[b]Jordens tredimensionelle inderside[/b]

Vi var vist var mange, der troede, at 3D med et par enkelte undtagelser ville forblive i 1950’erne, men ikke desto mindre er den tredje dimension nu tilbage for alvor og farer bogstavelig talt lige i hovedet på en i “Rejsen til jordens indre”.

Det sker faktisk kun få minutter inde i filmen, hvor Brendan Fraser svinger en yo-yo direkte mod lærredet, og man som publikum per instinkt dukker sig blot for at opdage, at man er blevet snydt. Yo-yoen er ligesom resten af filmen fotograferet med 3D-digitale kameraer og giver dermed en smag på en teknologi, som vi kan forvente at se meget mere af i fremtiden.

Historien er baseret på Jules Vernes klassiske roman, men er snarere en slags fortsættelse end en genfortælling. Den handler om forskeren Trevor Anderson, spillet af Fraser, der sammen med sin nevø opdager, at Vernes roman rent faktisk er baseret på rigtige begivenheder. I selskab med den kønne Hannah undersøger han sagen nærmere, indtil de alle tre uundgåeligt bliver fanget i den indre verden, der viser sig både at byde på ganske anderledes planter og dyreracer, hvoraf mange bestemt ikke er ufarlige.

Af alle Jules Vernes herlige historier er “Rejsen til jordens indre” måske den, der er ældet med mindst ynde, eftersom den i dag står som den mest åbenlyst forvrøvlede af hans fortællinger. Som fantasihistorie har den imidlertid bestemt stadig magt, og denne film er da også lavet som ren eskapisme. Handlingen og personudviklingen er minimal, og i stedet er al vægten lagt på de forskellige udfordringer, som de tre må overleve.

“Rejsen til jordens indre” er instrueret af Eric Brevid, der hermed får sin spillefilmdebut. At han har en fortid i special effects lader sig dårligt fornægte, og filmen føles da også langt hen ad vejen som en tur i et tivoli, hvor de forskellige forlystelser bliver vist en af gangen. Eftersom historien ikke indeholder en egentlig skurk, er hovedpersonernes eneste fjende de farlige omgivelser, der skiftevis prøver at tage livet af vore helte. Det ville utvivlsomt gøre oplevelsen dræbende kedsommelig i en konventionel film, men takket være 3D-gimmicken underholdes man alligevel, når dræberfisk, sten, dinosaurer og kødædende planter fare mod en, og man gentagne gange må undertrykke trangen til at dukke sig.