[b]Pigen og kameraet[/b]

Den århusianske filminstruktør Aage Rais-Nordentoft har fortrinsvis gjort sig bemærket for sine velfungerende skildringer af de barnlige og ungdommelige universer. Ikke mindst er “2 ryk og en aflevering” en vellykket en af slagsen, der har fin føling med ungdommens vår. Mere alvorstung er seneste skud på stammen, om end ungdommelig naivitet stadig er til at føle på i den periodevis ufravigelige “Mollycam”.

Scenariet udspiller sig i en forstad til Århus, hvor kæresteparret, den 17-årige Molly og den noget ældre Sako, fjoller rundt, elsker og hader, kysser og slås. Den del er imidlertid kun vist i fragmenter fra primitive videooptagelser foretaget på Mollys lommekamera, mens hovedhandlingen udspiller sig et andet sted. Her er vi nemlig på politigården, hvor de begge er til afhøring, men hver for sig. Årsag: Hun har meldt ham for voldtægt. Men hvem har ret? Det er nok særligt svært at afgøre i sager, hvor det drejer sig om skæbner med stærke følelser i klemme. Derfor giver det også sagens beskikkede politibetjent Jens grå hår i hovedet, i hvert fald indtil han konfiskerer Mollys mange videooptagelser af mere eller mindre lødig karakter for at finde frem til sagens rette sammenhæng.

Molly er en ung, naiv og sårbar teenager, og som så mange andre på hendes alder tillægger hun udseendet stor betydning. Med hendes baggrund har hun ikke de store muligheder, og det ligger derfor også i hendes kort, at hun møder en brutal og noget ældre fyr som Sako, der måske nok udnytter hendes manglende dybde. Om han ligefrem kan tiltales for voldtægt er så en helt anden sag, og selv om den unge mand ganske vist virker en smule sindsforvirret i afhøringens øjemed, er der et og andet, som siger den erfarne betjent, at mere stikker under. Nordentoft spiller her på de voyeuristiske og ekshibitionistiske tangenter.

Her tænkes ikke kun på det forhold, Sako og Molly kan have haft, men også på det urealiserede forhold til Jens, for hvem ægteskabet og sexlivet med den midaldrende viv ikke tilfredsstiller ham længere. Om end han på det ene plan er seriøs i sin gennemgang af de mange timers materiale for at finde en brugbar forklaring, skal hans skuelyst ligesom hendes behov for at vise sig frem næppe forklejnes. “Mollycam” er symptom på en tidsalder, hvor behovet for selviscenesættelse er blevet stadig større, og hvor selvrealisation finder sit katharsis i netop det skisme. Molly er trods sin unge alder klædt i alt for lidt tøj, og hun sætter griller i hovedet på de mænd, hun møder på sin vej.

Med det sagt må man tage hatten af for gymnasieeleven Lea Baastrup Rønne, der er et helt ubeskrevet blad på det danske filmtræ, for hun påkræver sig udelt opmærksomhed. Ikke kun fra mændene i filmen, men også fra os tilskuere. Og den får hun med en imponerende styrke og udstråling, der gør “Mollycam” til en intens oplevelse. Samtidig må hun også anerkendes for at have modet til en rolle, der kræver et og andet af sine karakterer – hun er mere eller mindre nøgen i de fleste af filmens scener. “Mollycam” veksler fornuftigt mellem de håndholdte optagelser, der naturligvis udstiller den unge piges privatliv – deraf filmens titel – og sekvenserne fra afhøringerne på politigården og hjemme hos Jens, der er stilistiske korrekte og anderledes kedelige. Måske et symbol på forskellen mellem ungdommelig virilitet og voksenlivets rutinepræstationer?

[i]”Hvis jeg ikke filmer, kunne det lige så godt ikke være sket,”[/i] proklamerer hovednavnet undervejs. Og mon ikke hun har ret? “Mollycam” er billedet af en visuel tidsalder, hvor udseendet dyrkes til overflod, men hvor indre værdier ikke rigtigt længere tæller. Er Molly i offerrollen? Hvor langt kan Jens tillade sig at gå i sin efterforskning? “Mollycam” hiver fat i en problematik, der formentlig er velkendt i talrige voldtægtssager, men samtidig har filmen øje for en overordnet problematisk udvikling. Det er godt set og blændende fortalt, om end lovens lange arm synes påklistret.

[b]Video[/b]

“Mollycam” præsenteres i et nogenlunde udseende anamorphic widescreen 1.78:1-format, som ikke er uden minusser på kontoen. Der er både tilfælde af edge-enhancement og gryn, mens udtværinger og digitale forstyrrelser til gengæld ikke forekommer. Også kontrast og farvetemperatur holder sig i ave og understøtter et rimeligt transfer, der qua uskarpheder og overbelysninger dog aldrig bliver mere end jævnt godt.

[b]Audio[/b]

Bedre er det dansksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor nu ikke, selv om det medvirker til filmens realismepræg. Dialogen er flere steder utydelig, om end hæderlig, mens atmosfære og særligt underlægningsmusik er en del af attraktionen. Lydsporet lægger ikke op til de store armsving, så af samme grund er de dragende effektlyde ikke ligefrem til stede i overflod.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ekstramaterialet kunne godt have tålt et supplement, men i nærværende udgave må vi dog slå os til tåls med en trailer til filmen samt en featurette, der viser filmens verdenspremiere på Roskilde Festival ’06, hvor både skuespillere og instruktøren Aage Rais-Nordentoft indfinder sig til et par kortvarige interviews. Mere interessant er dog filmens kommentarspor, hvor Nordentoft og skuespiller Christian Lollike sætter hinanden stævne og diskuterer filmens tema.