[b]Film bør vælges med omhu[/b]

At film bør vælges med omhu, giver vel sig selv. Men nogle film bør ligefrem fravælges på forhånd, med mindre man unødigt ønsker at forkorte sit i forvejen alt for korte liv. En sådan film er den håbløst unødvendige “Quarantine”, der mildest talt ikke har noget godt at byde på. De to Dowdle-brødre, der har skrevet og instrueret filmen, har nemlig kastet sig hovedløst ud i et gudsjammerligt forsøgt på en dokumentarismepræget gysergenre a la den, “The Blair Witch Project” var bannerfører for engang sidst i halvfemserne. Det var dengang nytænkende filmkunst, men genren har imidlertid vist ganske grumme ansigter siden. “Quarantine” er blot et af dem.

Midt i kameraets linse finder vi den fashionable reporter Angela, der sammen med sin kameramand Scott er udset til igennem en lang nat at følge en flok brandmænd på arbejde i Los Angeles. Det bliver en nat, de formentlig aldrig glemmer. Det gør man som tilskuer heller ikke. Ved hjælp af Scotts rå og båndede forevigelser bliver vi nemlig vidne til, hvad der hændte i den bygning, som de sammen med brandmændene under udrykning trænger ind i. Angiveligt har myndighederne fundet en ny type virus i bygningen, og derfor sættes virussen i karantæne med de levende individer, der måtte befinde sig indvendigt. Heriblandt altså en broget skare af beboere, ildbekæmpere, panserbasser og så vores to egentlige hovedpersoner, der er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Imens spreder smitten sig uden dog at have hverken systematik eller gennemgående symptomer på dagsordenen, mens de ydre omstændigheder hermetisk lukker af for enhver kontaktmulighed. Værst er dog den fortænkte og voldsomt meningsforstyrrende kameraføring, der her er unødigt rystet for at skabe et nærværende og bidragende realismepræg. Kønt er det ikke at se på. Og lettere bliver det bestemt ikke at holde rede på de i øvrigt mange forskellige karaktertyper, og ikke mindst hvem der undervejs tilhører de smittede, og hvem der endnu er raske.

Handlingen er der hverken hoved eller hale i trods den simple opskrift. En større gruppe mennesker kan ikke forlade deres bopæl, før der er styr på det sygdomsudbrud, som har arnested på netop den matrikel. Den handling er afprøvet tidligere i utallige afskygninger, men her i en lidet troværdig variant. Og hvorfor så det? Det er der mange grunde til. Èn af dem kunne være en udtalt mangel af de regelsæt, der som regel dikterer de mere vellykkede film inden for gysets genre. I “Quarantine” er der nemlig ikke regler af nogen art, og derfor opleves udbruddet af virus også med en vis portion skepsis. Sygdommen viser sig på alle mulige tænkelige måder, helt uden form eller mønster.

Undervejs bliver det klart for Angela og hendes tro følgesvend, at noget er rivravruskende galt. En verserende kamp med beboerne om at slippe ud i live afløses forsigtigt af en (sund) interesse for at finde ud af, hvor årsagen til den udbrudte virus skal findes. Om ikke andet så omverdenen ved besked igennem de mange videooptagelser, hvis de tilstedeværende vidner ikke skulle overleve. Trods et overrumplende twist hen mod slutningen bliver det aldrig det mindste interessant at overvære. Vi kommer på intet tidspunkt til at kende karaktererne så godt, at de bliver værd at følge. Om de er levende eller døde betyder endnu mindre.

Nu er det en gyser, vi har med at gøre. Men er den overhovedet uhyggelig? Ikke det mindste. Den mulighed elimineres af den ufrivilligt komiske sammensætning, de tidsløse klicheer og en flok deltagere, der render rundt foran og bag kameralinsen uden mål og med, som var de medvirkende i et realityshow. [i]Advarsel: Indeholder voldsomme scener[/i] står der trykt på udgivelsens cover. Der burde nok have stået [i]Advarsel: Hold dig langt væk.[/i]

[b]Video[/b]

“Quarantine” er en forholdsvis mørk film, men præsenteres ikke desto mindre med et ganske skarpt look. Der er ikke tilfælde af udtværinger eller digitale forstyrrelser, mens edge-enhancement indfinder sig i mindre grad. Både kontrast og farvetemperatur er stabile. Grundlæggende et fremragende transfer, der dog spoleres en del af den frapperende og vuggende kamerastil.

[b]Audio[/b]

På lydsiden fås et glimrende engelsksproget True HD-lydspor, hvor dialogen først og fremmest er tydelig og uden overstyringer. Grundet realismepræget er underlægningsmusik ikke en faktor, hvorimod distinkte lydeffekter og en detaljerig atmosfære er fyldestgørende. Dog bliver sidstnævnte en anelse monoton i det lange løb, og lidt mere afveksling i lydbilledet kunne være ønsket.

[b]Ekstramateriale[/b]

Det middelmådige ekstramateriale er stadig klasser bedre end filmen i sig selv og rummer trailere, et fyldigt kommentarspor med de to filmskabende brødre samt en række minidokumentarer omkring filmens tilblivelse, brug af make up og stunts. Helt godt bliver det dog aldrig.