Med “Mine aftener i paradis” inviterer den sicilianske filmmagiker Guiseppe Tornatore indenfor til et regulært stykke filmhistorie, når han igennem sit alter ego, den midaldrende instruktør Salvatore, eksekverer barndomsminderne som filmoperatør i den lokale biograf i lillebyen Giancaldo på Sicilien.
[image=41848]
Men helt selvstyrende er biografen nu ingenlunde. Den katolske kirkes magt er ikke til at komme udenom, og den lokale præst har også sit at skulle have sagt, når det vedrører de mange filmfremvisninger. Derfor udøver han hårdhændet censur, for der er jo grænser for, hvad de troende kan udsættes for, og selv det mest uskyldige kys har derfor svært ved at finde vej gennem præstens uforsonlige nåleøje. Men en voldsom brand i biografen varsler nye tider, da Alfredo både vansires og bliver blind, og Salvatore bliver derfor det oplagte valg til at tage over i operatørrummet. Stille og roligt lempes mere vovede scener ind i biografens mørke. Det er bestemt nye tider, da den totalt renoverede biograf atter slår dørene op.
[image=41846]
Dramaet er intakt, humoren smittende og fantasien sprudlende. Alt går simpelthen bare op i en højere enhed, og alt lykkes for Tornatore i en film, der må og skal betragtes som instruktørens hovedværk, og som på dragende vis indkapsler hovedtrækkene i filmhistorien, men også i moderne europæisk historie som sådan. “Mine aftener i paradis” viser et underholdende og lystigt, men også alvorstungt billede af livet i al sin skinbarlige virkelighed. Siden barndomsårene bryder Salvatore igennem som feteret filminstruktør og informeres undervejs om sin gamle lærermesters død. Rejsen tilbage til barndommens dal for at deltage i begravelsen er imidlertid brolagt med prøvelser og er lidt af et emotionelt cirkus. Årene er som bekendt gået, og mangt og meget er passeret.
[image=41845]
Visuelt præsenteres “Mine aftener i paradis” i et anamorphic widescreen 2.35:1-format, som filmens alder taget i betragtning holder sig på det jævne. Looket er støvet, ligesom uskarpheder og blødheder bestemt ikke er en sjældenhed. Der kan desuden opleves udsving i både farvetemperatur og kontrast, mens digitale forstyrrelser, edge-enhancement og udtværinger til gengæld ikke forekommer.
[image=41844]
Det italiensksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor kredser fortrinsvis om systemets forreste højtalere. Dialogen er generelt tydelig, men virker indimellem en smule mudret. Overstyringer er der derimod ingen af, og det stemningsfulde score stemmer på fortræffelig vis i med sine fyldige strygere. Underneden er atmosfæren passende, mens effektlyde som sådan kun forefindes i begrænset omfang.
[image=41847]