[b]Tour de Rourke[/b]

Den nye Marlon Brando, en løbsk rebel, [i]comeback-kid[/i]. Kært barn har mange navne, og Mickey Rourke har båret dem alle igennem en uforudsigelig tumultarisk karriere. Enspænderen Rourke startede og toppede som skuespiller i årtiet domineret af neon, yuppier og Guns N’ Roses, 1980’erne. I takt med at grunge fra Seattle skubbede Axl Rose ud i kulden, faldt Rourke og hans filmkarriere, ligesom Berlinmuren, i grus. 1990’erne slukkede og lukkede definitivt for Rourkes tid i spotlyset – troede vi. Nu, på behørig afstand fra lugten af teen spirit, rejser den faldne kæmpe sig fra den filmiske glemsel i Darren Aronofskys “The Wrestler”. En film om en nedslidt wrestler, der havde sin storhed i 80’erne, men nu igen forsøger sig med et sidste comeback – sagde nogen selvbiografi?

Randy ‘The Ram’ Robinson er en afdanket wrestler, der med sit lange affarvede hår og sin solbrune krop hører til i en anden tid. En tid, hvor USA var de gode og Iran de onde, hvor ens læge ikke var inder og de steroider, man tog, ikke var fremstillet i Kina. Randy deltager stadigvæk i små lokale kampe for småpenge, der skal betale huslejen til traileren suppleret med penge fra jobbet i det lokale supermarked, hvor Randy går under det mere borgerlige navn Robin Radzinski. En dag vender lykken imidlertid, idet Randy tilbydes en revanchekamp imod sin gamle rival fra 80’erne ‘The Ayatollah’. Inden ‘The Ram’ når så langt, siger det gamle wrestlerhjerte imidlertid stop, og en bypassoperation sår tvivl om muligheden for det store comeback. Den blotte tanke er gruopvækkende for en mand, der ikke kan andet end at wrestle, og hvis eneste bekendtskab i den virkelige verden er den strippende alenemor Cassidy.

Darren Aronofsky har med sin fortælling om den sympatisk hårdtprøvede wrestler Randy lagt nyt alen til sit renomé som nyskabende billedskaber. Gennembruddet “Requiem for a Dream” blev rost og ristet for sin formfuldendthed og formfiksering, hvor indholdet agerede marionet for formen. Dette forhold vendes med “The Wrestler” 180 grader, der glimrer med sin nærmest dokumentariske autencitet, der sikres igennem ledsagende håndholdt kamera og en nedtonet fraværende lydside. Det, der i stedet får lov at fylde, er Mickey Rourkes intenst rørende portræt af en gammel kæmpe, der har mistet fodfæste i en hektisk verden og derfor klamrer sig til nostalgien og drømmen om dengang.

Som Rourkes kvindelige modstykke er Marisa Tomei mere end en værdig medspiller, der som stripper tjener ind til at opretholde håbet om en bedre fremtid for sin søn og sig selv. Uden at falde balanceres der filmen igennem overbevisende imellem knugende vedkommende socialrealisme og lun underspillet humor, som når Randy velmenende kejtet skråler med til tonerne af Guns N’ Roses på sin kærligt komiske bodegadate med Cassidy, eller Pam, som hun hedder med tøj på.

På trods af at wrestling er en showsport og dermed aftalt spil, så er der ikke noget falsk over “The Wrestler” og hovedpersonen Randy, der ganske vist har et svagt, men ægte hjerte. Hjerteproblemerne tvinger Randy til at lægge det liv, han lever livet i ringen, på hylden og genopfinde sit liv uden for ringen som den almindelige Robin, der dårligt kan betale huslejen. Det liv og den virkelighed er hård, særligt når man som Randy ikke har levet det liv i en evighed og stadigvæk er afhængig af mønttelefonen. Både Randy og Cassidy gemmer sig bag deres identitet fra ringen, eller stangen om man vil, hvor de som sårede dyr beskytter sig fra den verden, hvor Robin og Pam har så svære kår. Begge er de repræsentanter for en truet dyreart, den Springsteenske arbejder, der er kuet i en globaliseringsglad verden. Et folkefærd, der længes tilbage til en mere simpel tid, hvor der stolt kunne gjaldes [i]USA USA USA![/i] når den amerikanske helt Randy havde nedlagt den onde iranske Ayatollah med sit frygtede ram jam.