[b]En gang blandede bolsjer[/b]

Stand-up’er, radio- og tv-vært, teater-, film- og tv-skuespiller samt medforfatter på alverdens ting. Anders Matthesen var allerede et multitalent, inden han kastede energien over den tredobbelte rolle som hovedrolleindehaver, manuskriptforfatter og instruktør på filmen “Sorte kugler”.

Når nogen tager sådan et spring med stort set hele vægten på egne skuldre, kan resultatet meget vel blive helt fantastisk, eller omvendt kan det også gå fuldstændig galt. Begge dele er på en måde også sket her i denne meget ujævne film, som dog både indeholder virkelig fremragende elementer samt ting, der bare overhovedet ikke fungerer.

Historien er for så vidt den velkendte størrelse om egoisten, der skal forbedre sig. Ejendomsmægleren Alex Klein er en rigtig dum skid – ikke blot fordi han er ejendomsmægler, men også fordi hans mange drømme er brast under virkelighedens realiteter. Hans job, bolig og kærlighedsliv blev alle skuffelser, og nu sidder han i en lejlighed med en kæreste og et barn, som han knap nok orker at beskæftige sig med. Fuld af bitterhed og forsmåede følelser hævner han sig på sine omgivelser, som han spidder med lede, men rammende kommentarer, hver gang han bliver irriteret på dem. Hvilket vil sige ca. hver tredje minut.

Her er det så, at filmen knækker, da en trafikulykke bringer ham i koma, og han vågner op i en tilstand mellem liv og død, hvor han deltager i et quizshow, mens hans krop stadig befinder sig på operationsbordet. Af den overjordiske Lurifax, spillet af Søren Rislund, bringes Klein tilbage til en række af sine afgørende livssituationer og må nu lære af sine fejltagelser, hvis han vil vinde livet tilbage.

“Sorte kugler” trækker først og fremmest på Matthesens kvaliteter som stand-up-komiker, og de er heldigvis i god behold. Med vanlig evne til at levere replikkerne træfsikkert affyres spydighederne, når omgivelserne udsættes for et veritabelt bombardement af sarkastiske bemærkninger. Man ler med og er i sit stille sind taknemmelig for ikke at være indenfor de grove løjers rækkevidde. Hvis den komiske timing er i topform, så kniber det til gengæld meget med fornemmelsen for at holde plottet i omdrejninger, og handlingen stagnerer, efterhånden som de forskellige livslektioner skal læres. Snarere end et forløb med en fortællermæssig fremdrift føles kapitlerne som små pudsige ideer, der måske nok ville fungere som individuelle sketches, men som ikke udgør en særlig homogen størrelse.