sandhed. Vi følger også Gregorio, der knokler som syerske sammen med sin tandløse hustru blot for at bruge de hårdt optjente midler til en familiefest.

Dokumentarfilmene får øget opmærksomhed i disse år, og det er da også kun rimeligt, for de har evnen til at lægge fokus på områder, som spillefilm har vanskeligere ved at betræde. Det ser vi ikke mindst her, hvor Boel følger sine hovedpersoner anonymt uden fordømmende eller indignerede kommentarer, og man glemmer hans og kameraets tilstedeværelse. Kun nær slutningen af filmen dukker en smule vrede op over situationen, ellers er den holdt i et redeligt, resignerende tonefald uden de store udbrud eller følelsesmæssige fremprovokerende udsagn.