[b]My 50 Dates with Drew[/b]

Med manden bag “Nutty Professor 2: Familien Klump” i instruktørstolen og barnlige gøglere som Adam Sandler og Rob Schneider foran kameraet lå det i kortene, at “50 First Dates” bare ville ende som endnu en forglemmelig og pueril farce på de førnævnte herrers respektive CV’er. Men sådan skulle det ikke gå. Heldigvis. Stik imod al forventning endte “50 First Dates” med at være en af 2004’s bedste komedier og i øvrigt en forbavsende romantisk og original en af slagsen.

Mange nyere, såkaldte romantiske komedier har ikke den mindste snert af romantik i sig og omhandler kyniske kvinder og (hovedsageligt) mænd, som er bedøvende ligeglade med, hvor mange knuste hjerter de efterlader på vejen til den ultimative stegs/silds lagner. I første omgang virker Sandlers karakter i “50 First Dates”, Henry Roth, som en usympatisk charlatan af samme art. Han scorer kvindelige turister på stribe og stikker halen mellem benene, så snart et længerevarende forhold kommer på tale. Og da Henry møder den søde hawaiianer Lucy, træder han i karakter som en haj, der har fået færten af blod – drevet udelukkende af lyst og instinkt. For Henry er Lucy blot endnu en udfordring… endnu en potentiel tilføjelse til hans allerede alenlange liste af engangsknald.

Men så snart man er parat til at afskrive “50 First Date” som endnu en plat og usmagelig hyldest til samvittighedsløs manipulation, begynder Peter Segals film at hoste op med sine mange positive overraskelser. Lucy viser sig at lide af hukommelsestab, så hver morgen, hun vågner, har hun glemt alt om den forgangne dags hændelser. Og Lucy er hverken dum eller promiskuøs, så hendes lidelse stikker en kæp i hjulet på Henrys suspekte planer. Nærmest imod sin vilje forelsker Henry sig i Lucy. Hendes utøjlelige energi og varme smil har smeltet Henrys kolde hjerte, og han får endelig (og for alvor) lov til at mærke, hvor ondt kærligheden kan gøre under sin lange og tilsyneladende umulige kamp for at få Lucy helbredt.

Sagt med andre ord: Henry begynder så småt at blive enormt sympatisk, og “50 First Dates” forvandler sig fluks fra en infantil farce til en gedigen romantisk komedie. Okay, det ville være en overdrivelse at betegne “50 First Dates” som et skelsættende studium i kærlighedens væsen på linie med “Da Harry mødte Sally” eller Woody Allens storværker – men det ville samtidig være en underdrivelse at hævde, at “50 First Dates” blot matcher sin genres standard. Man kan relatere sig til karaktererne, og selvom enhver film med Sandler i hovedrollen naturligvis vil være forrykt til en vis grad (og det er “50 First Dates” så sandelig også), så svælger den ikke i nonsens eller pruttejokes, og den er sød, men aldrig for sentimental.

Der er altså romantik i denne [i]romantiske[/i] komedie, men hvordan fungerer filmens [i]komiske[/i] indslag? Sædvanligvis fortræffeligt. Adam Sandler og Drew Barrymore har en fabelagtig kemi. Barrymore er charmerende og veloplagt som altid, mens Sandler leverer sin karrieres mest modne og nuancerede præstation næstefter hans fænomenale indsats i P.T. Andersons “Punch-Drunk Love”. Selv den sædvanligvis enerverende og overgearede Rob Schneider gør positivt indtryk i rollen som Henrys bedste ven, den sexfikserede hawaiianer Ula. Nogle jokes falder til jorden, og en lidt sløv midterdel afløses af en lidt forhastet, afrundende akt. Men modsat Lucys oplevelser og mange af sine artsfæller ryger “50 Først Dates” absolut ikke i glemmebogen allerede 24 timer efter første gennemsyn.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/MPG2 2.40:1. “50 First Dates” var en af de allerførste BD-udgivelser, som nogensinde blev udgivet i USA, og denne europæiske udgivelse benytter sig af det samme gamle transfer, som ikke kan måle sig med markedets nyeste af slagsen. Uskarpe skud optræder en sjælden gang imellem, men billedet er oftest skarpt, og hverken komprimeringsfejl, udtværing eller edge-enhancement forekommer. Kontrasten er sjældent flad, men farverne er til tider forbavsende matte. Hawaiis frodige, grønne marker og bjerge virker indimellem en smule kulørdrænede, og farvetemperaturen vakler undertiden en smule fra skud til skud.

[b]Audio[/b]

Af uransagelige årsager indeholder skiven både et ukomprimeret spansk PCM-lydspor og et ukomprimeret italiensk PCM-lydspor, men filmens oprindelige, engelsksprogede lydside gengives kun i almindelig Dolby Digital 5.1. Javist, lydsporet har en hæderlig bitrate på 640 kbps, men til tider kan man sagtens mærke, at komprimeringen forhindrer de højeste og dybeste toner i at opnå den klang og klarhed, som de formentlig kunne have opnået via et ukomprimeret mix. Lydsporet har dog en udmærket bund, men filmens lyddesign er intet særligt. Baghøjtalerne bidrager sjældent med noget tilnærmelsesvis mindeværdigt, og den auditive atmosfære er derfor lidt kedelig. Replikkerne er tydelige, men også lidt flade. Støj forekommer aldrig, og musikken folder sig ofte fint ud.

[b]Ekstramateriale[/b]

Desværre indeholder denne Blu-ray ikke alt ekstramaterialet fra den oprindelige dvd-udgivelse. Dvd’ens slettede scener, musikvideoer og dokumentarer er ikke inkluderet i denne ombæring, men det er kommentarsporet med instruktør Peter Segal og Drew Barrymore til gengæld, som er så morsomt, at manglen på relevante informationer om filmens tilblivelse hurtigt fortrænges. Derudover medfølger syv minutters ganske morsomme fraklip og den ligegyldige dokumentar “Talkin Pidgin'” (5 min.), som underviser seeren i hawaiiansk slang.