Filmz
Bourne Identity, The

The Bourne Identity

Medvirkende:

Matt Damon, Franka Potente, Chris Cooper, Clive Owen, Brian Cox, Adewale Akinnuoye-Agbaje, Julia Stiles, Gabriel Mann, Walton Goggins, Josh Hamilton, Orso Maria Guerrini, Tim Dutton, Denis Braccini, Nicky Naude, David Selburg, Demetri Goritsas, Russell Levy, Anthony Green

Instruktør:

Doug Liman

Filmlængde:

118 minutter

Genre:

Action, Thriller

Bourne Identity, The

[b]A Franchise Is Bourne[/b]

Det lå i kortene, at “The Bourne Identity” ville blive en fiasko. Filmatiseringen af Robert Ludlums klassiske spionroman fik endelig premiere i juni 2002 – hele ni måneder senere end planlagt. Instruktøren Doug Liman havde overskredet budgettet med adskillige millioner dollars, og drejebogen blev jævnligt ændret under optagelserne, mens Liman og filmselskabet skændtes om filmens udvikling. Det så sort ud for filmen, Liman og også for hovedrolleindehaver Matt Damon, som forinden havde spillet hovedfiguren i to nedsablede flops på stribe: “All the Pretty Horses” og “The Legend of Baggar Vance”. Damons karriere kunne næppe overleve endnu en fuser. Men imod alle odds blev “The Bourne Identity” et verdensomspændende megahit, som vandt kritikernes gunst.

[image=42232]

Selvom “The Bourne Identity” siden hen er blevet overgået af sine to overlegne fortsættelser, er det stadigvæk en fremragende thriller, der er bedre end mange af sine andre artsfæller – først og fremmest fordi den tager større hensyn til sine karakterer end ramasjang og tjubang. Nu er det efterhånden blevet fashionabelt at producere film om troværdige, fejlbarlige antihelte på grund af Bourne – ja, selv James Bond kan man næsten relatere sig til efterhånden. Men tilbage i 2002 var den gængse actionhelt et fejlfrit overmenneske med adgang til alt fra utømmelige patronhylstre til usynlige biler. Bourne var et frisk pust – en helt, der satte sin lid til kløgt og fornuft og ikke diskede op med sin pistol ved enhver given lejlighed. De færreste af os har hukommelsestab eller evnen til at sparke røv ligesom Bourne, men vi kan relatere os til karakterens medmenneskelighed og brister.

Bourne er en mand plaget af hukommelsestab, som jages af ordensmagten og CIA tværs igennem Europa, mens han prøver at hitte ud af, hvem han egentlig er, og hvorfor han forfølges. Den karismatiske Matt Damon har virkelig gjort rollen til sin egen. Med små verbale og fysiske gestikulationer lader skuespilleren os ane den rasende konflikt mellem Bournes gamle, aggressive identitet og hans nye, fredsommeligere jeg. Indimellem injicerer han også en tilpas dosis humor i sin præstation. Tyske Franka Potente (bedst kendt fra Tom Tykwers herlige “Lola rennt”) gør det glimrende som Bournes flamme Marie. Nogle finder det utroværdigt, at Marie falder for den gådefulde Bourne, men Potente og Damon har en god kemi, og hun er jo også en forvildet sjæl, som rejser verden tyndt for at opnå sindsro og en mening med tilværelsen. Hun genkender tydeligvis en del af sig selv i Bourne, og det er en fornøjelse at overvære deres kærlighed blomstre.

[image=42237]

Chris Cooper og Brian Cox er strålende som to højtstående CIA-agenter, der forsøger at opspore Bourne. D’herrer er veloplagte og nyder tydeligvis især at slynge fornærmelser efter hinanden. Clive Owen efterlader også et varigt indtryk, selvom han kun medvirker i få minutter i rollen som en koldblodig, toptrænet dræber i hælene på Bourne. Adewale Akinnuoye-Agbaje er til gengæld rædsom som en afrikansk diktator, der nager CIA. Hans vanvittigt karikerede præstation ville formentlig have virket aparte selv i en bindegal farce. Men ud over Akinnuoye-Agbajes indsats er der kun få uheldige indslag, som får filmens forfriskende troværdige verdensbillede til at krakelere – såsom en grinagtig bemærkning under filmens centrale biljagt og brugen af Paul Oakenfolds pompøse technomusik under selv samme sekvens. Og slutningen savner i øvrigt pondus.

Selvom historien jævnligt springer frem og tilbage mellem Bourne og Maries rejse og CIA’s efterforskning, formår Liman alligevel at vedligeholde en aura af mystik omkring filmens helt, således at vi aldrig ved meget mere om Bourne end Bourne selv, hvilket kun gør historien endnu mere gribende. Og den spændende historie komplementeres af et par veliscenesatte actionsekvenser, hvor det nervepirrende opgør mellem Bourne og Owens karakter konstituerer den bedste af slagsen. Men i sidste ende er det de multidimensionale karakterer, forholdene imellem dem og Bournes uforudsigelige søgen efter svar, der engagerer os. “The Bourne Identity” er måske nok trilogiens svageste led, men med seriens tårnhøje standarder in mente er det absolut ikke nogen trist kendsgerning.

[image=42240]

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.35:1. “The Bourne Identity” har et køligt, men flot look, der gengives fornemt af dette HD-transfer. Edge-enhancement forekommer sjældent, og transferet plages aldrig af snavs, udtværing eller komprimeringsfejl. Grynniveauet er tilpas, og både kontrast- og farvegengivelsen er upåklagelig.

[b]Audio[/b]

“The Bourne Identity” er ganske vist fra 2002, men diskens engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix er trods alt et af [i]dette[/i] års bedste lydspor. Dialogen kommer klokkeklart igennem via centerhøjtaleren. Dynamikområdet er gigantisk, lydeffekterne leveres immervæk med tilstrækkelig punch, og den auditive atmosfære er livlig og forførende. John Powells musik får for alvor også lov til at folde sig ud – tjek blot scenen i kapitel 9, hvor den panorerer fra højtaler til højtaler på fantastisk vis. Og der er mange, mange andre fornemme panoreringer.

[image=42239]

[b]Ekstramateriale[/b]

Instruktør Doug Liman har indtalt et spændende og oprigtigt kommentarspor. Liman er god til at gennemgå sine intentioner og tilblivelsen af de forskellige scener. Mod slutningen af filmen holder han nogle lange pauser, og filmmageren taler desværre ikke så meget om bøvlet mellem ham og filmselskabet, som man havde håbet. Når diskens U-Control-funktion aktiveres, præsenteres man for et væld af interviews, videoklip, tekstlig info mm., mens filmen kører.

Yderligere 92 minutters udmærkede (men indimellem overfladiske) interviews og dokumentarer er inkluderet. De 18 minutters slettede scener er fascinerende (især den alternative slutning, der blev skudt på grund af 9/11), men middelmådige. Musikvideoen til Mobys “Extreme Ways” medfølger også. Videomaterialet præsenteres i 480p. Man kan desuden bogmærke ens favoritscener, og hvis ens afspiller er tilkoblet internettet, får man adgang til adskillige trailere og et muntert Bourne-kortspil, og man kan diskutere filmen med andre og indspille samt dele ens eget kommentarspor til filmen.

Kort om filmen

En tilsyneladende død mand fiskes op af havet af italienske fiskere. Kroppen fuld af kugler. Under huden ved hans hofte, finder en af fiskerne et lille indopereret metalhylster, der rummer et kontonummer til en schweizisk bank.

Manden har ingen fortid, ingen han kan huske, for han har mistet hukommelsen. Han finder hurtigt ud af at han taler en hel del sprog, og er ret ferm til at neutralisere folk.

Han vælger at følge op på det eneste spor, der kan kaste lys på sagen – bankkontoen i Schweiz. I banken får han udleveret en metalkasse da han forespørger på kontonummeret. I metalkassen finder han sit rigtige navn: Jason Bourne. Desuden finder han en række pas fra forskellige nationaliteter, alle med hans billede på, samt valuta og en pistol.

Hvad han ikke ved er at Jason Bourne er dødsdømt. Spioner for den amerikanske regering er efter ham. Bourne må nu finde sin fortid, men han risikerer derved at miste sin fremtid.

Ads by MGDK