[b]Livet i nostalgiens skær[/b]

Til trods for den enorme magtposition, italiensk film tidligere har haft, har der gennem længere tid været langt mellem de gode årgangsvine. Til gengæld er der højdepunkter indimellem, og en af de mest elskede moderne filmiske værker er, ironisk nok, spædet af et helt traditionel italiensk træk, nemlig det bittersøde tilbageblik på fordoms tid. I denne forbindelse er rammen omsat i en betingelsesløs lun og hengiven kærlighedserklæring til filmens verdens. Her taler jeg naturligvis om Giuseppe Tornatores mesterværk “Mine aftener i Paradis” fra 1988, som dengang gik sin sejrsgang over hele verden. Den har netop fået dansk repremiere og er klar til at erobre filmelskernes hjerter på ny.

Filminstruktøren Salvatore di Vita får en aften besked om, at hans barndomsven Alfredo er død og skal begraves den næste dag i hjembyen Giancaldo. Tynget af sorg og stærke minder rejser Salvatore tilbage til den sicilianske landsby, som han ikke har besøgt i 30 år. Tankerne overvælder Salvatore, der henfalder i de glemte minders vold omkring byens biograf Cinema Paradiso, drevet af netop Alfredo. Salvatore, med kælenavnet Toto, indledte som barn et langt fader-søn venskab med Alfredo. Med udgangspunkt i Totos fascination af film og det at arbejde i operatørrummet bliver de mange biograffilm en evig grundstamme for Alfredos faderlige råd om livet. Da Toto forelsker sig i bankdirektørens datter, viser de mange filmreferencer sig at være særligt nyttige…

Fra start til slut er “Mine aftener i Paradis” en lunefuld og rørende film fortalt i skæret af de mange film, som Tornatore uden tvivl selv er vokset op med på Sicilien. Der er mange årsager til, at filmen burde falde sammen af rørstrømsk sentimentalitet og sukkersøde passager. I stedet bliver man ligeså fortryllet og bjergtaget som Toto, når han får fortalt den ene filmiske floskel efter den anden af underfundige Alfredo.

Det, der gør udslaget, er nemlig fortællingens tone og det humoristiske univers, filmen åbner op for med enkle, men spidsfindige virkemidler. Først og fremmest er det skildringen af landsbyen, der giver filmen en [i]larger than life[/i]-dimension, som fanger og fængsler. Giancaldo er en osteklokke proppet til renden med skæve eksistenser, som mange nok vil kunne genkende fra deres egen opvækst.

Ligesom det altoverskyggende tema er nostalgi, er filmens største fortjeneste, at et indadvendt tilbageblik fremmanes hos publikum i takt med fortællings udvikling og samme nostalgiske forløb som det, Salvatore oplever. Dog formildet med et smittende smil. De mange fornemme skuespillerpræstationer er naturligvis med til at give landsbyen troværdig liv og nerve, og var hovedrolleindehaverne ikke så fremragende, ville det hurtigt falde sammen. Jacques Perrin som den ældre melankolske Salvatore er eminent, mens Philiope Noiret som den varme og filmvise Alfredo leverer en af de mest mindeværdige præstationer.