[b]Livet længe leve[/b]

Da to af de allerstørste amerikanske filmskuespillere – Brad Pitt og Cate Blanchett – sidste gang tørnede sammen, var det ifølge denne anmelders blakkede hukommelse i den fænomenale og stærkt samfundsanskuende “Babel”, der ikke lader noget som helst tilbage at ønske. I David Finchers forsøg ud i eventyrgenren – “Benjamin Buttons forunderlige liv” – mødes de to billedskønne starletter igen, men denne gang er niveauet et ganske andet.

Med hvad der synes at involvere både arme og ben, har David Fincher lånt, stjålet eller sjusset sig til nært beslægtede genretyper for at formgive nærværende film. Ikke mindst fornemmes forkærligheden for “Forrest Gump”, “Big Fish” og også “Den fabelagtige Amelié fra Montmartre”. Det kunne være så godt, men ender alligevel som noget skidt. Ofte virker referencerne påklistrede, men mest af alt unødvendige. Fincher har gerne villet kreere sin egen, unikke og eventyrlige storfilm. Og det er han naturligvis i sin gode ret til. Cv’et har han i orden. Her fungerer opskriften imidlertid ikke som forventet. Og hvorfor så egentligt det?

Først og fremmest fordi selve nerven i “Benjamin Buttons forunderlige liv” er svær at sluge. Det er svært at tro på filmens overordnede projekt og det faktum, at den bærende figur Benjamin fødes som 80-årig og i modsætning til alle os andre vokser sig yngre og yngre. Det komplekse skal tilmed findes i, at han indvendigt er som et lille barn og først skal til at lære verden at kende, mens han udvendigt starter og slutter som spædbarn. I første omgang dog med alle de følgesygdomme, som ældre mennesker normalt plages af. Nu er det ganske vist et eventyr, vi har med at gøre. Årsagen til denne særegne skabnings specielle livscyklus kendes ikke som sådan. Dog vides det, at en berømt urmager samtidig med Benjamins fødsel i 1918 offentliggør et ur i hjembyen New Orleans. Uret har han ladet gå baglæns i et brændende håb om, at det kan indhente de tabte timer og dermed genoplive hans søn, der netop er faldet i den nyligt overståede Første Verdenskrig.

Det lykkes naturligvis ikke, men om ikke andet får det en afsmittende effekt på Benjamins forunderlige liv allerede fra starten. Livshistorien fortælles igennem den døende Daisy fremme i nutiden baseret på en dagbog, hovedpersonen nedfældede før sin død. De to var igennem et halvt liv sjælefrænder, om end forskellige og uforenelige livscyklusser besværliggjorde omstændighederne betragteligt. David Fincher har her valgt at spille bold på den store bane og skaber også mange fine gimmicks i historien. Undervejs kan det underholde, men i det lange løb er fremhævelsen af de samme skæve personligheders særegenheder en smule enerverende. Benjamin Buttons opvækst sker i trygge rammer på et pensionat for ældre og døende medborgere, der i instruktørens optik ikke er helt normale.

Et væsentligt problem i “Benjamin Buttons forunderlige liv” er det drevne tempo, som er styrende for handlingens udfoldelse. Efter sine ‘ungdomsår’ flytter han hjemmefra og stævner ud for at opleve verden igennem førerhuset på en slæbebåd – en udvikling, der ikke er ulig Tom Hanks’ Forrest Gump i filmen af samme navn. Til en familiefest falder han for den bedårende og purunge ballerina Daisy, som fører en mere frivol livsstil end sin aldrende genpart. “Benjamin Buttons forunderlige liv” har mange fine og nuancerede betragtninger om livet og døden, og hvad der mon sker, hvis man ændrer på naturens orden.

David Fincher har brygget sit kog på F. Scott Fitzgeralds knap hundrede år gamle litterære forlæg. Om det modsat filmen holder vand skal være usagt. Blot må det konstateres, at kærlighedsromancen mellem Benjamin og Daisy, der kun på et tidspunkt i livet er jævnaldrende, i hvert fald ikke gør det. Og som hun bliver ældre og han yngre, bliver den del kun en mere og mere vammel oplevelse at overvære. På den anden side er “Benjamin Buttons forunderlige liv” faktisk en visuelt animerende anretning, hvor de stilistiske og billedskønne scenarier gør filmen værd at bruge tid på, om man så end tror på projektets kurs eller ikke. Set i bakspejlet havde Fincher dog nok ønsket sig, at han kunne få tiden til at gå baglæns og lave sin film én gang til.

[b]Video[/b]

“Benjamin Buttons forunderlige liv” præsenteres i et skarpt og mørkt udseende anamorphic widescreen 2.40:1-format med et stærkt farvebrug. Der er ikke tilfælde af digitale forstyrrelser eller udtværinger, mens edge-enhancement dog forekommer i mindre grad. Oven i hatten er både farvetemperatur og kontrast stabile hele vejen igennem, og alt i alt er det her et fremragende transfer.

[b]Audio[/b]

På lydsiden er det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor dækkende. Dialogen er hele tiden klar, mens overstyringer slet ikke forekommer. Filmen understøttes i øvrigt af den sublime underlægningsmusik, der aldrig overdøver den detaljerige atmosfære og de mange distinkte lydeffekter samt vellykkede lydpanoreringer.

[b]Ekstramateriale[/b]

Som det eneste ekstramateriale er et udmærket kommentarspor med instruktøren David Fincher, der kravler bag om filmen som sådan, forlægget, tematikkerne, livet og døden blandt andet. Det virker interessant nok, men også en kende tørt.