[b]Det lokale helvede[/b]

[i]”Det er ingen onde mennesker, kun mennesker, der savner kærlighed,”[/i] hedder det i Ole Bornedals nye film “Fri os fra det onde”. I så fald er der mange mennesker, der må mangle omsorg i den lille jyske flække, hvori filmen foregår, for her florerer ondskabsfulde handlinger så sandelig i hobevis.

De enkelte gode sjæle findes dog også. De er først og fremmest personificeret af det lykkelige ægtepar Johannes og Pernille, der sammen med deres to nuttede børn er vendt tilbage til Johannes’ fødeby og nu istandsætter drømmehuset med hjælp fra den traumatiserede Alain, der er flygtning fra det krigshærgede Balkan.

Hvor Johannes er den perfekte succeshistorie, så er hans fuck-up af en bror, Lars, den diametrale modsætning. For Lars er livet en kronisk pendulfart mellem jobbet som langtidschauffør og den lokale bodega, når han da ikke har for travlt med at banke den evigt utro kæreste. Da Lars i en ulykke dræber det lokale overhoveds hustru, beslutter han sig at finde en syndebuk til at tage straffen, og hvem er mere velegnet som skurk end den mørkhudede Alain? Johannes fornemmer dog, at der er noget galt, og snart har han en hel by udenfor huset, hvor de i bedste lynchningstil kræver ham udleveret.

Med “Fri os fra det onde” leger Bornedal atter med konventionerne i denne udprægede genrefilm, der ligger rodfast i den amerikanske tradition, hvor den hårdkogte sherif belejres i kontoret, hvorfra han må beskytte en uskyldig mand mod den rasende hob. Handlingen er blot flyttet til moderne tider, og derved minder den til forveksling om Sam Peckinpahs “Straw Dogs”, hvis handling den følger så tæt, at den næsten kunne være et remake. Ligesom i Peckinpahs film er det milde akademiske storbymenneske her ude af sit vanlige element i den primitive landsby, hvor hakkeorden og selvtægt hersker over orden og civilisation, og ligesom i “Straw Dogs” må Johannes finde sin indre hulemand for at overleve prøvelserne.

Filmens personer er alle fast opdelt i velkendte stereotyper: Den venlige advokat, den ynkelige sut, den billige dulle og den fraværende landbystrømer. De gør det nemt at finde sig til rette i handlingen, men de gør også hele filmen til en temmelig forudsigelig affære, som ikke byder på nogen synderlig variation i forhold til alle de andre versioner, vi har set af historien. Man kender genren og dens mekanismer til bevidstløshed, og Bornedal gør ikke ligefrem meget for at overraske sin tilskuer.