[b]Brothers in Arms[/b]

Den amerikanske skuespiller Ed Harris og hans danske discipel Viggo Mortensen mødte oprindeligt hinanden under optagelserne til David Cronenbergs brutale “A History of Violence”, og det møde er der åbenbart kommet noget sød musik ud af. I hvert fald har samme Harris nu udvalgt åleslanke Mortensen til en hovedpart i sit forsøg ud i westerngenren – “Appaloosa” – en film, han i øvrigt også selv medvirker i.

Helt ligesom i de arketypiske westerns er uret stillet kraftigt tilbage. Faktisk befinder vi os i det herrens år 1882, hvor nybyggeriet blomstrede, og lovløsheden mange steder herskede. I New Mexico lå dengang – i hvert fald i fiktionens rum – den undseelige by Appaloosa, som i en periode var underlagt storforbryderen Randall Braggs hårde jerngreb. Han bliver spillet nådesløst af Jeremy Irons, og ingen af lokalsamfundets borgere kan øjensynligt se sig fri for hverken ham eller hans mænds mange chikanerier, røverier og voldelige overfald. Det faktum vil byens top imidlertid gøre op med, og foranlediget af rovmordet på den siddende sherif og hans to assistenter hyrer de derfor de to dusørjægere Virgil Cole og Everett Hitch – spillet af henholdsvis Harris og Mortensen – til at håndhæve lov og orden i den udsatte by.

Bag sig har de to et mangeårigt venskab, hvor de altid har kunnet regne med hinandens gøren og laden. Det har især været en livsvigtig faktor under de mange skuddueller, som de to er havnet i fra tid til anden, men indtil videre er sluppet helskindet fra. Som handlingen skrider frem, kommer en kvinde dem imellem, da den frivole enkefru og pianistinde Allison French kommer til byen, og det udsætter dem for en unødig risiko. Hendes blotte tilstedeværelse sætter nemlig griller i hovedet på de to ungkarle og en hvilken som helst viril mandsperson, hun møder på sin vej, om end Cole i første omgang ser ud til at tage det stik hjem.

“Appaloosa” er en rutinepræget film om de traditionsbundne ærer og dyder i det rå og støvede vesten, hvor livet var hårdt, men nogle gange også nådeløst kort. Men det er også en film om venskabsbånd og loyalitet, om tillid og bedrag, særligt når sidstnævnte sætter de øvrige træk på alvorlige prøver. Randall Bragg accepterer naturligvis ingenlunde, at hans mænd arresteres, nedskydes på åben gade eller på anden måde kompromitteres af Cole og Hitch, og derfor sætter han hårdt mod hårdt. Det slette og forsagte spil bliver toneangivende og er øjensynligt optakten til et endeligt opgør, der vil kræve både blodsudgydelser og lig i de ujævne gader. Desværre bliver det aldrig med en grad eller voldsomhed, der kan imponere eller siges ikke at være set tidligere. Det er formentlig heller ikke Harris’ dagsorden.

Det er derimod skitsen af mandens hvileløse natur, hvor den typiske mand efter datidens normer var rodløs og ikke kunne slå sig til ro. En gang imellem skete det alligevel. Allison bliver Coles udkårne og derfor også direkte part i opgøret med Bragg, der forstår at sætte tingene på spidsen, både i forhold til mændenes emotionelle følelsesridt, men også i forhold til den aktuelle situation, hvor diplomatiet er et fremmedord. Ed Harris har før stået både foran og bagved kameraet på samme tid. Det skete, da han leverede det anmelderroste portræt af den amerikanske maler Jackson Pollock i filmen af samme navn. Helt samme prægnans får “Appaloosa” trods vellykkede passager ikke.

Trods potentialet er det ikke til at komme uden om, at “Appaloosa” rammer en småkedelig og ligegyldig tone. Måske fordi man aldrig for alvor fascineres af de bærende karakterer, og måske fordi handlingen ikke er voldsomt spændende og lige så godt kunne have fundet sin brugbarhed i en nutidig indpakning. Bevares. Skuespillet fra de implicerede aktører er veloplagt og indlevende. Men det er desværre ikke nok, når resten af ingredienserne trods en velanlagt stemning ikke står distancen. Der er simpelthen ikke nok krudt og kugler og for megen dvælen i sødsupperomantik.

[b]Video[/b]

“Appaloosa” præsenteres i et skarpt udseende anamorphic widescreen 2.40:1-format, som tager sig glimrende ud. Der er ikke nævneværdige tilfælde af hverken edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, og både farvetemperatur og kontrast er stabile faktorer. Enkelte steder kan blødhed dog opleves.

[b]Audio[/b]

Også de to engelsksprogede Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor gør sig godt. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, mens atmosfæren er detaljerig og musikken ikonisk. Samtidig lægger filmen qua sin genre op til vellykkede lydpanoreringer og distinkte lydeffekter. Og dem er luften da også tyk af. Heldigvis.

[b]Ekstramateriale[/b]

Udgivelsens ekstramateriale er alsidigt, men kortvarigt. Igennem et kommentarspor med Ed Harris og manuskriptforfatter Robert Knott debatteres filmen, fortællingen, karaktererne og tidslommen. Det samme gør sig gældende i de fire mindre indslag med interviews med skuespillerne og holdet bag. Som et supplement er en mindre portion fraklippede scener, men herudover er der ikke mere at komme efter.