[b]Med sulten som våben[/b]

Filmhistorien er efterhånden rig på eksempler, hvor skuespillerne må undergå en enorm fysisk transformation for at gøre en rolle troværdig og til tider uforglemmelig. Tænk bare på Robert De Niro i “Raging Bull”, Christian Bale i “The Machinist” og Tom Hanks i “Cast Away”. Michael Fassbinder som den politiske IRA-fange Bobby Sands i den nye, prisvindende film “Hunger” føjer sig ubesværet til denne liste og leverer en af de mest uforglemmelige, fysiske skuespilspræstationer i dette årtusinde.

Vi befinder os i 1981 i Storbritannien, hvor IRA stadig var særdeles aktive i deres kamp for selvstændighed, og Storbritanniens [i]Iron Lady[/i], Margaret Thatcher, svingede sin jernnæve over dem, hun så som værende en trussel mod den gamle kolonimagt. I fængslerne kæmper IRA-fangerne for at få status som politiske fanger ved at nægte at bære uniformerne, gå i bad, og i det hele taget gør de alt for at modsætte sig og besværliggøre arbejdet for fangevogterne.

Dette ses tydeligst, når fangerne dekorerer deres fængselsceller med ekskrementer og andet godt, så det næsten får et fængselsophold i Somalia til at minde om en wellness- ferie. Midt i al denne kaos og undertrykkelse befinder filmens hovedperson sig – Bobby Sands, en IRA-fange, der har fået nok af ikke at blive hørt. Han iværksætter derfor en sultestrejke, der skal få omverdenens øjne op for den brutalitet, de lider under. [i]”Det er jo selvmord,”[/i] er der en præst, der siger til ham, da Sands betror ham sin plan om at lide martyrdøden. [i]”Du siger, det er selvmord. Jeg ser det som mord. Sådan er vi så forskellige.”[/i]

“Hunger” er en barsk fortælling om at dø for det, man tror på, men også med moralen om at i en kamp er der altid to tabere, aldrig nogen rigtig vinder. Det kan godt være, at vagterne har overtaget i fængslet, men de lever et liv i frygt for at blive udsat for et attentat, og de psykiske ar, de får indenfor fængslets mure, heler aldrig. Dette illustreres bedst i en scene, hvor politiet gennembanker fangerne i et voldsorgie, mens der allerlængst til højre i billedet står en hulkende vagt og gemmer sig.

Samtlige scener er blottet for musik, der bliver ikke sagt særlig meget undervejs, og når der endelig gør, sker det i en 17 minutter lang kameraindstilling, hvor præsten og Bobby Sands sidder overfor hinanden og snakker, uden der på noget tidspunkt bliver klippet. Det vil nok få nogen til at tage en blunder, men det er en pointe i sig selv at skildre de barske realiteter så nøgternt og med så stor tålmodighed. Netop fordi filmen dvæler ved billederne og de uhyrligheder, der fandt sted i det fængsel for så mange år siden, så rammer den også det hårdere og sætter sig bedre fast. Og så er det altså imponerende og prisværdigt, at Michael Fassbinder lader sig udsulte, gennembanke og klippes med sløve sakse i kunstens navn.