[b]Spøgeri i den gamle hytte[/b]

“Hjemsøgt – The Haunting in Connecticut” er efter sigende [i]baseret på en sand historie[/i], som vi oplyses om i starten af filmen, og historien trækker da også på en sand historie forstået på den måde, at den viderefortæller en af de der tvivlsomme “familie-i-besat-hus”-historier, som med jævne mellemrum dukker op i de kulørte medier.

Jeg tvivler dog stærkt på, at denne film har nogen som helst relation til virkeligheden, hvilket måske også er underordnet. Publikummet til denne her slags film kommer næppe for at blive klogere på omverden, men blot i håbet om at blive skræmt lidt af en underholdende spøgelseshistorie.

Udgangspunktet for en sådan er der da bestemt også i filmens fortælling: Den plagede familie Cambell døjer med to kriser i form af faderens alkoholproblem og den ældste søns kræftsygdom. Turene til hospitalet er så lange og hårde for den syge Matt, at de beslutter at købe et gammelt hus nærmere ved, og snart efter flytter de ind. Det skulle de ikke have gjort. Den svækkede Matt begynder øjeblikkeligt at se syner, og inden længe spreder panikken sig også til de andre familiemedlemmer, da der viser sig at være et temmelig skummelt ekstra værelse i kælderen.

Det er ikke mere end et par uger siden, at gyseren “The Uninvited” havde biografpremiere, og den led bl.a. under det problem, at den havde et for højt tempo og derfor aldrig tog sig tid til at opbygge en effektiv uhyggelig stemning. “The Uninvited” var dog nærmest tilbageholdende sammenlignet med “Hjemsøgt”, der vitterlig kun byder på en lang række chok og intet andet. I næsten samtlige scener dukker der pludselig et eller andet skræmmende op, hvad enten det er fugle, en dør, en gusten hånd, en skikkelse i spejlet eller et spøgelsesansigt. De første par gange hopper man da også i sædet, men efterhånden sætter monotonien ind, og det bliver ufrivilligt komisk i stedet. Scenerne udvikler sig til den rene “gæt, hvor spøgelset nu kommer fra”-leg.

Det er ærgerligt, for teknisk set er filmen ganske veludført, og den byder på velspillende skuespillere i form af Virginia Madsen, Kyle Gallner og ikke mindst Elias Koteas, der som en kræftsvækket præst næsten stjæler billedet.