[b]W for Washington[/b]

Med kendskabet til den nu forhenværende præsident George W. Bushs fordækte fortid med sprut, stoffer og letlevende kvindfolk i lange baner i baghovedet, er det fuldt forståeligt, at selvsamme personage i desperation og med alle tænkelige midler i brug forsøgte at bremse Oliver Stones “W.”. Den tegner nemlig et langt fra idoliserende portræt af amerikanernes tidligere førstemand, der gennemlevede to mildest talt kritisable perioder i Det Hvide Hus.

I filmen, der i øvrigt har været under anklage for at låne lovligt meget fra det hjemlige eksperimentalteater Mungo Parks stykke om samme person, lægger Oliver Stone bestemt heller ikke fingrene imellem. Den yngre Bush fremstilles som bundløst ubegavet, bondsk og det, der er væsentligt værre. Også i farens øjne er han et stykke ad vejen en dåre, der har svært ved at se livets realiteter i øjnene igennem tågerne af alkohol og tobak garneret med en livsførelse i al for høj fart. Det var tydeligvis til farmands irritation, fordi sønnike konstant skulle reddes ud fra spjældture for mindre forseelser. Og det kunne skade seniors på det tidspunkt verserende præsidentkampagne.

Stone vælger imidlertid ikke kun at svælge i den fjerne fortid. Der skeles nemlig også til de nyligt overståede år med en rådvild præsident, der ofte havde svært ved at finde den rette grimasse frem og her fremstilles som famlende, utroværdig og til fare for den verdensfred, han efter eget udsagn forsøgte at redde fra terrorismen og ondskabens akse. Alt sammen naturligvis i frihedens navn. Det kan så diskuteres, om verden rent faktisk er blevet et bedre og friere sted at være i den tid, hvor amerikanernes 43. præsident var rorstyrer og dermed agerede verdens politibetjent. Stones konklusion synes utvetydigt at mene det modsatte.

Det er den sublime Josh Brolin, der her er udset den tvivlsomme ære at skulle spille hovedrollen. Brolin er igen overbevisende og forstår på uforlignelig facon at tegne et nøgternt og præcist udtryk helt ned i de mindste detaljer og på et plan, så man skulle tro, at det rent faktisk var Bush, som spillede sig selv. Men i modsætning til Ronald Reagan, så har der – desværre – ikke vist sig at være skuespil over Bushs fremtoning. Han har, hvor grotesk det end har måttet synes, stået ved sine meningers mod.

Undervejs ruller lavinerne i både ungdomsårene og i voksenlivet, hvor familiestridigheder, rigdom og vælde samt en patriarkalsk faderfigur øver kraftig indflydelse på og former den Bush, verden nok kom til at kende, men bestemt ikke kom til at holde af. I den bredeste offentlighed har manden bag navnet været mål for utallige latterliggørelser, og flest har formentlig fokuseret på ekspræsidentens manglende evner i det talte sprog. Det være sig i interviews, taler og andre offentlige ytringer – eksemplerne har været talrige. Og den mulighed lader Stone naturligvis ikke sin næse gå forbi. Det giver anledning til en række komiske bataljer i løbet af “W.”, hvor det er umådeligt svært at finde en grimasse, der kan passe.

“W.” har svært ved at komme ud af starthullerne, men kommer efterhånden op i omdrejninger og er her et fortræffeligt billede af et usympatisk og notorisk dumt svin par excellence, men også af en personlighed, der trækkes rundt i manegen af de kyniske magtens korridorer, der ligger bag. Magt, olie, økonomisk indflydelse og religion er de styrende faktorer, som gør sig gældende i præsidentembedet. Det er forståeligt, at George W. Bush er den mindst vellidte præsident igennem tiden. Skal der findes noget som helst positivt at sige om ham blandt alt det negative, må det være, at han trods alt var og er en farverig person. Det foruden var denne film nok slet ikke blevet til.

[b]Video[/b]

Filmen præsenteres i et skarpt udseende anamorphic widescreen 2.35:1-format. Der er ikke eksempler på hverken edge-enhancment, digitale forstyrrelser eller udtværinger af nogen art, mens myrer i enkelte mørkere scener forekommer. Derudover er både kontrast og farvetemperatur helt igennem solide, og alt i alt er der her tale om et fortræffeligt transfer.

[b]Audio[/b]

Også det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor gør godt væsen af sig. Dialogen er tydelig og skæmmes ikke af overstyringer, mens atmosfæren bevæger sig underneden og udstråler en stor detaljerigdom. Underlægningsmusikken er velvalgt og de tilstedeværende effektlyde velproportionerede.

[b]Ekstramateriale[/b]

Udgivelsen rummer ud over enkelte trailere ikke ekstramateriale.