[b]Storslået nonsens[/b]

Visse mener, at den australske filminstruktør Baz Luhrmann altid har vægtet stil højere end substans. Men når film er så visuelt og auditivt overdådige som Luhrmanns, siger det næsten sig selv, at alt andet end æstetikken vil virke underprioriteret – også selvom Luhrmann vitterligt er en dygtig historiefortæller. I “Romeo + Juliet” og “Moulin Rouge!” formåede instruktøren i dén grad at forkæle vores sanser samtidigt med, at han trak os igennem hele følelsesregistret. “Australia”, hans første film i syv år, er dog sværere at forsvare. For filmens karakterer er så overfladiske, dens historie så banal, og dens tone er så flakkende, at filmen ender med at engagere tilskueren omtrent lige så meget som facaden på et flot postkort.

Og den foranderlige tone er filmens akilleshæl. “Australia” vil virkelig gerne være et eventyragtigt melodrama med storslåede scenerier af samme størrelsesorden som karakterernes egoer – altså en slags moderne fortolkning af “Borte med blæsten”. Eller vil den det? Den vil tilsyneladende også gerne være en overspændt farce, hvor personerne opfører sig som bimse koffeinjunkies og forsøger at fremmane et grin hvert femte minut med ordene [i]”Død og kritte”[/i]. Og, hov… den vil i øvrigt også gerne anerkendes som en enormt seriøs skildring af aboriginernes kummerlige forhold og Australiens lidelser efter japanernes bombardement af nationen i 1942. At betegne “Australia” som [i]ujævn[/i] er en underdrivelse af astronomiske dimensioner.

Filmens problem er ikke blot, at den ofte skifter så hurtigt mellem at være overordentlig alvorlig og fuldstændig useriøs, at filmen kun ender med at fostre frustration og forvirring. Problemet er også, at hverken dens dramatiske eller komiske sekvenser fungerer efter hensigten. De (angiveligt) humoristiske indslag er oftest så hysteriske, at man trættes. Tjek bare det store slagsmål mellem Hugh Jackman og en gruppe racistiske bøller i starten af filmen. Det er plat slapstick af allerværste skuffe. Og Luhrmann bliver desværre aldrig træt af at få Nicole Kidman (i rollen som den stoiske, konservative brite Sarah Ashley) til at gyse over vildskaben i den uciviliserede, australske ødemark. Og når jeg siger [i]gyse[/i], mener jeg egentlig: [i]stirre chokeret og hyle som en enerverende brandalarm[/i].

Kidmans skamløse imitation af Vivien Leighs Scarlett O’Hara er simpelthen frygtelig. Senere i “Australia”, hvor filmen trods alt er faldet [i]lidt[/i] mere til jorden, får den dygtige skuespillerinde mere råderum til at demonstrere sit talent. Men til den tid har man for længst mistet al sympati for den forfængelige, støjende excentriker. Hugh Jackman er meget bedre som kvægdriveren Drover, men Mr. Karisma får ikke lov til at gøre meget andet end at understrege, hvorfor People Magazine kårede ham til “verdens mest sexede mand”, ved at spænde musklerne og knurre og smile i utallige nærbilleder.

Luhrmanns portræt af fortidens Australien har samtidig ikke godt af de mange forfærdelige computereffekter. Javist, de Oscar-nominerede kostumer og lamslående billeder af reelle locations er betagende, men ens koncentration afbrydes ofte, når man tydeligt kan se, at skuespillerne står i et studie med computergenererede rekvisitter foran en kunstig baggrund. Filmens bedste scene, hvor en lille knægt standser en flok rystede køer ved at synge, svækkes betragteligt af sekvensens unaturlige look. Den sentimentale kærlighedshistorie mellem Drover og Ashley er lakeret med sukker, og der hostes op med absolut ingen overraskelser undervejs. Afbildningen af japanernes luftbombardement savner desuden virkelig pondus. Hvor er Michael Bay, når man har brug for ham?

Opstøv hellere den fænomenale “Rabbit-Proof Fence”, hvis du vil vide mere om uretfærdighederne begået over for Australiens indfødte. For når “Australia” pludselig udvikler sig til en politisk klagesang, slynger den sine moralprædikener af sted i en vældig fart og uden overbevisning. Gad vist, om “Australia” ikke havde været mere letfordøjelig, hvis den ikke havde været tre år lang. Eller, hov… Jeg mente naturligvis tre [i]timer[/i]. Det er jo [i]historien[/i], som udspiller sig over tre år, men det er sgu let at begå den tanketorsk, når filmen er så langtrukken. Suk.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Ganske vist er filmens billedside ikke altid lige imponerende, men det er jo ikke just noget, man kan klandre BD-udgivelsens transfer for, hvilket til gengæld er fremragende. Kontrasten er til tider lidt flad – primært i studiescenerne, hvor de indimellem udvaskede nattehimler eliminerer al dybde i billedet. Men derudover har undertegnede kun superlativer tilovers for transferet. Billedet er aldrig tilnærmelsesvis uskarpt, farverne er smukke, og hverken utilsigtet støj, edge-enhancement eller komprimeringsfejl forekommer.

[b]Audio[/b]

Lydsiden formår langt bedre end den overmanipulerede billedside at overbevise os om, at vi faktisk befinder os i Australien og ikke i et eller andet filmstudie. Den auditive atmosfære er meget livlig, panoreringerne føles naturlige, og både replikkerne, musikken og høje og dybe toner kommer klokkeklart igennem. I sjældne tilfælde skruer diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor så højt op for LFE-kanalen, at lydsidens andre elementer overdøves en anelse.

[b]Ekstramateriale[/b]

Diskens to slettede scener er ligegyldige, men de i alt 118 minutters dokumentarer om Austrailen samt filmens stillfotograf, filmfotograf, kulisser, kostumer, lyd, redigering, locations, musik og effekter er alle både informative og underholdende. Man får en virkelig god fornemmelse af, hvor svært det var at skrue filmen sammen. Det er til gengæld meget sigende, at dokumentaren om filmens locations næsten kun viser billeder af Sarah Ashleys hus – formentlig fordi det var en af filmens få ægte af slagsen. Videomaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger en digital kopi af filmen, som man bl.a. kan smække på ens telefon eller MP3-afspiller.