[b]Ny hund, gamle kunster[/b]

Lyder følgende bekendt: Et dyr forvilder sig langt væk fra sin højtelskede familie og begiver sig af sted på en lang og farefuld rejse for at finde sit hjem. Selv samme dyr møder et andet kræ og efter en række skænderier og mindre slagsmål bliver de pludseligt bedste venner. I fællesskab indser det umage par, at venskab er verdens vigtigste råvare. Under deres rejse møder duoen et tredje dyr – en kæk lille [i]sidekick[/i] med talrige smarte replikker i ærmet, og under hele odysséen får vi jævnligt lov til at se det forsvundne dyrs ejermand sørge over dets forsvinden. Ovennævnte uddrag refererer til Disneys seneste animationsfilm, “Bolt”, men kunne lige så godt referere til talløse andre familiefilm.

Nej, originale ideer og overraskelser [i]bolt[/i]rer filmen sig desværre ikke i. Men dens skavanker opvejes af dens charme. “Bolt” er noget så sjældent som en familiefilm, der giver sit publikum tid til at lære sine figurer at kende, og som samtidig har så stor tillid til sine karakterer, at den lader [i]dem[/i] fremmane langt de fleste latterbrøl. Dermed står “Bolt” i skærende kontrast til blandt andet de rædsomme “Madagascar”-film, som er så travlt beskæftiget med at parodiere alskens film, popstjerner og brands, at man som seer opnår den samme tilknytning til hovedpersonerne som til de animerede statister.

Bolt selv er en nuttet og elskværdig lille vovse. Ved et uheld ryger han langt væk fra sine trygge omgivelser i Hollywood, hvor han er stjernen i en tv-serie, hvori han har superkræfter og jævnligt redder verden og kammeraten Penny fra alskens psykopatiske galninger. Bolt tror, at seriens kulisser, figurer og historier er ægte, så da han ryger ud i den virkelige verden, skal han pludselig til at vænne sig til at leve som en ganske almindelig hund. Han kidnapper katten Mittens, fordi han mistænker hende for at arbejde for tv-seriens hovedskurk.

Mittens og Bolt udgør et fabelagtigt makkerpar, fordi kontrasten mellem den heroiske Bolts fandenivoldskhed og den sarkastiske Pennys kynisme slår gnister. Og fordi de to kræ er så forskelligartede og standhaftige, er det en fornøjelse at overvære deres venskab tage form. Den førnævnte [i]sidekick[/i], den overspændte hamster Rhino, som i øvrigt er Bolts allerstørste fan, stjæler alle de scener, hvori den medvirker. Samtlige skuespillere leverer deres replikker med en entusiasme, som ofte smitter af på tilskueren og samtidig bærer præg af deres kærlighed til materialet.

Man kan sagtens mærke, at Pixars gamle, rutinerede foregangsmand, John Lasseter, har overtaget styringen hos Disney, for ligesom Pixars bedste film (og modsat Disneys egne, foregående 3D-animationsfilm) fremtvinger “Bolt” både imponeret gispen, dybfølt latter og endda et par ægte glædestårer i ny og næ. Humoren fungerer især, fordi den primært udspringer fra interaktionerne mellem de karismatiske figurer. Og inden for sit metafiktive univers får “Bolt” endda også leveret nogle muntre vitser om kynismen, der gennemsyrer filmbranchen, personificeret af Bolts opportunistiske manager. Selvom “Bolt” er forudsigelig og kulminerer i et lige lovlig sukkersødt klimaks, så er man altså godt underholdt igennem størstedelen filmen. Næh, med Lasseter ombord har Disney tydeligvis ingen grund til at være hunderæd for fremtiden.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format (omslaget hævder fejlagtigt, at filmen præsenteres i billedforholdet 2.35:1). Ligesom de fleste andre 3D-animationsfilm på markedet ser “Bolt” fantastisk ud på dvd. Billedet er skarpt og pletfrit, både kontrasten og farvegengivelsen er perfekt, og edge-enhancement forekommer aldrig.

[b]Audio[/b]

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er glimrende og [i]meget[/i] tæt på at score topkarakter. Med en forholdsvis lav bitrate på 384 kbps kommer det ikke som en gigantisk overraskelse, at mange af lydsidens dybeste og højeste toner savner lidt pondus, og at dialogen ikke altid har den mest imponerende rumklang – dertil er komprimeringen lidt for kraftig. Men filmens lyddesign er fantastisk, og samtlige højtalere disker op med et utal af brillante lydeffekter, der er med til at gøre filmens computergenererede univers dragende. Stort set samtlige højtalere er aktive fra start til slut, men man føler sig aldrig irriteret af det auditive sansebombardement. Panoreringerne føles naturlige, subwooferen brummer på de helt rigtige tidspunkter, musikken er klokkeklar, og støj figurerer ikke. Et dansk Dolby Digital 5.1-mix medfølger også, og ligesom de fleste andre Disney-film, fungerer “Bolt” også fint med danske stemmer.

[b]Ekstramateriale[/b]

Trailere til “Bedtime Stories”, “Space Buddies”, “Up”, “Klokkeblomst og den forsvundne skat”, “Hannah Montana”-tv-serien og de kommende hjemmevideoudgivelser af “Oliver & Company” og “Snehvide og de syv små dværge” medfølger. Det samme gør to blot nogenlunde slettede scener, som instruktørerne Chris Williams og Byron Howard introducerer. De består desværre ikke af færdige computeranimationer, men udelukkende af lyd, musik og stills.

Musikvideoen til “I Thought I Lost You” opført af Miley Cyrus og John Travolta er meget sød, men forglemmelig, ligesom det ultrakorte interview med de to skuespillere, som diskuterer hinanden og indspilningen af sangen. Skivens tre dokumentarer (samlet varighed: 21 min.) omhandler især filmens look, produktionens debuterende instruktører og skuespillerne. Man savner nogle mere grundige interviews. Kortfilmen “Super Rhino” (4 min.), hvori hamsteren Rhino får superkræfter og redder sine kammerater fra den gruopvækkende Dr. Calico, er dog ganske morsom.