[b]Ved verdens ende… finder man dumme stereotyper[/b]

Dansk films mest omtalte og produktive manuskriptforfatter er uden sammenligning Anders Thomas Jensen, der står bag nationale blockbusters som “I Kina spiser de hunde”, “Blinkende lygter” og “Brødre”, der blot er nogle få nedslag på en alen lang kommerciel succesliste. Blandt de mindre heldige film fra bagkataloget kan “Solkongen” og “Sprængfarlig bombe” fremhæves, der, udover forfatter Jensen, har instruktør Thomas Villum Jensen som fællesnævner. Disse er nu endnu engang forenet omkring det eksotiske eventyr “Ved verdens ende”.

Et britisk tv-hold finder en unik hvid blomst dybt inde i den indonesiske jungle – sekundet efter er de døde. De er blevet nedskudt af danske Severin Geertsen, der senere indfanget af indonesisk politi forklarer, at han er 129 år og via blomstens blade er blevet velsignet med evigt liv. Hjemme i Danmark bliver tøffelhelten og kriminalpsykiateren Adrian i selskab med sin dumt blonde assistent Beate sendt til Jakarta for at mentalundersøge den åbenlyst sindsforstyrrede Severin, hvis det da er hans rigtige navn. Et par kulturelle misforståelser sender imidlertid det umage trekløver på en blodig flugt ind i junglen jaget af det indonesiske politi samt en mystisk bagmand. Den vilde jagt på evigt liv er sat ind.

Plottet lyder umiddelbart ganske vanvittigt og er det da også, men grønne slagtere, der serverer menneskekød er jo heller ikke ligefrem normalt, så lad gå. Selvom plottet lyder originalt og skørt, så er der her faktisk tale om en helt igennem gammeldags film, der har en kraftig duns af 80’erne hængende over sig. Eksempelvis minder filmen om “Nu går den vilde skattejagt”, hvor en hvid vestlig mand og kvinde jagter en hemmelig skat omgivet af eksotisk staffage. Det er mødet imellem den hvide mands logik og rationalitet og så den indfødtes vilde natur, som den hvide helt ikke kan tale fornuft med, men må flygte fra eller bemestre.

Nu skal man altid være endog meget varsom med at tage R-ordet i sin mund, men i tilfældet “Ved verdens ende” kan det dårligt bruges mere præcist og presserende. Filmen er fyldt med så mange racistiske stereotyper og fordomme, at Kiplings digt “The White Man’s Burden” til sammenligning på det nærmeste bliver til stueren populærkultur. Nicolaj Lie Kaas – der efterhånden er blevet en parodi på sig selv, og som spiller identisk, hvad enten han laver film eller sælger vaskemaskiner – er den logisk tænkende Adrian. Han må tage flugten, fordi de vilde, korrupte og irrationelle indonesere ikke kan forstå andet sprog end tortur og bestikkelse. Barbari og jungle er tilsyneladende det eneste, der findes i Indonesien, hvis man skal tro Jensen og Jensen.

Skal vi lade den ulækkert fordomsfulde indholdsside ligge en stund og kigge på selve det filmiske håndværk, så er der tale om en ordinær film, der udmærker sig ved nogle mislykkede CGI-effekter og færre grin end forventet. Det er bare ikke rigtig sjovt, at en påstået ikke-ryger lyver om, at han stadig ryger. En forceret kikset kærlighedshistorie hjælper ikke synderligt på helhedsindtrykket, der generelt er skæmmet af, at persongalleriet ikke er blevet så velfungerende underligt, som man har indtrykket af var meningen.