[b]Kærestesorger[/b]

“Han er bare ikke vild med dig”, lyder nærværende tøsefilms rammende titel. Bristede kærlighedsillusioner er ofte blevet skamløst spoleret af netop en uvidende udkåren, der ikke har opfanget signalerne eller vist den fornødne interesse. Så barskt og nådesløst kan livet være i al sin skinbarlige grusomhed, og det er typisk kimen til humoristiske og pladderromantiske opsætninger af svingende karat.

“Han er bare ikke vild med dig”, der er fint orkestreret af amerikanske Ken Kwapis, hører til i den bedre ende af skalaen trods det traditionelle og forudsigelige handlingsforløb. Filmen folder sig ud som et ensemblespil, hvor fællesnævneren er den ulykkelige kærlighed. Alle kender personerne hinanden på kryds og tværs, men er ikke desto mindre på forskellige stationer i livets trummerum. Singlepigen Gigi drømmer stadig om, at den eneste ene skal dukke op, mens bartenderen Alex giver hende gode råd med på vejen. Janine og Ben har allerede planlagt deres liv ned til mindste detalje og mangler nu kun børnene, da den unge og håbefulde sangfugl Anna bliver en sten i skoen. Hun forfølges uden større interesse af den strømlinede ejendomsmægler Connor, mens Neil og Beths forhold også knager i geledderne, og reklameløget Mary udelukkende søger mænd after hours på internettets gængse dating-portaler.

Trods det lette anstrøg og den gennemgående opmuntrende stemning, har livet på det seneste bibragt store skuffelser for de implicerede parter. Med “Han er bare ikke vild med dig” har Kwapis sigte på hormonernes frie natur og menneskets hyppigt fejltolkede signaler. På det menneskelige kødmarked afgøres mangt et erotisk sammentræf ud fra det kropssprog, der udvises. Og tages filmens ord for pålydende går mange forkert af hinanden som følge af signalforvirring i den indledende fase. Ydmygelserne står i kø for at få filmens hovedpersoner ned med nakken, og først når de lærer kærlighedens elementære spilleregler at kende, bliver det muligt at vende den nedadvendte formkurve. Pinlighederne er derfor filmens krumtap og den balancegang, filmen naturligt bevæger sig omkring.

Komedien har samlet en perlerække af hovednavne, der går til opgaven med et friskt pust og en indbydende veloplagthed. Replikudvekslinger falder naturligt og i en lind strøm. Mest problematisk er i virkeligheden den uharmoniske veksling mellem de fem sideløbende delberetninger, der er medvirkende årsag til, at der kan gå endog rigtig langt imellem, at en af disse efterlades på gulvet og igen samles op. Det er uhensigtsmæssigt, og lysten til at føle med karaktererne i medgang og modgang bliver derfor aldrig faretruende stor. Undervejs højnes dramatikken, da drastiske valg foretages, og konsekvenserne af de valg må ses i øjnene. Sindsoprivende bliver det imidlertid ikke. Dertil er forudsigeligheden trods alt stadig for stor en faktor.

Ken Kwapis har fortrinsvist slået sine folder på en række tv-serier, men viser med “Han er bare ikke vild med dig”, at hans evner rækker til mere end det. Filmen er muligvis ikke gennemsyret af nytænkningens trange kår, men ikke desto mindre får han presset de kærlighedshungrende individer op i ringhjørnerne og spillet dem ud mod hinanden. Det afstedkommer en stribe intense scenarier, hvor nerven og intensiteten fornemmes hos alle involverede. Dilemmaerne er til at føle på og situationerne velkendte. Her lænes der op af det moderne livs vellyst og opgør med kernefamiliens sikre værdier. Hvad gør man, hvis partneren ikke er den, der vækker appetitten i lystens hule? Og hvordan finder man sig overhovedet en partner, når arbejdet altid har førsteprioritet?

Det er velkendte problematikker for det nutidige hverdagsmenneske. Ken Kwapis ligger ikke inde med en løsning, men giver sin personlige fortolkning til kende. Når mennesker mødes og forelsker sig over hals og hoved, er handlekraften ikke altid rationel. Trods filmens lidt unuancerede sprog vises underholdende eksempler på de dumheder, mennesker nogle gange kan rode sig ud i på den bekostning. “Han er bare ikke vild med dig” undsiger sig ikke arven fra den beslægtede forgænger “Sex, løgn og video”, der i det hele taget har haft en enorm betydning inden for genren. Også her afbrydes filmen undervejs af det, der skal simulere impulsive interviewsituationer med tilfældige menesker stoppet på gaden, alt imens de ytrer sig om kærlighedens og sexlivets kvaler. Og det er formentlig filmens største styrke – den almengyldige tematik, som alle kan tale med om.

[b]Video[/b]

Billedsiden præsenteres i et skarpt look, hvor edge-enhancement i begrænset omfang gør sig bemærket. Der er derimod hverken tilfælde af udtværinger, grums eller digitale forstyrrelser, og både farvetemperatur og kontrast er stabile fra start til slut.

[b]Audio[/b]

De to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og Dolby Digital 5.1 True HD-lydspor sikrer på glimrende vis den auditive side af sagen. Dialogen er ren og klar og blottet for overstyringer, ligesom de liflige musikalske ørehængere er et godt supplement til stemningen. Underneden er både atmosfære og de distinkte lydeffekter tilmed velproportionerede.

[b]Ekstramateriale[/b]

Mest ligegyldig er for så vidt ekstramaterialet, der i øvrigt er relativt sparsomt i sit udvalg. I direkte forlængelse af filmen er “Baltimore Blade: The Relationship Issue”, der tager temperaturen på karakterernes kærlighedsliv igennem en række mindre og fingerede vox pop-situationer, mens et kortere indslag forklarer forbindelsen til singlepublikummets “Sex and the City”, og hvordan ord kan blive til film. I endnu et kort bidrag gør instruktøren rede for, hvordan han med udgangspunkt i en specifik scene opbygger kemien og følelserne imellem karaktererne. Eneste andet supplement derudover er en mindre portion fraklippede scener. Filmens produktionsmæssige størrelse taget i betragtning er det ikke helt godt nok.