[b]Fra stilstand til tilstand[/b]

Menneskets psyke har altid være genstand for kulturel fabuleren. Ikke mindst på film og ikke mindst fordi sindstilstanden kan ændre retning og natur fra det ene øjeblik til det næste, fuldstændigt uden varsel. Således også for Ulrich Thomsens orlovstvungne og midaldrende familiefar, der åbenbart føler en vis trang til et mindre oprør med tingens tilstand. Der er nemlig for alvor behov for, at stilstand reguleres og forvandles til tilstand i den fritstillede diplomats liv.

Det er et undertrykt råb om hjælp, den ene af de fire oprindelige dogmemusketerer Kristian Levring her får serveret i “Den du frygter”, der til dato formentligt er instruktørens fineste og mest vellykkede håndværk. Ikke én tone er ramt forkert, og ikke en mislyd har fundet vej igennem signalstrømmen, for som helhed er det fortættede drama nærværende og herligt underspillet. Og måske vigtigst af alt så levnes i modsætning til alt for mange af tidens amerikaniserede kassesucceser også plads til eftertanke. Også når rulleteksterne for længst har forladt skærmen.

Mikael bor sammen med sin perfektionistiske hustru Sigrid og deres fælles teenagedatter Selma, og på overfladen har de det alle sammen godt. De hygger sig med det jævnaldrende vennepar Ellen og Frederik, og tilsyneladende har tilværelsen maget dem det fortræffeligt. Men alligevel ikke helt. Så småt begynder det at knage i fugerne, og de små tegn begynder at pege i retning af Mikaels lig i lasten. Tændsatsen er et forsøg med antidepressive midler, som Mikael ganske frivilligt deltager i for at prøve sig selv af. Herefter begynder den nu dagbogsskrivende og hjemmegående husfar at eksperimentere med sig selv og sine omgivelser. Hvor langt kan man tillade sig at gå, før der kommer en modreaktion?

Rigtig lang skal det vise sig, når de fleste af filmens karakterer i virkeligheden har rigeligt i sig selv og deres småborgerlige, små og ynkelige liv. Skuespillet er en af de helt store styrker i “Den du frygter”, og den del er hele vejen igennem langt over middel. Bedst er den regulære personificering af Dr. Jekyll & Mr. Hyde i Ulrich Thomsen, der som altid leverer en formidabel præstation og bærer filmen helt i hus. Han er på sæt og vis skræmmende og kedeligt normal på samme tid. Imens trækker skyerne sig sammen i Mikaels tungsind. Han er for alvor på vej ud i sit livs deroute.

Helt galt går det dog for alvor, da forsøget strander på grund af uenigheder, og Mikael lades tilbage med de bivirkninger, som præparatet, han skulle indtage undervejs, øjensynligt har givet ham. Alligevel fortsætter han ufortrødent i smug med at dosere sig selv med medikamenterne og tager midt i det hele en fatal afstikker til Jylland for at besøge sin aldrende mor. Godt nok får han aldrig besøgt moren, der for i øvrigt er røget på plejehjem, men alligevel bliver det nogle skæbnesvangre dage, hvor der rippes op i gamle sår, og mødet med de lokale sætter hjulspor i både muld og sind.

“Den du frygter” er sået til med overraskende drejninger og bemærkelsesværdige tematikker, som giver stof til eftertanke. Filmens rolige leje er tiltrækkende og går godt i spænd med den stemning, som Kristian Levring her formår at fremmane omkring sine ikke helt stabile eller fornuftstænkende karakterer. Der er forskel på at tænke på handlingen og så på at udføre den, meldes det eftertænksomt undervejs. Og der er nu noget om snakken. På sin egen stille facon er Mikael dog en handlingens mand, der tager trækket, før han tænker. I løbet af sin godt og vel halvfems minutters varighed undergår hovedaktøren en radikal forvandling. Om det er til det bedre eller til det værre skal imidlertid ikke afsløres her.

[b]Video[/b]

Filmen præsenteres i et indbydende anamorphic widescreen 2.35:1-format, som står ganske skarpt. De mange tilfælde af digitale forstyrrelser og edge-enhancement skæmmer en del, mens udtværinger og anden form for grums ikke forefindes. På plussiden er også kontrast og farvetemperatur, der begge holder sig stabile.

[b]Audio[/b]

En tand bedre er den dansksprogede lydside, som udbasuneres i de to vellykkede Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor. Dialogen er generelt – trods et par utydelige passager – klar, og overstyringer er der ingen af. I tilgift er underlægningsmusikken indbydende og hæmmer aldrig udviklingen af en detaljerig atmosfære og enkelte distinkte effektlyde.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ekstramaterialet er hæderligt. Tre kortvarige interviews med henholdsvis skuespillerne Ulrich Thomsen og Paprika Steen samt instruktøren Kristian Levring går i dybden med filmens tematik og udgangspunkt, karaktererne, psyken med mere. Eneste andet supplement er en trailer for filmen og et i øvrigt ganske interessant kommentarspor med netop Levring, der ikke er bleg for at kortlægge inspirationen fra barndomsårene.