[b]Metervare fra thrillerskuffen[/b]

Omsider er Alex Proyas tilbage i instruktørstolen med filmen “Knowing”. Selvom Proyas unægtelig kan sit visuelle kram og forstår at dreje en spændingsfilm, så løfter “Knowing” sig desværre aldrig over det middelmådige med en tåbelig fortælling om clairvoyante børn og med Nicolas Cage som professor.

Nicolas Cage spiller astrofysikeren John Koestler, der har mistet troen på, at der er en mening med livet, efter at hans kone er død. Han opdrager nu sønnen Caleb på egen hånd i sit lettere forfaldne hus, der naturligvis er opført i en god gang dyster victoriansk stil. På Calebs skole skal der en dag åbnes en tidskapsel med tegninger lavet af en klasse i 1959. Men den tegning, Caleb får, er ikke en rigtig tegning, men i stedet en side fyldt med tal. I en prolog har vi set en uhyggelig lille pige, Lucinda, med mørkrandede øjne i nærmest besættelse udfylde papiret med tal. Det store spørgsmål er selvfølgelig nu, hvad betyder de tal?

Selvom papiret med tallene har været forseglet i en tidskapsel i 50 år, synes de at danne et mønster for eftertiden, som med dets paranormale oprindelse ryster John i hans videnskabelige grundvold. Mens John prøver at hitte rede i, hvilken trussel mod menneskeheden, tallene vidner om, begynder besynderlige albinolignende individer at hjemsøge Caleb. Snart involveres også Lucindas datter Diana og hendes datter, der begge på sin vis også udgør vigtige brikker i, hvad der synes at være en prædestineret skabelon med religiøse undertoner. Efterhånden som filmen udvikler sig læner den sig desværre mere og mere tematisk op ad flere religiøse motiver med kristendommen og scientology i spidsen, og ledsaget af de uhyggelige albinoer ender det hele ærlig talt med at virke temmelig fjollet.

Filminstruktøren Alex Proyas har siden “Dark City” ikke rigtig kunnet leve op til forventningerne. Måske er det derfor, han har forsøgt at løfte niveauet i “Knowing” med en fjoget filosofisk fundering i, hvorvidt universet er en tilfældig konstruktion eller resultatet af en fastsat skæbne, hvor alting er afgjort på forhånd. Men fat mod, abstraktionsniveauet får nemlig ikke lov til at belaste de små grå alt for længe takket være en god dosis spektakulære bilulykker og flystyrt. Godt bliver det nu aldrig, og med alt for mange unødvendige narrative svinkeærinder og pseudovidenskabeligt vrøvl får filmen aldrig rigtig ben at gå på og spænder snarere ben for sin egen fremdrift.

Visuelt er filmen nu ganske flot, og Proyas er stadig dygtig til at dreje actionscener, der kan imponere. Og for dem, der har det svært med Nicolas Cage – og vi er efterhånden nogle stykker – så kan det da tilføjes, at han formår for en gangs skyld ikke fuldstændig at ødelægge filmen med sine maniske øjne, store armbevægelser og dårligt hår. Desværre gør Rose Byrne i den kvindelige hovedrolle ikke synderlig væsen af sig, og hendes udvikling fra datter af en clairvoyant til enlig mor til hysterisk skrigedukke med bambiøjne er svær at sluge.