[b]Væk fra min græsplane![/b]

Efter at have overværet Clint Eastwood som den hårdkogte aldrende gnavpot i “Gran Torino” var jeg særdeles overrasket over at læse, at rollen faktisk ikke blev skrevet specifikt til ham, for sjældent har man dog set en karakter, hvor rolle og skuespiller går så entydigt op i en højere enhed.

Hele Eastwoods bagkatalog synes i det hele taget at være en medspiller i filmen, hvor hver eneste del af skuespillerens velkendte mimik (sammenknibningen af øjnene, en snerren som en arrig bjørn – og ikke mindst den formidable levering af de slagkraftige punch-lines) synes at udgøre en hel symfoni af musikstykker, der vækker minder om alle de fandenivoldske personligheder, som Eastwood har spillet gennem sin lange karriere.

I denne film spiller han Walt Kowalski, en benhård Korea-krigsveteran, der for nylig også er blevet enkemand, hvilket ikke just har gjort ham mildere i sulet. Han er en små-racistisk, ubehagelig gammel størrelse, der kun føler skuffelse over sin selvcentrerede familie, og som i stedet har vendt det hele ryggen og nu blot bruger tiden på at suge øl på verandaen, når han da ikke lige hygger om sit kæreste eje: En Gran Torino fra 1972, som han har holdt i perfekt stand. Nabolaget vækker ikke den store begejstring hos ham længere, og han er ikke mindst led af de asiatiske tilflyttere, der er rykket ind ved siden af. Walt er muligvis så godt som færdig med livet, men livet er dog lang fra færdig med Walt, og da nabodrengen udsættes for et overfald, griber den gamle mand til handling.

“Gran Torino” følger herefter en klassisk formel, for naturligvis kommer den hårde negl til at tø op over for sine naboer og blive et bedre og mere rummeligt menneske, men samtidig er filmen også kløgtig nok til ikke at overspille sine kort. Ja vist bliver den gamle mand et bedre menneske, men han udskifter ikke sin politisk ukorrekte facon, og Eastwood spiller ham uden omsvøb og uden undskyldninger, som en led gammel satan man alligevel ikke kan lade være med at holde af.

I den altdominerende hovedrolle er Eastwood selve definitionen på perfektion, og hvis han havde modtaget en Oscarnominering for rollen, havde det ærlig talt kun været passende. Som den gamle gnavpotte er han hård som bare fanden, og selvom han måske ikke kan matche de unge lømler i fysik længere, så er hans evne til at intimidere dem – godt hjulpet af en udsædvanlig stor skyder – svært overbevisende. [i]”Jeg skyder hovedet af dig, og går derefter ind og sover som en baby!”[/i] snerrer han, og man tror ham gerne. Rollen er dog ikke kun alvorlig, men beviser også Eastwoods evne som komisk skuespiller, og synet af ham, da han omsider overgiver sig til de asiatiske husmødres kogekunst og opvartning, er rent ud sag ubetaleligt.