[b]Højt at gå på line, dybt at falde[/b]

Siden tidernes morgen har menneskeskarer kunnet fascineres af vovehalse og dumdristige personligheder, der har haft modet til at gå linen helt ud og sætte liv og lemmer på spil til lands, til vands og i luften. Også dokumentarfilmhistorien rummer talrige af den slags eksempler, hvor livet er blevet levet på kanten og i nuet, vel vidende for de involverede parter, at det kunne være deres sidste optræden i levende live, hvis blot et enkelt fejltrin blev gjort.

En sådan vovepels var franskmanden Philippe Petit, der i starten af halvfjerdserne excellerede i at gå på line imellem højtravende og velkendte bygninger. Det startede i det små med en stålwire udspændt mellem de to kirketårne i domkirken Notre Dame i Paris og blev fortsat med Sydney Harbour Bridge. Den dengang tyveårige knægt var en drømmer, der ville gøre det umuliges kunst. Mere ville have mere, og trods udramatiske anholdelser og formaninger blandt venner og bekendte, syntes intet at kunne stoppe ham. Drømme kan ikke slås ihjel. I hvert fald ikke hos denne stædige franskmand.

Ud over den åbenlyst gode historie, som “Man on Wire” rummer, gennemsyres filmen af indtil flere kærlighedshistorier, hvor kærligheden til kvinden i hans liv, Anne, er den mindst væsentlige. Derimod er kærligheden til livet (og døden) og de muligheder, det bringer med sig, en almengyldig størrelse, der understreger, at man kan, hvad man vil. Intet er umuligt for den, der søger lykken og bærer troen. Heller ikke når den skal findes på en millimetertynd stålwire spændt ud mellem to bygninger langt over fortovsniveau. Selv om filmen ikke ligger inde med en fasttømret facitliste for den lille franskmands bevæggrunde, så tilbyder “Man on Wire” et finurligt blik ind i en vaskeægte drømmer og det utal af grunde, der kan være til at handle, som denne personage gør.

Men “Man on Wire” har skam også andre styrker og øjensynligt ingen svagheder. Ud over den fænomenalt fortalte historie, sidder klipningen lige i skabet. Den imponerende veksling mellem stilistisk flotte rekonstruktioner, arkivoptagelser og nutidige interviews med de involverede parter – hovedpersonen selv, venner, ekskæreste og frivillige hjælpere – er intet mindre end perfekt. Samtidig er det så dynamisk eksekveret, at følelsen af at overvære en opbyggende spændingsfilm hele tiden er til stede. Der gives ikke flere oplysninger i nuet end højst nødvendigt, og derfor er lysten til at se mere hele tiden allestedsnærværende, ligesom angsten på hovedpersonens vegne – for om han skal dø midt i sine anstrengelser – skam også er til stede, selv om vi udmærket godt ved, at han overlever sine unoder.

Med tiden er det ikke nok kun at kunne gå på line og lave ekstravagante kunstnerier i luften i Frankrig eller Australien. En drengedrøm blev for mange år siden født, da nyheden om opførelsen af verdens på det tidspunkt højeste bygninger, World Trade Center, kunne læses i dagspressen. I 1974 stod de to tvillingetårne netop færdigbyggede, men ikke desto mindre var det en mission, der krævede helt andre forberedelser. Igennem forklaringer, anekdoter og genfortællinger fra deltagerpanelet fås indtrykket af, hvordan de unge rebeller omgik sikkerhedsprocedurer, smuglede tonsvis af udstyr op til tårnenes top og gjorde klar til det, der skulle være en begivenhed uden lige: At gå på line mellem de to tårne firehundredeoghalvtreds meter over jordens overflade. Om det rent faktisk lykkedes at slippe af sted med Petits drømmes mål, kan ikke afsløres her. Kære læser, gør dig selv en tjeneste, og se filmen.

“Man on Wire” er en dyb og rummelig film, som kommer eksemplarisk omkring de medvirkendes kammeratskaber, parforhold og gensidige relationer. Tilliden og mistilliden til projektets succes bliver sat på alvorlige prøver, når det handler om at kunne stole på hinandens evner helt derud, hvor livet sættes på spil. Først og fremmest er det imidlertid en poetisk, smuk og uimodståeligt gribende dokumentarfilm om at følge sine drømme helt til dørs, hvad end de så måtte være. Det er en regulær parodi at skulle tildele “Man on Wire” stjerner. Filmen er fuldstændigt fantastisk i alle sine facetter, store som små. Her leves livet på kanten hvert eneste minut, og hver dag er en udfordring. Gid livet også til hverdag hang sådan sammen.

[b]Video[/b]

“Man on Wire” serveres i et skarpt anamorphic widescreen 1.78:1-format, hvor de nyere optagelser – rekonstruktioner og interviews – i sagens natur tager sig bedst ud, mens arkivoptagelserne præges af forstyrrelser i billedet. Der er grundlæggende ikke tilfælde af edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, og både kontrast og farvetemperatur er tilmed stabile faktorer.

[b]Audio[/b]

Også lyden er fornuftigt tilberedt igennem det henholdsvis fransk- og engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, som flyder godt ud. Dialogen er helt igennem tydelig og uden snerten af overstyringer, mens underlægningsmusikken er nærværende og stemningsskabende og atmosfæren ligeledes god.

[b]Ekstramateriale[/b]

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.