Filmz
Ice Age 3 – Dinosaurerne kommer

Ice Age: Dawn of the Dinosaurs

Medvirkende:

Ray Romano, John Leguizamo, Denis Leary, Queen Latifah, Simon Pegg, Seann William Scott, Regan Mizrahi, Karen Disher, Chris Wedge, Kristen Wiig

Instruktør:

Carlos Saldanha

Filmlængde:

90 minutter

Genre:

Tegnefilm

Ice Age 3 – Dinosaurerne kommer

[b]Den frodige istid[/b]

Det er ganske vist næsten en uskreven regel, at fortsættelser aldrig må overgå den oprindelige film, men nogen må have glemt at fortælle det til skaberne bag “Ice Age 3 – Dinosaurerne kommer”, for den er ganske enkelt langt den bedste i filmserien og en stor positiv overraskelse efter den flade toer.

[image=43655]

Hvor de to tidligere film var rige på de popkulturreferencer, der ofte har plaget animationsfilmene, har ambitionerne tydeligvis været større i denne omgang, og filmen leverer i stedet en bred familiefortælling i bedste Disney-tradition.

“Ice Age”-filmene har altid haft et meget løst forhold til vores planets historie, og denne gang har de da omsider også brudt fuldstændig med den sidste rest af videnskabelig redelighed, da vores venner finder indgangen til en hidtil skjult verden gemt inde i jorden, hvor junglen stadig er frodig, og dinosaurerne overlevede. Dette åbner for et væld af nye muligheder. Verden er fuldstændig fiktiv, så alt kan vitterligt være alt inde i den, ikke sandt? Det resulterer så i, at den utraditionelle familie må døje med bl.a. flyvende kæmpeøgler, kolossale dinosaurer samt livsfarlige kødædende planter.

[image=43654]

Med i denne omgang er også et par nye figurer. Det ukuelige nødeelskende egern Scrat får en rival i sit kvindelige modstykke Scratte, der med feminin sexappeal forvirrer den ellers så fokuserede skabning. Med er også den forrygende et-øjede væsel Buck, der som en anden Kaptajn Ahab jager sin egen Moby Dick i form af en særdeles farlig dinosaur. Buck kommer også til at agere guide for den brogede samling, og da dovendyret Sid kaster sin kærlighed på tre dinosauræg, som han beslutter at blive “mor” for, må flokken atter komme til hans undsætning.

Der er kort sagt nok at se til, og det har man også som publikum i denne film, der for alvor rammer rigtigt i balancen mellem humor og action, og som desuden tilføjer en hjertevarme, som hidtil ikke har været til stede i serien. Filmen minder lejlighedsvis om “Landet for længe siden”, og man skal vist være ret hårdhjertet for ikke blot at blive en smule charmeret af de nuttede dinosaurunger. Visuelt er den udsædvanlig flot. Ved at flytte handlingen fra de kridhvide sletter til junglen får animatorerne en chance for at gå amok med de kulørte farver, hvilket er med til at give værket en gladere tone. Filmen formår også at forsyne actionsekvenserne med nok visuel variation til, at de ikke bliver så monotone, som dem i toeren var.

[image=43653]

Kort om filmen

Vore herlige helte begiver sig endnu en gang ud på eventyr. Scrat forsøger stadig at snuppe den altid undslippende nød (dog denne gang med mulighed for at finde ægte kærlighed fra Scratteline). Manny og Ellie venter på fødslen af deres baby-mammut, dovendyret Sid samler sin egen midlertidige familie, da han stjæler nogle dinosauræg og bliver “mor” for tre dinosaurunger, og sabeltigeren Diego spekulerer over, om han ved at hænge ud med vennerne er blevet for “blid”. På en mission for at redde den uheldige Sid vover vennegruppen sig ind i en mystisk og underjordisk verden, hvor de støder på dinosaurer, kæmper mod vilde planter og møder den seje, enøjede væsel Buck, som er dino-jæger.

Galleri

Ads by MGDK