Med sin nye film “Star Trek” har instruktøren J.J. Abrams sat nyt liv i Star Trek-franchisen og skabt årets første vellykkede actionepos, der uden tvivl vil udløse flere efterfølgere. Trods et par skønhedsfejl er filmen et gedigent eventyr, der ikke lader tilskueren gruble alt for længe over et lidt for velkendt plot. I Abrams’ hænder brager “Star Trek” af sted med Warp-hastighed, og man kan kun se gispende til.

Abrams har med sine forfattere besluttet at starte forfra, ligesom vi har set det med James Bond. I en stærk og visuelt forrygende prolog er vi vidner til, at James T. Kirk bliver født i kampens hede, hvor hans egen far må ofre sig selv for at redde sin besætning fra en hævngerrig romulaner kaldet Nero. Neros motiver involverer et tidsparadoks, og mere røber jeg ikke her. Selvom den faderløse Kirk udvikler sig til en uregerlig ballademager, lader han sig rekruttere til stjerneflåden, hvor han hurtigt både imponerer og bekymrer med sin dristighed. Sideløbende har vi Spock, der som halvt menneske og halvt Vulcan søger identitetsafklaring i flåden. De to figurer udgør den centrale kerne i filmen, hvorfor de naturligvis krydser hinandens veje sammen med en række andre velkendte figurer fra serien. Filmens tempo er højt, og der går derfor heller ikke lang tid, før rumskibet Enterprise skyder afsted for at komme universet til undsætning, da den blodtørstige Nero truer med at gøre det af med både Jorden og planeten Vulcan.

Herfra udvikler filmen sig af genkendelige spændingskurver. Farten er høj, smilet er bredt, og hjernen er slået fra. Og dog. For “Star Trek” er sat tilpas fermt sammen til at tilskueren er solidt underholdt hele tiden og ikke forstyrres alt for meget af filmens komplicerede tidsparadokser og et par narrative forsømmelser. Abrams forstår at fortælle en historie i høj fart. Der er masser af glimt i øjet, og det er en fornøjelse at være i selskab med Enterprises besætning henover de ca. to timer, filmen varer. Når filmen er så vellykket, hænger det også sammen med, at den ikke forudsætter kendskab til den oprindelige serie – men alligevel er der flere nik til kendere af den tidligere serie.

“Star Trek” skyder af sted som et smukt fartøj, man kun kan lade sig opsluge af. Visuelt er filmen forrygende flot og med fare for at rage uklar med Trekkies, så er designet alene – fra kostumer til rumskibe – forgængerne langt overlegent. Actionscenerne er behændigt sat i scene og effekterne upåklagelige. I nærmest Michael Bay-ånd har Abrams udviklet sin egen reflekterende lys-æstetik. Ind imellem er det lidt i overkanten, men flot ser det sgu ud.

I mange henseender er “Star Trek” frustrerende tæt på at være en lille genistreg inden for actiongenren. Når filmen ikke helt opnår topkarakterer, er det fordi den desværre er forsynet med et par svagheder. Specielt i sidste akt giver det høje tempo ikke plads til, at situationens alvor kan synke ind hos tilskueren. Det primære ankepunkt er Eric Banas fæle skurk Nero, hvis hævnmotiver kun gengives ganske overfladisk. Bana gør virkelig, hvad han kan, men motivet for hans vrede får ikke den fornødne opmærksomhed, hvorfor den trussel, han udgør som tragisk skurk, heller ikke står så stærkt eller gribende i filmoplevelsen, som man kunne have håbet på.