[b]Et satans mesterværk[/b]

Lars von Triers “Antichrist” indkasserede nogle særdeles voldsomme reaktioner i Cannes, og når man selv ser værket, er det ikke ligefrem svært at se hvorfor. Jeg opfatter mig selv som rimelig hårdhudet, når det kommer til film, men jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har været så gennemrystet af en filmoplevelse som “Antichrist”.

Fra filmens første øjeblikke er det en ekstrem virkelighed, vi præsenteres for. I usandsynligt smukke sort-hvide billeder ser vi et ægtepar, spillet af Willem Dafoe og Charlotte Gainsburg, i hed elskov i badeværelset, mens Händels operamusik fylder lydsiden. Det ville alt sammen være meget romantisk og poetisk, hvis ikke at der samtidig blev krydsklippet til deres lille barn, der er på vej ud af vinduet, samt til mandens erigerede lem, der pumper lystigt løs. Præcis med den strategi angriber Trier gentagne gange scenariet i “Antichrist”, hvor ekstrem sex og vold sendes mod tilskueren i en lind strøm, der får sanseapparatet til at overbelaste, mens man mentalt forsøger at skille de to ting ad.

Barnet falder i døden, og hustruen efterlades i et mentalt sammenbrud, men da manden er terapeut, påtager han sig opgaven at bringe hende ud af krisetilstanden. Som led i behandlingen opsøger de det sted, som hun frygter allermest: Et sted ude i skoven kaldet “Eden”.

Man bør ikke behandle en person, der står en for nær, og man må frem for alt ikke gå i seng med sin terapeut, men begge advarsler ignoreres her, og opholdet udvikler sig hurtigt til en kamp mellem kønnene, mens virkeligheden begynder at blive tiltagende forskruet, og de begge hjemsøges af særdeles foruroligende drømmesyn. På trods af lidelserne holder filmen dog samtidig sin tilskuer på en vis afstand af begivenhederne og krydrer endda undertiden hændelserne med noget grovkornet sort humor. De deciderede chokscener i filmen er fåtallige, men til gengæld er stemningen særdeles angstfremkaldende, og man mærker næsten, hvordan filmen tapper ned i underbevidsthedens store lager.

Visuelt lægger Trier her de sidste rester af dogmebølgen bag sig og vender tilbage til et næsten abstrakt udtryk, der vækker minder om hans “Europa”. De afsindig flotte billeder i “Antichrist” er filmet af Anthony Dod Mantle (der vandt en Oscar for “Slumdog Millionaire”) med digitale kameraer, der giver filmen en total unik fremtoning. Skoven ser uvirkelig og urovækkende kunstig ud, og takket være et fuldstændig betagende poetisk billedsprog overvældes man gentagne gange.