[b]Det tomme bifald[/b]

Man kan sige, hvad man vil, om Paprika Steen, og mangt og meget er der da også blevet sagt gennem tiden, men stille og anonym det er hun bestemt ikke. Om noget er hun en type, der fylder meget, og som uundgåeligt tiltrækker sig opmærksomheden. Det er ikke mindst disse kvaliteter, der trækkes på i filmen “Applaus”, hvori hun spiller den beundrede skuespillerinde Thea.

Thea er udadtil selve definitionen på succes og kunstnerisk kvalitet, men privat har hun vanskeligt ved at få tingene til at hænge sammen. Hun har netop været den helt store afvænningstur igennem efter et lidt uklart forløb, hvori hun mistede forældremyndigheden over sine børn til eksmanden Christian, spillet af Michael Falch. Nu er hun imidlertid på benene igen og ønsker ungerne tilbage i sit liv, og den sympatiske Christian er også tilbøjelig til at se venligt på hendes anmodning. Han har dog svært ved at slippe den – ikke uberettigede – mistanke om, at hendes nyvunde overskud kun er papirtyndt, og at der ikke skal så meget til for at vælte hende igen.

Sideløbende med selve handlingen i “Applaus” ser vi klip fra teateropsætningen af “Hvem er bange for Virginia Wolf?”, hvori Thea spiller rollen som Martha, der er fanget i det destruktive ægteskab med George. Netop det stykke er naturligvis mest berømt i form af filmudgaven med Elizabeth Taylor og Richard Burton, hvor skuespillerne utvivlsomt trak på erfaringerne fra deres eget skænderifulde forhold. Ligesom i den film er man også ofte i “Applaus” i tvivl om, hvor præcis grænsen mellem divaen Paprika Steen og divaen Thea går. Der holdes i hvert fald meget lidt tilbage i selvudleveringen af den selvdestruktive skuespillerinde, der betragter de tiltagende rynker og den slappe hud i spejlet med dyb væmmelse.

Paprika Steen var dog som bekendt aldrig en konventionel skønhed, og ligesom for Bette Davis er alderen kun en fordel for skuespillerinden, der her leverer sin karrieres vel nok stærkeste præstation som den egoistiske Thea, som man alligevel ikke kan lade være med at føle med. God er også instruktøren Martin Zandvliets håndtering af materialet, som lægger sig op ad John Cassavetes-film så som “Opening Night” og “A Women Under the Influence”, hvor handlingen ligeledes synes at udvikle sig forholdsvist vilkårligt. Ikke mindst en scene, hvor Thea tager en beruset rejsende med hjem, er formidabelt udført.

Egentligt plot er filmen fattig på, og ej heller søges vores interesse fastholdt ved store melodramatiske begivenheder eller sentimentalisering af handlingen. Følelsesmæssigt har den ikke desto mindre vedvarende fat i en, og man sidder uroligt i sædet, mens Thea gentagne gange ydmyger sig selv med fejlslagne og selvudleverende forsøg på at vinde omgivelsernes respekt og børnenes gunst. Præcis hvor gale hendes tidligere gerninger har været afsløres langsomt, og de oplysninger bringer hurtigt den nuværende situation i nyt lys.