[b]Op til himlen[/b]

Man kan ikke andet end være lamslået over de kreative mirakler, der strømmer ud fra Pixar i disse år. Med ubekymret hånd synes selskabet at strø det ene mesterværk ud efter det andet, og hvis man som undertegnede troede, at efter den fabelagtige “Wall•E” ville alt gassen uundgåeligt være ved at gå ud af ballonen, så har man en overraskelse i vente.

I en tidsalder, hvor alle andre animationsfilm synes at sætte tempoet op i et forsøg på at overdøve sit publikum med konstant action og slagsmål, er Pixars film af en ganske anden støbning og eftertænksomhed. Javist, der er også actionscener i “Op” og endda nogle ganske glimrende af slagsen, men filmens fokus er aldrig på dem. I stedet bliver de sekundære elementer i en film, der koncentrerer sig om sine hovedpersoner og deres udvikling, hvis kompleksitet ikke står tilbage for almindelige spillefilm.

Som titlen antyder, er filmen en opløftende fortælling, men der er mere på spil end sædvanligt i animationsgenren, og den verden, dens figurer bebor, er ikke skånet for hverken smerte eller død. Der er da heller ikke meget nuttet dyr over filmens hovedperson: Den 78-årige enkemand og tidligere ballonsælger Carl Frederiksen, hvis livshistorie fortælles gennem en ordknap indledning, som muligvis er det mest hjerteskærende, Pixar nogensinde har bedrevet. Som barn møder og forelsker han sig i den ligesindede Ellie, og sammen planlægger de et eventyr, der dog konstant må vige for hverdagens problemer. Som John Lennon berømt erklærede, er [i]”livet det, der foregår, mens man lægger andre planer.”[/i]

Deres fælles drøm om at tage til Paradisvandfaldet i Sydamerika bliver aldrig realiseret, og i stedet udvikler den engang så håbefulde Frederiksen sig til en bitter gammel eneboer, der spærrer sig inde i huset med sine minder. Da han står overfor at bliver sat ud af det hus, der nu er blevet hele hans verden, finder han på et sidste nummer, da han ved hjælp af utallige balloner svæver med huset med kursen mod Paradisvandfaldet. Med følger imidlertid en blind passager i form af en overvægtig spejderdreng, der ved et uheld kommer med på turen, og som viser sig at være mere kompliceret, end overfladen afslører.

Hvad, der herefter følger, skal ikke berettes her, selvom det næppe ville gøre den store forskel, om det blev afsløret i forvejen. “Op” er den slags film, hvor bestemmelsesstedet betyder langt mindre end rejsen, og filmen forlanger nærmest at blive oplevet på det store lærred, hvor dens filmiske kvaliteter kan sluges med hud og hår. Den er også et af de værker, der med al tydelighed demonstrerer filmens fortræffelighed som selvstændig kunstform. Intet andet medie kunne fortælle denne beretning med tilsvarende styrke. Hvor “Wall•E” tog en gevaldig chance ved at udspille så stor en del af fortællingen i tavshed, så løber “Op” en tilsvarende ved at angribe voksne temaer og ved ikke nødvendigvis at være morsom hele tiden, selvom der ikke desto mindre er steder, som hører til de sjoveste, Pixar har lavet. I en af scenerne omhandlende en hunds ustabile halsbånd ved jeg stadig ikke, hvad der blev sagt, eftersom publikummet lo så højt, at dialogen fuldstændig druknede i larmen.