[b]Once you go black, you never go back[/b]

At amerikanerne igennem årene har haft en kontroversiel raceproblematik at kæmpe med er ikke ligefrem banebrydende nyt. Netop den tematik er derfor rød tråd i mangt en storladen Hollywood-produktion, og derfor virker også “Lakeview Terrace”, der sværger troskab til samme emne, grundlæggende som noget, der er set før i utallige afskygninger.

I hovedrollen har vi den farvede politibetjent Abel Turner, der spilles med sædvanlig dynamik og indlevelsesevne af den karismatiske Samuel L. Jackson. Men det er imidlertid ikke nok til at bære en hel film, der godt nok formår at underholde, men heller ikke mere end det. Ved siden af hvervet som lovens lange arm er han alenefar, en forsmået og patriarkalsk en af slagsen vel at mærke. For hustruen døde nemlig i en bilulykke for år tilbage, og bitterheden har stadig ikke sluppet taget i den ensomme enkemand. Det kommer til at gå ud over Abels nye naboer, der ligesom han selv har søgt freden og idyllen i villakvarteret Lakeview Terrace, en forstad til Los Angeles.

Men freden varer ikke ved. Abel har fra starten set sig sur på det unge par, og anstødsstenen skal angiveligt findes i, at Chris og Lisa har blandet racekortene – hun er sort, og han er hvid. Det sætter i hvert fald griller i den selvretfærdige Abel, der på alle tænkelige måder forsøger at chikanere sine nye naboer. Måske for at få dem til at flytte, måske for at få dem til at bryde forlovelsen. Hvem ved? Forulempelserne starter i det små og udvikler sig stødt og roligt, mens parret klager deres nød til offentlige instanser. Det skal dog vise sig rigtigt svært at få medhold i den slags sager, når klageobjektet inkluderer en af politiets egne, som det også har vist sig gang på gang, når den type tvister udspiller sig i det virkelige liv.

Instruktøren Neil Labute er håndværker om en hals og er da også kun sluppet nødtørftigt af sted med de mindre vellykkede “Nurse Betty” og “Wicker Man”, der hører til hans mere kendte præstationer. Nærværende film er desværre ingen undtagelse, og selv om “Lakeview Terrace” underholder og indeholder solide spændingsmomenter, bliver det ikke for alvor medrivende. Den tilspidsede situation driver ganske vist filmen fremad, men det er på et traditionsbundet plan, hvor det er muligt at koble hjernen fra og sætte automatpiloten til. Og farligt bliver det i hvert fald ikke, selv om det er de såkaldt trygge rammer inden for hjemmets fire hellige vægge, der her nedbrydes og invaderes.

Nuancerne mangler, og det mærkes i udtalt grad. Filmen er i direkte tale lige så sort og hvid som den problematik, der i udgangspunktet forsøges skildret. Helt ned til allermindste detalje er opskriften helt firskåren. De medvirkende er enten sorte eller hvide, gode eller onde eller for den sags skyld med politisk tilhørsforhold hos enten demokraterne eller republikanerne. Så enkelt er verden i Abel Turners optik, men så enkel er virkeligheden – heldigvis – ikke, og derfor skurrer Neil Labutes seneste produktion absolut i øjnene.

Alt imens blusser nabostridighederne for alvor op. Det unge par er ikke sådan at kue, og mens hun bliver gravid, sætter han hårdt mod hårdt og begynder at bekrige sin belærende nabo. Øje for øje og tand for tand er devicen. Alle kneb gælder tilsyneladende, og under overfladen er det regulær kamp for overlevelse, uden der dog for alvor kan sættes en finger på modpartens angreb i første omgang. Forstadsidyllen krakelerer, og det får en afsmittende effekt. Figursyningerne er dog en kende flade i betrækket, og måske havde filmen også virket mindre firkantet, hvis vi havde haft mere baggrundsstof omkring det trekløver, som er den dominerende akse? Som det er nu, lander “Lakeview Terrace” blot allerbagerst på hylderne for ligegyldig søndagsunderholdning.

[b]Video[/b]

Billedet står knivskarpt og tager sig indbydende ud. Der er ikke eksempler på hverken udtværinger eller digitale forstyrrelser, mens edge-enhancement i filmens lysere scener ikke helt fornægter sig. Også kontrast og farvetemperatur opererer på et stabilt leje, og alt i alt er der tale om et fremragende transfer.

[b]Audio[/b]

Også lyden kommer godt ud over stepperne i det engelsksprogede True HD 5.1-lydspor. Dialogen er tydelig, præges aldrig af overstyringer og drukner i øvrigt ikke i den forventelige og traditionelle underlægningsmusik. Atmosfæren fungerer godt underneden og suppleres fint af talrige distinkte effektlyde.

Ekstramaterialet er sparsomt, men indeholder dog et par trailere for aktuelle film, fraklippede scener og et udmærket kommentarspor med instruktøren Neil Labute i ping pong med den medvirkende skuespillerinde Kerry Washington. Størst prægnans har dog en mindre portion featuretter, som går i rette med historien, optagelserne, baggrunden og raceproblematikken med mere.