[b]Stridens land[/b]

Det er ingen sag at finde skurke i den tilsyneladende endeløse konflikt mellem Israel og Palæstina – det er langt sværere at pege på heltene. Ligeledes er det kun alt for let at glemme, at de fleste mennesker i områderne er ganske almindelige personer uden den mindste smag for myrderierne, men som blot ønsker at være i fred.

Nogle af dem kommer i fokus i “Citronlunden”, der bidrager med at bringe nuancer i de forsimplede billeder af virkeligheden, som vi præsenteres for på tv-skærmen. Her findes der både sympatiske og usympatiske mennesker på begge sider af konflikten, selvom der ingen tvivl er om, hvem der henholdsvis lille og storebror i magtforholdet.

I centrum af fortællingen står enken Selma, som er den stolte ejer af en citronlund, der ligger på den palæstinensiske side af hegnet. Her har familien plukket citroner i al fredsommelighed gennem 50 år, men da den Israelske forsvarsminister flytter ind i et fornemt hus på den anden side, vurderes lunden at være en sikkerhedsrisiko, eftersom den kan tjene som skjul for palæstinensiske terrorister. Den beordres dermed prompte fjernet. Selma, der ganske vist knap nok kan leve af marken, men som er følelsesmæssigt bundet til den, nægter imidlertid at bøje sig, og ved hjælp af en ung advokat kan et juridisk slagsmål gå i gang.

Filmen har den bemærkelsesværdigt smukke Hiam Abbass, som vi sidst så overfor Richard Jenkins i “The Visitor”, i hovedrollen, og hun skærer ligeledes en stærk figur her som den viljefaste enke, der ikke vil lade sig kue. Hendes udfordringer bliver dog ikke kun det israelske system, men også det arabiske patriarkalske samfund, hvor de mandlige ledere ikke yder megen opbakning andet end af fastslå, at hun naturligvis ikke må tage imod den kompensation som de israelske myndigheder tilbyder. For man tager jo ikke mod jødiske penge.

På den anden side af hegnet er forsvarsministeren og ikke mindst hans kone, der kun føler sympati med Selma, men er tilbageholdende med at udfordre efterretningstjenesten. Da retssagen begynder, bliver det da også påfaldende, at selvom retssikkerheden er tilstede, så fører sikkerhedshensynet lynhurtigt til tyranni. Det øjeblik, det bliver nævnt, er alle andre hensyn af mindre betydning.