[b]Du vilde vovse[/b]

Umiddelbart burde det være svært at have særlig meget imod en film som “Marley & Me”, der næsten må være det filmiske svar på et par tiggende hundeøjne: Den stirrer på en med samme ydmyge og bedende facon som en vovse, der forsøger at få en godbid ved køkkenbordet.

Denne her film er så ivrig efter at blive elsket, at det næsten nærmer sig det ynkelige. Den viser livet for parret John og Jenny, to hårdtarbejdende journalister, der er så sympatiske, at det halve kunne være nok, og som selv i de værste livskriser knap nok lader temperamentet løbe af med dem.

De flytter til det solbeskinnede Florida, og da jobbet er sikret, huset købt og carporten malet, så er det næste naturlige trin på livsrejsen et par unger. John er dog lidt betænkelig ved den kommende udfordring og beslutter sig for at anskaffe en hund i stedet, da de skulle være så nemme at have med at gøre. Skæbnen spiller dem et puds, da den sender dem den lodne golden retriever Marley, der er en ustyrlig størrelse, som drikker fra toilettet, jagter postbuddet, tisser på gulvet, udhuler sofaen og gnaver i tapetet. Forsøg på hundeopdræt kikser, og parret ville for længst have skilt sig af med uldklumpen, hvis ikke han da havde evnen til at se så elskelig ud, hver gang enhver tale om emnet kom på bordet.

“Marley & Me” er en filmatisering af John Grogans selvbiografiske bog. Ligesom filmens hovedperson skrev Grogan en fast klumme, hvori oplevelserne med hans hund tit optrådte. Efter sigende lader hans bog dog også til at berøre mere alvorlige emner, som det at Marley fuldstændig mangler evnen til at aflæse sine menneskelige omgivelser og muligvis lider af en form for psykisk sygdom. Sådanne emner er dog totalt fraværende i denne familievenlige udgave af historien, hvor Marley blot er et vedvarende komisk element, som endda netop tilskrives betydelige evner til at aflæse situationerne.

Enhver form for ujævnheder eller kant er i det hele taget hurtigt droppet fra filmen, og da Jenny efter endnu en fødsel synes at være ved at gå ned med flaget, antydes det, at hun har en fødselsdepression, men emnet droppes øjeblikkeligt, som var det en glødende ildtang. Som resultat føles filmen næsten som et stykke muzak, hvor alle de høje og lave toner er blevet taget af, så kun de jævne lyde kan høres.