[b]En lille film om en stor mand[/b]

Det ville være synd at sige, at markedet ligefrem er oversømmet med film fra Uruguay. Mange af den slags er der vist heller ikke ligefrem på Berlinalen, men det var ikke desto mindre på selvsamme filmfestival, at “Gigante” vakte opsigt, da den snuppede sølvbjørnen samt prisen for bedste spillefilmdebut.

Det er utvivlsomt ikke mindst derfor, at den nu er kommet hertil landet, og det er bestemt en glædelig begivenhed, for den er unægtelig et stilfærdigt og charmerende lille værk. Filmen følger den overvægtige sikkerhedsvagt Jara, der måske ikke ligefrem er en kæmpe, men som ikke desto mindre besidder størrelsen til at uddele nogle gevaldige øretæver.

Det er dog ikke så ofte, at det er nødvendigt, hverken i jobbet som sikkerhedsvagt i et supermarked eller som udsmider i en natklub. Hans størrelse lader til at afskrække de fleste fra at forsøge på noget. Hvis hans fysiske omfang er betydeligt, så står det dog i modsætning til den mangel på selvtillid, han ellers udviser. Gennem supermarkedets overvågningsudstyr bemærker han en dag en kvindelig rengøringsassistent ved navn Julia, men han er ikke desto mindre for genert til at henvende sig.

Langsomt udvikler der sig en spirende, men ensidig kærlighedshistorie. Jara følger nøje Julias mindste bevægelser og begynder samtidig også i det skjulte at følge efter hende i fritiden. Hans stalker-agtige opførsel ville utvivlsomt virke forstyrret, men filmen forsyner Jaras handlinger med en kejtet uskyldighed, der gør, at de bliver rørende snarere end foruroligende. Han er muligvis stor som et hus, men mentalt virker han så lille og skrøbelig, at man ikke for alvor kan forstille sig, at han vil gøre noget forkert.

“Gigante” er instrueret af Adrián Biniez, som giver filmen et anstrøg af neddæmpet komik, der leder tankerne hen mod Jim Jarmusch. Ligesom i mange af Jarmuschs film er de ydre begivenheder stærkt begrænset, og i lange sektioner er filmen blot fyldt af den slags daglige gentagelser, der antyder, hvor tomt et liv Jara fører. Han spiser, går på arbejde, spiller PlayStation og fører i det hele taget en tilværelse, hvor længerevarende samtaler er så godt som uhørt, og hvor tid bliver et irrelevant fænomen. Om det er morgen, aften, mandag eller søndag gør meget lille forskel. Mens han bevæger sig rundt i det udsigtsløse trummerum, hører han larmende heavy metal, og Biniez bruger effektivt den vilde musik som en komisk kontrast til de stillestående omgivelser.